Når kunstnere ytrer en holdning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig udtalte skuespilleren Sofie Gråbøl sig om, hvor flov hun er over at være dansker grundet den stormomsuste ”smykkelov”. Udtalelsen er ikke interessant på grund af indholdet eller det faktum, at hun har en holdning – men fordi den er så gabende forudsigelig, at man tager sig til hovedet.

I Danmark kan vi med rette være stolte af vores politiske sindelag. Ud over en imponerende valgdeltagelse udmærker danskerne sig især ved det faktum, at vores holdninger og stemmer ikke er bestemt af økonomiske eller sociale tilhørsforhold. Her findes bankdirektører, der stemmer SF, ligesom arbejdere ofte stemmer borgerligt.

Det er et stærkt demokratisk sundhedstegn, at vi i den grad netop ikke passer ind i forudsigelige opinionsmodeller. Dette er formentlig også grunden til, at meningsmålingsinstitutter så ofte tager fejl i deres forudsigelser i danske valg.

Der er dog ét sted, hvor denne vidunderlige politiske pluralitet aldrig har slået igennem; blandt kunstnerne (forfattere, sangere, instruktører, skuespillere etc.). Når kunstnere udtaler sig, er deres meninger fuldstændig enslydende. Man kan således være ganske sikker på, at de udover at være venstreorienterede og selverklærede humanister også er imod asylstramninger, imod det nationale, imod borgerlige, imod kapitalisme og imod Israel. Endelig kan man være sikker på, de hader den siddende regering næsten lige så meget, som de hader DF.

En ualmindelig syg kultur

Man er helt i sin gode ret til at være for eller imod de ovennævnte politiske områder – men det er noget nær en statistisk umulighed, at der blandt alle de kunstnere, der render rundt og råber op i samfundet, ikke kan findes bare enkelte med borgerlige sindelag. Det er ikke desto mindre virkeligheden i kunstnernes verden – og det kunne vidne om, at en ualmindelig syg kultur hersker i kunstnerkredse. Her accepteres kun én politisk mening, den, som alle de andre også har.

Der er i grunden kun to mulige forklaringer på denne absurditet: Enten holder anderledes tænkende kunstnere mund af frygt for at blive frosset ude af deres kolleger, eller også sorteres de anderledes tænkende fra, allerede før deres karriere rigtig går i gang, simpelthen fordi alle døre lukkes for dem. Under alle omstændigheder er det grotesk at observere, at landets kunstnere, der ellers burde hylde originalitet, tilsyneladende alle skal mene det samme.

Det kunne være befriende, hvis en kunstner en dag turde ytre en mening, der ikke er så latterligt forudsigelig som den, Sofie Gråbøl kom med – på den måde kunne kunstnerne måske også bryde ud af deres selvskabte endimensionalitet og faktisk åbne for en ny interesse for deres bidrag til den politiske debat. Men det sker næppe – og derfor må de fleste af os fortsat græmme os, når kunstnere ytrer en holdning.