En strid om ord

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Hvis man følger den offentlige debat og f.eks. lægger mærke til det sprog, som politikere, embedsmænd, ngo’er og medier anvender, opdager man somme tider, at nye tendenser og nye begreber dukker op. Det er begrebet ”resilience” et eksempel på. FN’s kontor for katastroferisikobegrænsning (UNISDR) har lanceret en kampagne med titlen ”Making Cities Resilient”. Og på den internationale katastrofebegrænsningsdag den 13. oktober i år præsenterede Filippinerne en ny national Resilience Award.

Men midt i al ståhejen omkring ordet ”resilience” bliver der ikke tænkt så meget på ordets betydning, dets historiske eller begrebsmæssige oprindelse og på de perspektiver, som begrebet ”resilience” baner vej for, samt hvilke analysemuligheder det udelukker.

Hvis man slår ordet op i Oxford Concise English Dictionary, forklares adjektivet ”resilient”, når det bruges om et materiale eller en genstand, som det »at være i stand til at trække sig eller springe tilbage i form efter at have været bøjet, spændt ud eller presset sammen«.

Når det anvendes om en person eller et dyr, betyder resilient »at være i stand til at klare eller komme hurtigt på fode efter vanskelige betingelser«.

Eftersom genstande er ”resiliente”, når de vender tilbage til deres oprindelige form efter en fysisk belastning, kan det udledes, at mennesker er resiliente, når de formår at komme over det, hvis de har været udsat for enten en fysisk belastning eller en psykisk belastning eller vanskelige livsbetingelser.

Eksempler på fysisk belastning er naturkatastrofer, f.eks. tsunamier, orkaner eller tyfoner, atomulykker samt vold som tortur, seksuelle overgreb eller voldtægt. Psykisk belastning eller vanskelige livsvilkår kan være midlertidig eller permanent tab af en bolig, at miste sit levebrød eller at være vidne til vold mod sin familie eller nære slægtninge.

Det er ikke svært at forstå, at begrebet ”resilience” er blevet populært. Det er vel bedre at konfrontere modgang med beslutsomhed og vilje til at overleve end at være kuet, passiv og afhængig af udefrakommende hjælp, hvis man vil overleve. Resiliens er lige så tiltrækkende som et moralsk drama, hvor vi (der ikke er direkte ramte) er ivrige efter at identificere os med helten, der kan klare modgang. Det er denne dramatiske tiltrækningskraft, der måske også er i spil, når der i forbindelse med naturkatastrofer og sikkerhedsmæssige situationer opstår en politik, der opfordrer individer til at være resiliente.

Begrebets indtog på den internationale scene har en forhistorie, og dets historie er knyttet til manglerne ved international sikkerhed i 1990’erne. Efter Holocaust (om end ikke umiddelbart efter Anden Verdenskrig) lød vendingen »aldrig mere« som en moralsk opfordring internationalt. Den tyske filosof Theodor W. Adorno skrev i 1966 i essayet ”Opdragelse efter Auschwitz”:

»Det primære krav til al opdragelse er at forhindre, at Auschwitz sker igen.« Det er den udfordring, som ligger bag Holocaust-oplysning verden over.

Men folkemordet i Rwanda og folkemord og forbrydelser mod menneskeheden under krige i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne viste, at »aldrig mere« var blevet til »nu igen«. Det viste sig, at international humanitær indgriben ikke havde den ønskede effekt. Så i stedet for et fokus på ofre, der kunne reddes ved vestlig humanitær indgriben, fokuserede man i de politiske processer og de tilhørende fortællinger på ideen om det resiliente individ, som klarer sig selv og genopbygger sit eget liv i stedet for at være afhængigt af udefrakommende hjælp.

Er det et problem? Bør vi ikke alle bestræbe os på at være resiliente individer? Til trods for, at resiliens har politisk og folkelig tiltrækningskraft, har nogle eksperter været kritiske over for, hvordan begrebet fungerer som norm.

For det første sætter kritikere spørgsmålstegn ved indholdet i resiliensnormen. Ved at antyde, at det er bedre at opdrage mennesker til at være fleksible og tilpasningsdygtige, fremkalder begrebet en interesse i at udsætte sig selv for fare for at bevise sin egen resiliens. Men i stedet for at bejle til fare ville vi dog være bedre tjente med at skabe et socialt og politisk miljø, hvor mennesker kan blive relativt fri for den slags farer.

For det andet udfordrer kritikere forståelsen af den værdi, der ligger i resiliensnormen. Når fortalere for resiliens hævder, at man kan opdrages til at blive et individ, der er fleksibelt og i stand til at tilpasse sig en usikker fremtid og farlige risici, behandler de resiliens, som om det var en ekstra værdi, der var tilsat tilværelsen. Ved at gøre det overser de, at resiliens skaber en ny normal, samtidig med at det skaber lige så unormale eller sølle ikkeresiliente borgere.

Denne måde at anskue tingene på gør, at mange mennesker, der er blevet udsat for belastning, og som ikke opfylder kriterierne for resiliens, på en eller anden måde bliver behandlet som utilstrækkelige og ikke inden for rammerne af, hvad der er menneskeligt.

For det tredje er kritikere optaget af spørgsmålet om formål eller mål: I hvilken hensigt bør samfundet ændres og for hvilke individer? Disse kritikere hævder, at resiliensnormen udelukker overvejelser om fundamentale spørgsmål om mening, frihed og sameksistens, fordi evnen til at overleve bliver det dominerende mål.

I stedet for at tage resiliensnormen til sig kunne man i stedet fokusere på resistance (modstandskraft, red.) – et udtryk med en lang forhistorie inden for den kritiske politiske debat. Der er ikke et individuelt heltebillede forbundet med resistance; det er i stedet dybt rodfæstet i forestillingen om den kollektive kamp, hvor et samfund bekæmper systematisk belastning og engagerer sig i social og politisk handling for at få gennemført forandring.

I metafysisk eller teologisk forstand er resistance knyttet til at opgive det synspunkt, at menneskeheden har fortjent katastrofer på grund af vor ondskab.

Da Immanuel Kant skrev om sin skam over sin indledende optimistiske reaktion på jordskælvet og tsunamien i Lissabon i 1755, bevægede han sig i retning af den holdning.

Hvis vi fokuserer på resistance i stedet for på resiliente individer, tager vi hensyn til, at der er nogle ofre, der ikke overlever en usikker tilstand, og vi anerkender, at fortiden er en del af nutiden – det er en af erfaringerne fra kampen efter Anden Verdenskrig for at gøre op med nazismens og stalinismens forbrydelser.

Og med begrebet resistance giver vi næring til en kritisk opfattelse af, at mennesker ikke bør tilpasse sig hvad som helst, og at tilpasning til krisesituationer kan anspore til udvikling af dysfunktionelle interaktionsmønstre i situationer, hvor der ikke er krise. Endelig sætter resistance fokus på, at en social dialog er nødvendig, både i forhold til at reagere på belastning og i forhold til at skabe betingelser, der mindsker risikoen for systematisk belastning i fremtiden.