Fri debat er ikke Sveriges stærkeste side

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg holder umådelig meget af Sverige. Det har jeg bl.a. fra min far, der var flygtning i Sverige 1944-45, mange svenske venner, rejser og studieophold. Og fra svensk fjernsyn, der var det eneste vi kunne se på min barndoms Læsø. Men man kommer ikke uden om, at svenskere har en stor forkærlighed for konformitet: Alle skal helst være ens og enige. Meningskorridoren er smal, og rabatten må ikke betrædes. Således har man kun i private sammenhænge kunnet tale om de svenske indvandrerghettoer og kriminalitetens etniske slagside. Men når en politimand eller en ambulancefører skriver offentligt om byernes no-go-zoner, bryder helvede løs, og budbringerne fordømmes, isoleres og trues med afskedigelse.

Fri debat er ikke Sveriges stærkeste side. Derfor kommer terroren på Drottninggatan i Stockholm som en bombe i svensk politik og selvforståelse.

Jeg må indrømme, at svenskeres kritik af vi danskeres "lette gang på Jorden" har slået skår i glæden over vores moraliserende storebror, der med tidligere statsminister Reinfeldts ord er "verdens humanistiske stormagt."

Reinfeldts selvgode opfattelse står ikke alene. Svenske statsministre har i mange årtier fremført den opfattelse, at Sverige er ’verdens mest moderna nationen’, at ’Folkhemmet Sverige är en forbild’ for alle andre nationer, og at Sverige er førende på alle vigtige samfundsområder. Men denne selvforherligelse hindrer en normal, demokratisk debat, når den overskrider Sveriges smalle meningskorridor. Tabuiseret er således ikke kun den offentlige debat om muslimsk indvandring, Forbudssverige, planøkonomien, dominansen fra Stockholm og massemediernes massive censur af synspunkter, der falder udenfor meningskorridoren. Tabuiseret er også en række historiske kendsgerninger, f.eks. forsvenskningen efter erobringerne 1643-59 af de dansk-norsktalende provinser Bohus, Halland, Skåne, Blekinge og Jämtland, drab og tvangsforflytning af hundredtusind skåninger, forflyttelsen af mange tusinde finner til slavelignende vilkår som kulsviere i ’Finnskogarna’ mellem Vänern og Oslo, forsøgene på forsvenskning af Norge 1814-1905, den systematiske undertrykkelse af samisk og finsk sprog og kultur helt frem til 1970’erne, Sveriges de facto alliance med Nazityskland op til og under Anden Verdenskrig og den skændige udlevering af 380 baltiske soldater til den visse død i Stalins Sovjetunion.

Omtrent hver gang en dansker eller nordmand nævner disse forhold blandt svenskere, mødes man vredt med historien om ’Kristian Tyran’ (Kristian II), der under det Stokholmske Blodbad i 1520 halshuggede 80 adelige svenskere, mens man ikke vil høre tale om de langt mere omfattende forbrydelser, som Sverige et århundrede eller endnu senere begik overfor bl.a. skåninger, jämtlændinge, finner, samer og baltere. Ikke mindst er uvidenheden stor om betydningen af Sveriges udbytterige samarbejde med Nazityskland om at levere jern og krom til den tyske rustningsindustri (1933-45).

Baggrunden for svensk historiefortielse, konformisme og de mange tabuer kunne være, at selvkritik ikke giver mange stemmer ved valgene, og at statsministrene Per Albin Hansson (1936-46) og Tage Erlander (1946-69) gennem Hitlertiden og langt op i Koldkrigstiden prioriterede den sociale og militære dagsorden meget højt. Denne dagsorden skulle finansieres, og den 33 år lange ubrudte socialdemokratiske ledelse af Sverige (1936-69) havde derfor ingen interesse i at skabe konflikter med storindustriens magtfulde, overvejende højreradikale overklasse og dens ofte fascistoide forestillinger. Forestillinger, der indtil den åbenlyst nazistiske konge, Gustav V’s død i 1950 prægede det svenske kongehus og i endnu længere tid Sveriges industrielle overklasse.

I januar 1943 skønnede den svenskgifte Reichsführer Hermann Göring og general Adolf von Schell, der på Hitlers foranledning undersøgte behovet for en invasion af Sverige, at 70 pct. af de svenske officerer var nazister eller nazi-sympatisører, og at en invasion derfor ikke var nødvendig. Nyere svenske militærkilder siger, at ’kun’ ca. 50 pct. af officererne var nazister.

Formentlig på grund af omfanget af disse nazi-sympatier og det generelt venligtsindede forhold til Nazityskland havde Sverige ikke et politisk opgør efter Anden Verdenskrig. Derved fremstod krigstidens nazi-støttende aktiviteter fortsat efter Anden Verdenskrig som legale aktiviteter. Desuden havde et stort antal svenske soldater officielt kæmpet sammen med finnerne og Wehrmacht mod russerne, hvilket jo havde sin helt egen forklaring, ligesom de sammen havde beskyttet malmtransporterne mod norsk sabotage og russiske luftangreb.

Et retsopgør om Sveriges rolle i forhold til Nazityskland ville derfor amputere Sveriges stats-, militær- og industriledelse for en betydelig del af de nødvendige ledelseskompetencer. Samtidig kunne et manglende opgør forsvares med neutralitetspolitikken, der 1936-45 i realiteten var en alliance med Tysklands rustningsindustri. Uden svensk malmeksport havde Tyskland ikke kunnet gennemføre sine felttog i Europa – og Sverige ikke sin socialpolitik.

Som efterrationaliseret forklaring på Sveriges påstået høje moral tjente også, at Sverige fra 1943 begyndte at tage mod mange tusinde norske og danske flygtninge, herunder de danske jøder, og at Folke Bernadotte gennem kongehusets nazi-kontakter i krigens sidste måneder havde udvirket, at danske fanger i tyske koncentrationslejre kunne hentes til Sverige i ’de hvide busser’.

Det forekommer mig indlysende, at svensk konformisme, centralstyringen fra Stockholm og det udeblevne opgør med de ledende lags nazi-støtte skabte grobund for det tabubelagte Sverige og nutidens smalle meningskorridor. Mordene på de socialdemokratiske toppolitikere Oluf Palme (1986) og Anna Lindh (2003) skabte en yderligere dyb, men tavs frustration over, hvor tyndt laget af humanistisk fernis er i landet, der mener at være moralsk forbillede for resten af verden. Men da svenskere almindeligvis anser det for upassende – nærmest kriminelt - at kritisere fosterlandet, blev ’løsningen’ næsten naturnødvendigt at tabuisere skampletterne i Sveriges historie, herunder landets tidligere vidt udbredte nazi-sympatier, nutidens ghettoisering af indvandringen og den øvrige befolknings fremherskende, men unævnelige ulyst til at omgås muslimer. Kritik af disse skampletter anes kun sporadisk i f.eks. Sjöwall & Wahlö’s, Jan Gouillou’s og Stig Larsson’s krimier, men praktisk taget aldrig i aviserne og slet ikke i Sveriges statskontrollerede tv-kanaler.

I stedet for den nødvendige historiekritik er man faldet over selv de mildeste Sveriges-kritiske og -satiriske kunstnere som f.eks. Astrid Lindgren, P.O. Enquist og Lars Vilks og har vendt frustrationen over de indadvendte pegefingre til noget, der mest ligner direkte fordømmelse af broderlandenes accept af fri debat, religionskritik og satire, f.eks. Jyllands-Postens muhammedtegninger. I stedet for at acceptere, at "folkepartierne" i såvel Danmark og Norge som i Sverige bringer dybfølte budskaber fra folkedybet til rigsdagen, har Sveriges etablerede partier valgt at udskrige Sverigesdemokraternes drejning af socialdemokratismen, som var den en urørlig form for spedalskhed.

Mit håb er, at Sverige omsider vil lytte til 1900-tallets store anti-marxistiske og anti-fascistiske filosoffer, bl.a. Karl Popper og danske Hal Koch: Et åbent, demokratisk samfund kendes på at kunne debattere alt og at tolerere ethvert synspunkt; men tolererer samfundet politisk intolerance og meningscensur kan det ikke vedblive at være åbent, tolerant og demokratisk.