Vesten klamrer sig til magten i valutafond

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Trods den kritik, der er haglet ned over Den Internationale Valutafond (IMF) gennem årene, er den af vital betydning for verdensøkonomien. Ikke mindst fungerer den som det nærmeste, man kommer en sidste international låneinstans for lande, der løber ind i akutte betalingsproblemer. På den måde er IMF med til at sikre den økonomiske stabilitet i verden.

IMF er imidlertid inde i en styrelseskrise. I store udviklingslande er regeringen irriteret over vestlige landes manglende vilje til at justere magtfordelingen i fonden, så den svarer til disse landes voksende økonomiske indflydelse. Frustrationen har fået nogle af landene til at forsøge andre muligheder såsom den udviklingsbank og valutastabiliseringsfond, som Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika (Briks) forhandler om.

Fire af Briks-landene – Brasilien, Rusland, Indien og Kina – tegner sig for en samlet andel af verdens bruttonationalprodukt (BNP) på 24,5 pct. Til sammenligning tegner de fire store EU-lande (Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien) sig for 13,4 pct. De fire nævnte Briks-lande har imidlertid kun en samlet andel af stemmerne i IMF på 10,3 pct. mod de fire EU-landes andel på 17,6 pct.

I 2010 vedtog IMF’s repræsentantskab en styrelsesreform, som skulle godkendes af IMF’s medlemslande. Reformen lagde op til, at medlemslandene skulle øge deres kvotebidrag, hvorved fonden fik flere ressourcer til rådighed. Samtidig skulle 6,2 pct. af stemmeandelene flyttes til fordel for dynamiske vækstøkonomier og udviklingslande.

IMF’s daværende administrerende direktør, Dominique Strauss-Kahn, kaldte aftalen »den vigtigste styrelsesreform i fondens 65-årige historie og den hidtil største justering af medlemsindflydelse til fordel for vækstøkonomier og udviklingslande for at anerkende deres voksende rolle i den globale økonomi«.

Men læste man det, der stod med småt, kunne man se, at den aftalte flytning af stemmer fra industrilande til vækstøkonomier og udviklingslande kun var på 2,6 pct. Resten drejede sig om justeringer inden for vækstøkonomier og udviklingslande fra “overrepræsenterede” til “underrepræsenterede” lande.

Selv hvis reformaftalen fra 2010 blev ratificeret, ville der være en betydelig forskel mellem den andel eller vægt, som et land tegner sig for verdensøkonomisk, og landets andel af stemmerettighederne.

Det store flertal af IMF-medlemslandene godkendte ændringerne, men nu mere end tre år senere er kvoter og stemmeandele uændrede, fordi Kongressen i USA endnu ikke har godkendt det, som USA’s regering gik med til. Hvis Kongressen ikke siger god for aftalen, vil reformprocessen ligge underdrejet.

Problemet er, at 2010-aftalen er en engangsforeteelse. IMF’s medlemsstater slår til lyd for, at fonden vedtager en ordning for justering af kvoteandele fremover, men IMF’s bestyrelse har gentagne gange forpasset fristen for at gøre det. De fleste medlemmer synes, at kvoter og stemmer skal baseres på et lands BNP af hensyn til enkelhed og ensartethed.

Men de europæiske lande holder på, at de ikke kun skal baseres på BNP, men også på “åbenhed”. Det har fået nogle udviklingslande til at plædere for, at hvis andre kriterier end BNP skal med, bør et kriterium som “bidrag til global vækst” være et af dem.

Resultatet er en fastlåst situation. Den manglende enighed passer europæerne godt, for den sikrer deres nuværende overrepræsentation i IMF.

For at få den fastlåste situation blødt op burde IMF's repræsentantskab vedtage at justere fondens vedtægter for at fjerne koblingen mellem omfordeling af kvoter og stemmer og en stigning i de samlede medlemsbidrag. Ifølge IMF’s vedtægter kan et medlemsland nedlægge veto mod tab af kvote og stemmer. Det betyder i praksis, at omfordeling kun kan finde sted, når der også er en betydelig nettostigning i bidragene.

Ved at adskille de to forhold kunne IMF indføre en rutinemæssig justering af stemmeret, efterhånden som medlemslandenes relative økonomiske vægt ændrer sig, uden at ændringerne altid skal være underlagt en regerings vilje til at betale nye bidrag.

Det vil fjerne den økonomiske komponent i reformerne og langt hen ad vejen tjene til at afvæbne modstanderne i Det Republikanske Parti i USA. Den resterende del af 2010-reformen kan måske endog få dem til at tilslutte sig. USA vil bevare sit veto over flertalsbeslutninger, der kræver 85 pct. af stemmerne, som f.eks. ændringer i IMF’s vedtægter.

Tilslutning fra USA vil bane vej for ændringer, der i betydelig grad mindsker den europæiske overrepræsentation, så der bliver skabt plads til, at vækstøkonomier får øget repræsentation – noget, som USA længe har haft som mål.

2014 er 70-året for Bretton Woods-konferencen, hvor IMF og Verdensbanken blev etableret. Hvis dødvandet i IMF’s styrelsesreform bliver brudt, vil det bidrage til at sikre, at vækstøkonomier og udviklingslande betragter fonden som et samarbejde mellem stater – og ikke længere et redskab for vestlige lande, som kan pålægge andre deres betingelser.

Det vil også øge muligheden for international økonomisk stabilitet og – ikke tilfældigt – være en sejr for præsident Barack Obama og IMF’s nuværende administrerende direktør, Christine Lagarde.