Erhvervslivet skal ind i folkeskolen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er lærer i folkeskolen, og da solen skinnede i august, og mange var på vej hjem fra ferie under varmere himmelstrøg, satte jeg mig ned med årsplanlægningen, der er grundlæggende for mine elevers skoleår. Så omkring mig flød det med papirer, mål og bøger; alt det, jeg gerne ville have med i min undervisning, så vi kan få mest muligt ud af den tid, vi bruger i klasselokalet.

Men også nye ting skulle tænkes ind i år: I folkeskolereformen skal vi arbejde med ”åben skole”, der betyder, at skolerne skal ud i samfundet, og samfundet ind i skolerne. Hvilken mulighed.

Erhvervslivet skal fremover i samarbejde med skolen lave forløb, så vi sammen kan skabe en forbindelse mellem skole, evner og fremtidigt arbejdsliv. Så mens jeg sad der begravet i planer og idéer, var det oplagt at gribe røret og række ud til en masse virksomheder for at komme på besøg.

Hev direktøren i armen

Det her bliver rigtig godt, tænkte jeg. Jeg lukkede øjnene et øjeblik og så for mig en klasse, der nysgerrigt undersøgte, drømte, diskuterede og forestillede sig, hvordan de kunne være en del af den virksomhed. Jeg smilede ved tanken om elever, der stod på hinandens tæer for at få lov, hev direktøren i armen for at stille spørgsmål, pillede ved borde, blyanter, maskiner og stak næsen i de ansattes arbejde.

Jeg glædes ved elever, der pludselig havde noget at kæmpe for, noget, de troede på, at de kunne opnå – der forstod, hvad det krævede, og så, at der er et mål efter folkeskolen.

Lokalområdet består af mange forskellige slags virksomheder, såsom fx detailbutikker, tekstilfabrikker, frisører og automekanikere, som mine elever måske – måske ikke – i fremtiden kunne komme til at være en del af; så dem ville jeg da kontakte. Men det skulle ikke gå, som jeg havde tænkt.

Blank afvisning

Den første virksomhed, jeg kontaktede med stor begejstring, afviste blankt min interesse. De havde haft rigtig mange af skolens elever før, og det tager tid af deres arbejde, som de ikke får igen. Nå. Med lidt større overbevisning i stemmen og argumenterne klar, ringede jeg til den næste virksomhed. Heller ikke interesseret. De bed heller ikke på min idé med, at de kunne komme ud på skolen.

Efter 10. virksomhedskontakt opgav jeg. Jeg lukkede computeren i, smed telefonen på bordet og kastede mig tilbage i kontorstolen med et stort suk.

Som sagt så skal vi ifølge den nye reform af folkeskolen i højere grad til at samarbejde med det omkringliggende samfund om undervisningen af børnene i skolen. Det ser jeg som lærer store muligheder i og vil gerne påtage mig at få det ind som en del af elevernes skoledag. Desværre møder jeg store udfordringer i mine forsøg – nøjagtigt som det netop er blevet vist, at også andre skoler i landet gør.

Det fælles ansvar

Ifølge den netop udgivet statusrapport over elevernes oplevelse af den nye skole foretaget af SFI slås det nemlig fast, at eleverne generelt ikke oplever, at der foregår skolerelaterede aktiviteter uden for skolens murstensvægge.

Som samfund er vi interesseret i, at vores børn får en forståelse for det liv, der venter dem efter skolen.

Og her har ikke mindst erhvervslivet masser af ønsker til, hvilke mennesker de gerne vil modtage, så de mennesker kan fungere som en aktiv del af arbejdsmarkedet – sådan som det meste af vores liv tilbringes. Dertil er det en investering, så virksomhederne kan blive en vindende brik i det store konkurrencespil i verdenssamfundet.

Vi brænder for at komme ud og måbe over direktøren, se alle de store maskiner og stille en masse nysgerrige spørgsmål. Problemet er bare, at det ikke tyder på, at erhvervslivet vil være med. Derfor mener jeg, at erhvervslivet i højere grad bør tage det fælles ansvar og se det som en investering i fremtiden at invitere skoler og børn ind i deres virkelighed.