Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Turister skal tages godt imod

Teresa Jørgensen, byrådsmedlem i Silkeborg (DF) Hostrupsgade 12, Silkeborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Turistsæsonen nærmer sig, og mens vores gæster får en varm velkomst af turisterhvervet, er det offentliges modtagelse af turisterne ikke altid lige informativ og serviceminded. Det oplever man desværre i mange landsdele, fordi kommunernes økonomi er så trængt, at man vælger at spare tilskuddet til den lokale turistinformation væk, og dermed må kontoret dreje nøglen om.

Set i lyset af at turismen i dag beskæftiger omkring 100.000 danskere, hvis job dermed bliver sat på spil, er det et helt forkert sted at spare.

Vores gæster fra ind- og udland både forventer og har brug for at have et sted, hvor de kan henvende sig og få samlede informationer om den destination, de er ankommet til. Det være sig informationer om seværdigheder, forlystelser, spisesteder og historien, som knytter sig dertil.

Kvalitetsorienteret information

Det, der behøves, er lokal og kvalitetsorienteret turistinformation, hvis fornemste opgave er at byde turisterne velkommen og bane vejen for et succesfuldt ophold. Der skal være tid til den enkelte turist og på de tidspunkter, hvor turisterne rent faktisk kommer.

Kulturturismen er voksende, og også her skriger den manglende turistinformation til himlen. Danmark er nemlig kendt for at tiltrække turister, der ønsker at opleve lokal historie og kultur og få autentiske og unikke oplevelser.

Hele 43 pct. af alle udenlandske turister har kultur som ét af deres motiver for at komme til Danmark. Hvad enten det er design, gastronomi, arkitektur, kunst eller vikinger. Og mere end 60 pct. af de udenlandske turister bruger et eller flere kulturtilbud, mens de er i Danmark. Men hvad nytter det at trække turister til Danmark for vores lokale oplevelser, hvis vi ikke fortæller dem, hvad de kan opleve?

Stigende digitalisering

I kommunerne er der en tendens til at finde løsningen på de økonomiske udfordringer via en digitalisering af turistinformationen. Og ja, udviklingen går uomtvisteligt i retning af stigende digitalisering, og det er nødvendigt at tilbyde information på nye medier. Men de kommer aldrig til at kunne erstatte den personligt betjente turistinformation. F.eks. er mange af vores seniorturister ikke vokset op med smartphones, og jeg tvivler på, at løsningen kun er digitalisering. Alle turister ønsker at blive mødt af servicemindede, dygtige medarbejdere, der har tid til at tage sig af dem og give personlige anbefalinger.

Lukningen af de kommunale turistkontorer og -informationer er et symptom på manglende turiststrategi i de danske kommuner. For mig vidner det om, at man hverken har gjort sig tanker om turisterhvervets betydning eller de mange muligheder for lokalområdet. Der er altså fortsat et stort uudnyttet potentiale i turismen.

Mange gode forslag

Tidligere i år annoncerede Kommunernes Landsforening et udspil med idéer til, hvad regeringen skal gøre for turismen. Her var mange gode forslag, men kommunerne kan selv gøre meget – f.eks. ved at formulere kommunale planer for turisterhvervet og iværksætte håndgribelige tiltag, der skal understøtte erhvervet. Der er brug for handling mange steder og opfølgning andre steder.

I min optik burde man genoprette den lokale turistinformation og arbejde med kvalitetsservice frem for passiv samlebåndsservice. Et godt samarbejde på tværs af kommunegrænserne ville betyde, at man ikke skulle bruge skattekroner på at genopfinde den dybe tallerken, men kunne finde inspiration i de kommuner, som allerede gør det rigtig godt, men dog med øje for det lokale særpræg.

Gevinsten – ja, den er en styrkelse af det sidste erhverv i landet, der rent faktisk leverer private stedbundne arbejdspladser inden for kommunegrænsen.

Danmark er kendt for venlighed, varme, tryghed og smil – og ikke for digital og upersonlig betjening.