Stil højere krav til universiteternes samspil med erhvervslivet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi optager nye studerende på de videregående uddannelser som aldrig før. Og efter endt uddannelse sender vi dem ud i ledighed i rekordtal. I november 2015 nåede ledigheden blandt nyuddannede akademikere ifølge Akademikernes Centralorganisation sit højeste niveau i dette årtusinde med en ledighed på 30,7 pct.

At næsten hver tredje nyuddannede akademiker bliver ledig, er stærkt bekymrende. Men det overrasker mig desværre ikke. Mange nyuddannede akademikere katapulteres nemlig ud fra deres uddannelsessted uden at have spillet en eneste bold op ad en virksomhedsdør. Derfor ved de heller ikke, hvordan de kan skabe værdi på arbejdsmarkedet.

Hvis det skal ændre sig, må integrationen mellem studiernes og virksomhedernes virkelighed blive meget bedre. Men det kræver opbakning fra både politikere, virksomheder og universiteter.

»Hvad er jeg god til?«

Trods flest år på skolebænken er akademikerne faktisk mindre afklarede end de, der ikke har taget en længere videregående uddannelse. Hvert år rådgiver vi i Konsulenthuset ballisager omkring 7.000 jobsøgere, hvoraf størstedelen er nyuddannede akademikere. Når vi spørger de nyuddannede akademikere, hvad de finder sværest i deres jobsøgning, siger 41 pct., at »det er at blive klar over, hvad jeg egentlig er god til«.

Det tilsvarende tal for ikkeakademikere er 33 pct.

Når vi spørger videre, viser vores evalueringer fra omkring 3.300 jobsøgere, at cirka en tredjedel af alle de akademikere, som vi jobrådgiver, intet har lavet i samarbejde med en virksomhed under deres studium. Samtidig viser evalueringerne, at 58 pct. af alle de akademikere, som vi jobrådgiver, ikke er blevet anbefalet af universitetet at gennemføre dele af studiet i samarbejde med en virksomhed.

Løsningen ligger lige for

Det er ikke godt nok. Løsningen ligger ellers lige for. Et øget samarbejde mellem akademiker og virksomhed vil ikke kun skabe mere afklaring omkring egne kompetencer – det vil også øge nyuddannedes chance for at blive ansat.

I vores rekrutteringsanalyse fra 2015 svarede 73 pct. af 754 adspurgte arbejdsgivere, at »et arbejde ved siden af studiet« ville være den bedste selvhjælp for en nyuddannet akademiker til at stå bedre i forhold til første job.

De senere år er der heldigvis kommet større fokus på karriere og virksomhedssamspil. Flere universiteter og institutter har f.eks. åbnet karrierecentre med dygtige folk på posterne. Men det rykker ikke det store, når vores undersøgelser og erfaringer viser, at universitetsledelserne ikke ønsker at forpligte sig til et mere omfattende samspil med virksomhederne.

Ud af teoribunkeren

Hvis vi skal knække den triste arbejdsløshedskurve og hive flere akademikere ud af teoribunkeren under deres dannelsesrejse, må universitetsledelserne presses til at tage et opgør med deres teoribegejstring og manglende fokus på livet efter universitetet.

Universitetsledelserne skal tage ansvar for, om deres færdiguddannede kandidater lander i job eller ej frem for kun at blive målt og vejet på antallet af studerende, der gennemfører uddannelsen.

Politikerne kan hjælpe til

Jobeffekt, virksomhedssamspil og samarbejde med erhvervslivet bør gøres til en fast del af universiteternes nøgletal, så der er bedre overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Det kan politikerne hjælpe med. Først når politikerne har vedtaget formelle krav til universiteterne om at nedbryde de tykke mure mellem teori og virkelighed, vil erhvervslivet blive en fuldt integreret del af det akademiske skoleskema. Så kære politikere, vil I hjælpe?