Fornuftigt fokus på kvalitet fra Søren Pind

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er befriende, at den nye uddannelses- og forskningsminister Søren Pind fokuserer på kvalitet i uddannelserne. Det er tiltrængte nye toner. Siden april 2016 har Dansk Magisterforening siddet med i en ministeriel dialoggruppe, hvor Uddannelses- og Forskningsministeriet har afprøvet nye finansieringsmodeller for de videregående uddannelser.

Ministeriet droppede i den proces hurtigt kvalitet som et performanceelement, fordi det var for svært at måle. I stedet er der lavet modeller, hvor uddannelserne skal have et højere taxameter, alt efter hvor hurtigt kandidaterne kommer i beskæftigelse. Den form for merkantile tilgang til uddannelserne giver ikke kvalitet, tværtimod vil det destabilisere de faglige miljøer.

Et beskæftigelsestaxameter vil medføre bevillingsudsving for den næste generation af studerende alt efter kortsigtede konjunkturudsving på arbejdsmarkedet – det giver en meget vanskelig planlægningshorisont i forhold til antallet af undervisere.

Man aner, at ministeriet ønsker at regulere optaget på de videregående uddannelser gennem bevillingssystemet, men beskæftigelsestaxameter regulerer ikke optaget – det kan kun føre til vilkårlige forringelser eller forbedringer for de allerede indskrevne. Hvis man vil regulere optaget, er dimensionering et langt mere virksomt redskab end beskæftigelsestaxameter.

Flere paradokser

Bare fordi noget kan måles, er det ikke sikkert, at man kommer til det ønskede mål ved at have det målbare som kurs. Problemet med det målbare beskæftigelsestaxameter er, at det for det første ikke siger noget om, hvorvidt det er relevant beskæftigelse. For det andet er der dimittendledighed selv inden for områder, hvor der er flaskehalsproblemer.

Fx er hver femte dimittend fra fransk og tysk ledig, mens den generelle ledighed for samme fag er under 3 pct. Og når det gælder vores naturvidenskabelige medlemmer, er fx 12 pct. af de nyuddannede dataloger fra Københavns Universitet ikke i job, mens den generelle ledighed er helt nede på 1,4 pct.

Så selvom kandidaterne er eftertragtede og kommer i job, risikerer uddannelserne at blive økonomisk udsultede, når midlerne bliver fordelt med afsæt i ledighedstal for nyuddannede. Kigger vi mod universiteterne, har de endvidere et langt sigte og skal ikke kun uddanne til det nuværende men også til det fremtidige arbejdsmarked.

Jeg noterer mig, at vi har fået en ambitiøs forskningsminister, der melder, at det godt må være svært. Og det er svært at finde en ny finansieringsmodel.

Jeg håber, at ministeren med kvalitet som pejlemærke vil fravælge et bagudskuende beskæftigelsestaxameter, der ikke fører os i mål.