Forskningsfriheden truet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Demokratiet bygger på idéen om, at alle borgere er frie og lige i rettigheder og friheder. Igennem de seneste par år har danske domstole imidlertid afsagt flere domme, der sætter spørgsmålstegn ved, om alle nu også har de samme friheder.

I 2015 faldt der i Højesteret dom i den sag, som journalist Jørgen Dragsdahl havde anlagt mod professor Bent Jensen. Sidstnævnte blev frikendt på to ud af tre punkter, men blev dømt for at have gengivet PET’s institutionelle opfattelse af, at Dragsdahl var KGB-påvirkningsagent.

Bent Jensen havde ganske vist aldrig hævdet, at Dragsdahl havde foretaget sig noget strafbart, men alligevel mente Højesteret, at Bent Jensen kunne straffes. Altså har landets højeste domstol fastslået, at man kan blive dømt for udsagn, man aldrig har fremsat.

I januar i år afgjorde Østre Landsret så, at den tidligere Stasi-agent Jan Aage Jeppesen kan anlægge sag mod Bent Jensen, idet han i bogen ”Ulve, får og vogtere” har omtalt Jeppesens agentvirksomhed med henvisning til to bøger af journalisterne Mette Herborg og Per Michaelsen. Allerede i 2002 anlagde Jeppesen sag mod de to journalister, men tabte sagen med et brag, da Østre Landsret slog fast, at den tidligere Stasi-agents ære ikke var krænket. Alligevel kan Jeppesen nu føre sag mod Bent Jensen for at referere netop den omtale, som allerede er afgjort som værende ikkeærekrænkende.

Det afgørende forhold synes at være, at Bent Jensen er historiker og ikke journalist. Herborg og Michaelsen kunne således ikke straffes, og alle kan frit låne deres bøger på biblioteket og læse om Jeppesens arbejde for Stasi, men hvis man som historiker – eller almindelig borger – refererer til bøgerne, kan man risikere straf.

I Dragsdahl-sagen blev Jyllands-Postens journalister tilsvarende frifundet allerede i byretten, mens Bent Jensen blev straffet. Journalister har altså en mere vidtgående ytringsfrihed end alle andre, og loven er dermed ikke lige for alle. Hvis man som historiker kan blive straffet for at referere bøger og artikler skrevet af journalister, er både forsknings- og ytringsfriheden alvorligt truet.

Heldigvis er titlen journalist ikke en beskyttet titel, og derfor vil jeg opfordre andre til at gøre, som jeg har gjort her, og titulere sig som journalist. Det er åbenbart den eneste måde, man kan sikre sig mod, at ens ytrings- og forskningsfrihed indskrænkes.