Søndagspanelet: Embedsmandens syv pligter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da jeg for godt 25 år siden blev ansat som lektor ved Aarhus Universitet, begyndte jeg at fundere over, om jeg kunne finde et godt emne for en juridisk doktordisputats. Det var på det tidspunkt, hvor sagen om den kreative bogføring i Skatteministeriet og Tamil-sagen buldrede løs. Den første kostede Anders Fogh Rasmussen posten som skatteminister. Den anden væltede hele Schlüter-regeringen. Så jeg fik den idé at skrive om skandalesager og ministres og embedsmænds ansvar. Det viste sig hurtigt at være et godt emne. Som en kollega sagde, havde jeg fået »kastet mit faglige surfbræt op på en af de helt store bølger«. Der var skandaler nok, og flere kom hele tiden til.

Med bølger er det jo sådan, at det går op og ned, og sommetider kan det endda blive havblik. Men det varer sjældent længe. Jeg har derfor også med jævne mellemrum kunnet finde mit gamle ”surfbræt” frem igen og holde mine gamle foredrag om ministre, embedsmænd og skandalesager endnu en gang; kun med få tilføjelser og småændringer. Den seneste bølge af skandalesager kom for godt to år siden, da tre ministre kom alvorligt i klemme. Først udviklingsminister Christian Friis Bach, der selv valgte at gå. Så socialminister Annette Vilhelmsen, der delte en million kroner ud og blev udstyret med en såkaldt ”næse” af Folketinget. Og endelig justitsminister Morten Bødskov, der blev tvunget til at gå af, efter at han havde forsøgt sig med, hvad senere blev kaldt en nødløgn over for Folketingets Retsudvalg.

Sagerne gav anledning til, at Statsministeriets departementschef varslede, at de gammeldags embedsmandsdyder skulle være pensum i samtlige ministerier. Som en udløber heraf udgav Finansministeriet i efteråret en lille sortgrå bog på et halvt hundrede sider med titlen ”Kodex VII – Syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen”. Uden for embedsmandskredse har opmærksomheden vist været begrænset, men bogen er god at få forstand af. Syv er jo et helligt tal, og sådan er det på sin vis også med embedsmandsdyderne. Stillet op på rad og række lyder de syv pligter: lovlighed, sandhed, faglighed, udvikling og samarbejde, ansvar og ledelse, åbenhed om fejl og partipolitisk neutralitet. Om lovlighed er at sige, at det er embedsmændenes opgave loyalt at rådgive og bistå regeringen og dens ministre. Det er imidlertid grundlæggende i en retsstat, at al rådgivning og bistand skal ske inden for lovens rammer. Det er godt at få slået fast. For undertiden kan naturen gå over optugtelsen. I sandhedspligten ligger, at embedsmænd ikke må medvirke til, at ministeren giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger. Og når Folketinget spørger i øst, må ministeren ikke svare i vest eller på anden måde søge at smyge sig udenom. Pligten til faglighed indebærer, at embedsmænd skal yde faglig gedigen rådgivning om f.eks. jura, økonomi, sundhed og miljø. Det er nødvendigt for at sikre, at ministerens beslutninger kan træffes på et ordentligt grundlag.

I pligten til udvikling og samarbejde ligger, at embedsmænd skal holde øjne og ører åbne og vise evne og vilje til nytænkning. Man kan sige, at der i virkeligheden er tale om en særlig side af pligten til faglighed.

Pligten vedrørende ansvar og ledelse drejer sig om, at det er embedsmændenes pligt at arbejde for, at ministerens beslutninger føres ud i livet. De skal derfor efterleve de instruktioner og ordrer, de får. Med et gammeldags udtryk har embedsmændene lydighedspligt. Det kan måske lyde lidt stivbenet, men meningen er god nok. I et ministerium er det ministeren, og kun ministeren, der er folkestyrets repræsentant. Ministeren står til ansvar over for Folketinget, og han eller hun er kun minister, så længe vedkommende er tålt af Folketinget. Det er derfor ministeren, der bestemmer.

Embedsmænd skal gøre sig umage med at undgå fejl. Men i den virkelige verden kan fejl ikke undgås. Pligten til åbenhed om fejl indebærer, at man ikke må benægte, hvis man har begået fejl, eller søge at dække over fejlen. Det er en velbegrundet regel, for al erfaring viser, at det allerfarligste for både embedsmænd og ministre er at forsøge at skjule og bortforklare fejl. Som tidligere folketingsformand og minister Erling Olsen engang på vanlig underfundig vis udtrykte det: »Tager man ansvaret, forsvinder det. Men forsøger man at løbe fra det, skal det nok indhente dig.«

Den sidste af de syv er pligten til partipolitisk neutralitet. Denne pligt indebærer, at embedsmændene ikke må blande deres egne politiske holdninger ind i arbejdet. Det er regeringen og ministrene, der har mandatet til at sætte den politiske kurs, ikke embedsmændene. Og en ny regering med en anden partifarve skal kunne have tillid til, at embedsmændene vil betjene den lige så loyalt, som de betjente den tidligere regering. Det er helt centralt for den måde, vi i Danmark har organiseret statsstyret på.

Så ja, de grundlæggende regler om embedsmændenes pligter er egentlig enkle og letforståelige. Det er godt, at de nu er blevet formuleret så velskrevet og overskueligt, som det er sket med ”Kodex VII”. Det er meningen, at kodekset nu skal udbredes til alle embedsmænd i ministerierne og inddrages i forbindelse med ansættelse af nye chefer og medarbejdere og indgå ved vurderingen af chefer og medarbejderes præstationer.

Det er givetvis for optimistisk og blåøjet at tro, at det nye kodeks vil forhindre, at der fremover opstår nye skandalesager om ministre og embedsmænd. Men måske vil bølgegangen fremover kunne blive mindre voldsom.

”Kodex VII” kan hentes på www.modst.dk/kodexvii