Kvælstofberegninger er mangelfulde
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi er i øjeblikket vidner til en særegen opførsel på Christiansborg. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er af en samlet rød blok og De Konservative blevet lagt for had, fordi hun har indset, at Danmark ikke kan blive ved med at holde til at presse landbruget i knæ. Lige nu går det på, om landbruget skal kunne gøde i samme omfang som landmænd i det øvrige EU.
Dette er en ganske åbenlys nødvendighed, hvis der fortsat skal kunne drives landbrug i Danmark med de arbejdspladser, det afstedkommer i mejerier, slagterier og andre virksomheder, der har en væsentlig interesse i samhandel og samarbejde med landbruget og at skabe indtægter til landet.
EKH har indset, at det er uden mening bevidstløst at fortsætte efter de modeller, der er blevet opstillet under forskellige røde regeringer og deres udvalgte forskere.
Det er forkert ustandseligt at give landbrugets brug af kvælstofgødning skylden for alverdens miljøbelastninger i søer, vandløb, fjorde og åbne have. Naturens kredsløb er enkelt at forstå. Uden næringsstoffer, ingen fødevareproduktion. Hvad skal vi så leve af? Føde skal vi jo have.
For så vidt angår de modelberegninger, der hidtil er anvendt, som ministeren nu tillader sig at forholde sig anderledes til end hendes forgængere, så er de ganske problematiske. Når en landmand i dag vil udvide eller ændre sin husdyrproduktion, skal ansøgningen ske ved brug af et statsligt ansøgningssystem, der anvender en modelberegning i et edb-program kaldet Farm-N, hvor Aarhus Universitet og dets forskere er ansvarlige for programmets modeller. Det er bl.a. disse modeller, forskningsmiljøet anvender til deres forudsigelser om kvælstofudledningen til miljøet.
Vi har nu flere gange siden 2007 påpeget, at programmet er fuldt af fejl, uden at det har haft effekt. Programmet er både mangelfuldt i sine grundlæggende modeller og særdeles upræcist i sine resultater. Det er bl.a. rettelser heri, vi ser frem til i landbruget, så vi kan få et mere retvisende billede af kvælstofomsætningen på de dyrkede arealer.