Intet er som før

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Gamle filmklip viser tre prinsesser på vej mod skole fra Frederiksstaden til Østerbro. Ikke en sikkerhedsvagt, PET eller politibetjent er at se. Vi ser billeder af Margrethe og dronning Ingrid handle i et stormagasin i København. Beskyttet af folket.

Hvad er det, der er sket med vort samfund siden, og hvorfor har vi som borgere tilladt en udvikling med svækket frihed og sikkerhed? Hvordan er vi blevet så åndeligt fattige, at vi ikke evner at træffe beslutninger, der sikrer os en fredelig sameksistens uden frygt for gale menneskers overgreb?

Hvordan kan Frankrigs Hollande, USA’s Obama og vores egen statsminister slippe af sted med at prædike, at vi skal leve videre, som om intet er hændt, når bomber dræber og sønderriver vore medborgeres legemer? Hvordan kan de hævde, at dagligdagen skal fortsætte, for ellers har terroristerne vundet?

De har vundet. Vi hegner havne og lufthavne ind, vi giver livvagter til ganske almindelige uskyldige personer, som en gruppe muslimer har set sig gale på. Og livvagter til alle, der i kraft af deres position kunne være et mål for terror.

Vi øger overvågning, giver politi og PET større beføjelser, ministre ”lyver” for Folketinget, alt sammen på grund af trusler fra indvandrere af mellemøstlig herkomst, som Danmark og andre venligtsindede lande har givet asyl og tilbud om liv i sikkerhed og i trygge vilkår.

Vagtværn opstår

Statens raison d’être er at sikre borgerne mod indre og ydre fjender. Kan staten ikke løse denne opgave, åbnes der for selvtægt, vold, blodhævn, klan- og bandeuvæsen, beskyttelsespenge og alt det, vi kender fra historien, og som vi i dag kan opleve i de fleste muslimske lande.

Når vi tvivler på statens evne og vilje til at sætte sin styrke ind på at forsvare sit legitime voldsmonopol, så opstår der private vagtværn, borgergrupper bevæbner sig og opfører sig som paramilitære enheder. De stærke tæver de svage og søger deres egen ret.

Vi ser det tydeligt i Sverige og Tyskland. En stor gruppe bøller og forvirrede mennesker har grebet til vold, brandstiftelse og drab på tilfældige uskyldige mennesker af fremmed herkomst. Vagtværn er også så småt ved at opstå herhjemme.

Så det er simpelt hen ved at være noget af det dummeste, man kan sige, at vi bare skal fortsætte vor dagligdag, som vi plejer, for det fører til kaos og anarki i gaderne. Når man længe har fulgt en bestemt politik, er det somme tider passende at standse op og gøre status over, om denne politik er hensigtsmæssig.

Vi har efterlevet flygtningekonventionen over for mennesker i den mellemøstlige kultur, selv om konventionen er vedtaget på baggrund af situationen for mennesker i Europa efter Anden Verdenskrig, hvor byer blev ødelagt, grænser flyttet, og Jerntæppet delte kontinentet i en fri og en slavebunden del. Giver denne konvention, som var lykkelig for såvel flygtninge som modtagerlande, da den tjente det tiltænkte formål, mening i dag? Er flygtninge i Danmark glade for vor kultur og vort samfund, og har vi som nation glæde og gavn af flygtninge?

Dyrere og dyrere integration

Er integrationsindsatsen, som vi har bekostet med milliarder, og som bliver stadig dyrere, en succes? Eller er vi så dumme, at vi tror, at mere af det samme vil give et andet og bedre resultat?

Kan vi ikke åbne en politisk debat om disse emner, så har vi ingen chance for at løse problemet. Men automatreaktionen fra store dele af det politiske liv er, at en sådan analyse er racistisk og modbydelig, og de bryder sig ikke om tonen i debatten. Vi svigter, hvis vi lader de tonedøve og politisk umusikalske bestemme, hvad der må diskuteres, analyseres og besluttes. Vi skal reagere på vore følelser, men løsningerne skal være baseret på fornuft.