Nødløgnens død

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I december 2013 blev daværende justitsminister Morten Bødskov tvunget til at gå af, efter at det var kommet frem, at han havde givet Folketinget en urigtig begrundelse for, hvorfor Retsudvalgets besøg på Christiania skulle aflyses. Årsagen var, havde ministeren fortalt, at politidirektør Reimann desværre ikke kunne deltage den dag på grund af andre møder. Det passede ikke. Realiteten var, at PET havde frarådet besøget af sikkerhedsmæssige grunde. Forklaringen om, at politidirektør Reimann var forhindret i at deltage, var urigtig og opfundet til lejligheden.

Få måneder senere blev de topembedsmænd, der havde rådgivet ministeren og medvirket til at konstruere den urigtige forklaring, frifundet i en tjenestemandsundersøgelse. Forhørsledelsen nåede frem til, at embedsmændene ikke havde haft andet valg end at lyve. Der havde været tale om en såkaldt »forklarlig og undskyldelig nødløgn«, et begreb som forhørsledelsen forklarede med en henvisning til Ordbog over det Danske Sprog, hvorefter en nødløgn er »en ofte som undskyldelig eller forholdsvis uskyldig betragtet løgn, som en (i øvrigt sanddru) person benytter sig af i en nødsituation, en forlegenhed, for ikke at volde andre fortræd eller bekymring eller lignende.«

Nødløgnsbetragtningen blev mødt med stærk protest blandt Folketingets partier. I maj 2014 vedtog Folketinget enstemmigt, at der som opfølgning på Christiania-sagen var »behov for at slå fast, at det ikke skal være muligt at bruge en nødløgn over for Folketinget«.

At nødløgne ikke går an, er nu blevet slået fast med syvtommersøm af et udvalg med fhv. højesteretspræsident Børge Dahl som formand. Udvalget blev nedsat sidste år i december af regering og folketing. I Børge Dahl-udvalgets betænkning hedder det, at »nødløgnsbetragtningen i forhørsledelsens beretning i Christiania-sagen har påkaldt sig stor opmærksomhed i den offentlige debat. Det er udvalgets opfattelse, at der ikke i gældende ret er noget holdepunkt for at tillægge begrebet retlig betydning i forhold til brud på sandhedspligten«. Og for at ingen skal være i tvivl, slås det derefter fast, at »det er sammenfattende udvalgets opfattelse, at det efter gældende ret ikke er relevant at inddrage ”nødløgnsbetragtninger”, når der i konkrete sager skal tages stilling til, om ministre eller embedsmænd har begået brud på sandhedspligten. Heller ikke fremover bør sådanne betragtninger tillægges retlig betydning«.

Hvis nødløgnsbegrebet ikke allerede var dødt, er det det i hvert fald nu. Som det hedder i Børge Dahl-udvalgets betænkning, er sandhedspligten af fundamental betydning for, at vores demokrati kan fungere, og afgørende for den tillid mellem Folketinget og ministrene, som vores parlamentariske ordning bygger på. Vi skal kunne stole på, at en minister kun giver Folketinget sande og fyldestgørende oplysninger.

For ministre gælder det, ligesom for almindelige borgere, at der en overordentlig sjælden gang kan opstå en helt ekstraordinær og atypisk situation, hvor en straffebestemmelse er blevet overtrådt, men hvor det alligevel er helt åbenbart, at det ikke har været meningen at straffe. »Nød bryder alle love«, siger en gammel talemåde. Hvis man f.eks. tager en båd for at komme en druknende til undsætning, vil man ikke kunne straffes for tyveri. Det har straffeloven da også taget højde for. Lovens § 14 siger nemlig direkte, at en handling, der ellers ville være strafbar, ikke straffes, hvis den var nødvendig for at afværge truende skade på mennesker eller gods, forudsat at lovovertrædelsen kan anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.

Det er derfor også oplagt, at handlingen ikke er straffri, hvis det truede gode kunne være reddet med lovlige midler.

Det er sådanne lovlige midler, Børge Dahl-udvalget beskæftiger sig med. Udvalget er nemlig blevet bedt om at komme med anbefalinger til, hvordan der fremover kan etableres en ordning, hvor repræsentanter for Folketingets partier kan få en særlig fortrolig orientering om følsomme oplysninger. Udvalgets forslag er, at der i de yderst sjældne tilfælde, hvor en minister ikke kan se anden mulighed end at tilsidesætte sandhedspligten for ikke at bringe f.eks. rigets sikkerhed i fare, bør etableres en ordning, hvor ministeren kan fortælle sandheden til et folketingsorgan med nogle udvalgte, alment respekterede folketingsmedlemmer. Udvalget synes, at det vil være nærliggende at henlægge opgaven til Folketingets Præsidium.

Fordelen ved en sådan ordning er, at den sikrer parlamentarisk kontrol og tilsyn, hvis en minister engang i fremtiden en yderst sjælden gang måtte finde, at han er havnet i en helt ekstraordinær situation, hvor han ikke kan dele ud af sandheden til alle. Ordningen vil dermed også kunne understøtte tilliden mellem regering og Folketing.

Det er nu op til folketing og regering at beslutte, hvorledes tingene skal gribes an. Man kan vælge ikke at gøre noget og som hidtil lade det være op til den enkelte minister at finde ud af, hvad han vil gøre, med fare for at den parlamentariske kontrol går fløjten. Man kan også vælge at følge udvalgets anbefalinger, som i virkeligheden blot går ud på, at regering og folketing skal give hinanden håndslag på i fællesskab at finde en fornuftig løsning med mulighed for at orientere f.eks. partiernes politiske ledere, hvis den helt ekstraordinære situation skulle opstå, at ministeren ikke mener at kunne fortælle sandheden til alle.

Afgørende er det under alle omstændigheder, at det besynderlige nødløgnsbegreb nu er blevet kvalt og lagt i graven, hvor det hører til.