Kina viser magt i Det Sydkinesiske Hav

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Hvorfor skulle jeg forsvare en sandbanke og risikere filippineres liv på grund af en sandbanke?« Svaret fra Filippinernes ellers stridslystne præsident, Rodrigo Duterte, faldt 21/8, da han blev konfronteret med forlydender om en ”snigende kinesisk invasion” af Sandy Cay i Spratly-øgruppen i Det Sydkinesiske Hav.

På mange måder er Dutertes reaktion symptomatisk for det stemningsskift, der har indfundet sig i regionen siden sidste sommer.

Med Duterte ved roret har Filippinerne udstukket en helt ny kurs for landets mangeårige havretsstrid med Kina om rettighederne til ressourcerne i Det Sydkinesiske Hav. Hans forgænger, Benigno Aquino, forsøgte at dæmme op for Beijings selvhævdende adfærd i filippinsk farvand ved at rejse sag mod Kina ved Den Internationale Voldgiftsdomstol i Haag.

Dommen var utvetydig: Kinas selvhævdende adfærd og krav om særlige historiske rettigheder strider mod FN’s havretskonvention (Unclos). Men selv med det internationale samfund i ryggen har Duterte tilsyneladende opgivet kampen til fordel for kinesiske løfter om storstilede investeringer, der skal sikre Filippinernes infrastruktur et markant løft. De første projekter er på tegnebrættet i Davao, Dutertes egen hjemby.

I juli var det Vietnam, som blev tvunget til at opgive en olieboring i havbunden på sin egen kontinentalsokkel. Kina havde angiveligt – via uofficielle kanaler – truet med at angribe vietnamesiske baser i Spratly-øgruppen, hvis ikke boringen blev stoppet omgående.

Boringen foregik inden for Kinas såkaldte nipunktslinje, som omfatter 80-90 pct. af Det Sydkinesiske Hav med henvisning til ”historiske kinesiske rettigheder” – krav, Haag-domstolen altså har underkendt.

Det har dog ikke afholdt Beijing fra at forfølge sine ekspansive krav ikke blot over for Vietnam, men også Filippinerne, Malaysia og Indonesien. Helt i tråd hermed erklærede Kina kort efter kendelsen i juli sidste år, at domsafgørelsen er ”nul og niks”.

Sideløbende har Beijing søgt at berolige de øvrige kyststater ved at indvillige i at genstarte de årelange forhandlinger om et juridisk bindende adfærdskodeks for, hvordan stridighederne i Det Sydkinesiske Hav håndteres.

Problemet er blot, at formuleringerne i et nyligt lækket udkast til det kommende adfærdskodeks ser vage ud og er uden juridiske sanktionsmekanismer. Tilmed har Kinas udenrigsminister, Wang Yi, meddelt, at forhandlingernes fremdrift under alle omstændigheder forudsætter fraværet af »forstyrrelser fra udenforstående aktører«, en slet skjult henvisning til USA’s rolle i stridighederne.

Selv om USA ikke er direkte involveret i de territoriale stridigheder i Det Sydkinesiske Hav, har Washington de senere år øget sin tilstedeværelse i området.

Amerikanerne har med afsæt i Unclos udfordret Kinas maritime krav og restriktioner ved bl.a. at sejle krigsskibe ind i farvandene omkring Kinas småøer for at gøre kampen for navigationsfrihed til et kardinalpunkt.

Efter lidt indledende tøven har Trump-administrationen valgt at videreføre disse operationer, men ellers har amerikanerne holdt relativt lav profil i Det Sydkinesiske Hav og i stedet koncentreret sig om den koreanske halvø.

Spørgsmålet er dog, om ikke Kina reelt har fat i den lange ende i Det Sydkinesiske Hav. Kinas økonomiske tyngde som største samhandelspartner for regionens øvrige lande underminerer ethvert forsøg på i samlet flok at stå op imod Beijings selvhævdende adfærd. Intet illustrerer dette tydeligere end Kinas evne til gang på gang at drive en kile igennem de 10 sydøstasiatiske Asean-landes bestræbelser på at danne fælles front mod Kina i stridighederne om Det Sydkinesiske Hav.

Ganske sigende rummede den fælles udtalelse fra landene efter seneste topmøde i august ingen reference til kendelsen fra Haag-domstolen sidste år, selv om Asean burde have en indlysende interesse i at støtte aktivt op om Unclos.

Hertil kommer, at Kina i de seneste år har sat kul på sin maritime modernisering og søsat nye potente flåde- og kystbevogtningsfartøjer i et tempo, som de øvrige kyststater på ingen måde kan hamle op med.

Endelig har kineserne siden 2014 med konstruktionen af syv stærkt befæstede kunstige øer i Spratlyøerne demonstreret, at man satser på at udvide sin magtudøvelseskapacitet i Det Sydkinesiske Hav. Med andre ord bliver det stadig mere urealistisk for de øvrige kyststater at sætte hårdt mod hårdt, når kineserne håndhæver deres ”maritime rettigheder”.

Umiddelbart ville det være nærliggende blot at konstatere, at Det Sydkinesiske Hav heldigvis ligger fjernt fra den hjemlige danske andedam. Imidlertid er der grund til at betragte Kinas adfærd i Det Sydkinesiske Hav som en slags lakmusprøve for, hvordan et opstigende Kina vil opføre sig, når der er centrale kinesiske interesser på spil.

Det perspektiv er så meget desto mere foruroligende, for så vidt den internationale orden for tiden synes at befinde sig i en ledelsesløs krisetilstand.