Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Yitzhak Rabins vision lever stadig 20 år efter

På mange måder skabte den tidligere premierminister Yitzhak Rabin, der blev myrdet for 20 år siden, grundlaget for det moderne Israel, vi kender i dag.

Barukh Binah, Israels ambassadør i Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er blevet opfordret til at skrive om mine personlige minder om afdøde premierminister Yitzhak Rabin, som blev myrdet af en jødisk terrorist den 4. november for 20 år siden. En meget vanskelig opgave, idet mit mest ”personlige” minde er, da jeg hørte om mordet på Rabin begået af en ussel morder. Verdens grimhed viste sig den aften. Der vil aldrig være nogen trøst for os.

Jeg har dog personlige minder om Rabin, som da han overbevisende forklarede 35 medlemmer af Kongressen i Washington, at Israel stod i en styrket forhandlingsposition med den eneste tilbageværende globale supermagt, USA, som sin bedste ven og allierede, og derfor måtte satse på en fredelig løsning med sine palæstinensiske naboer.

Han påtog sig ansvaret

Eller da et stort amerikansk dagblads redaktion og udgivere havde kritiseret ham skarpt for situationen i de palæstinensiske områder under den første intifada, hvorefter han på et møde lod dem forstå, at ingen skulle kigge længere end på ham i placering af ansvaret for, at Israel opretholdt lov og orden.

Eller da han som ”almindeligt” medlem af Knesset, omend tidl. premierminister, kom for at sige farvel til en venligsindet leder af den stedlige nyhedsredaktion for en stor amerikansk tv-station, »fordi ingen fra regeringen mødte op«, som Rabin udtrykte det. Rabins egne ord giver os muligheden for at kigge nærmere på hans eftermæle – eller rettere hans vision for staten Israel:

Hans beslutsomhed, da han søgte en afslutning på konflikten med palæstinenserne, er særligt instruktiv i disse dage, hvor vilkårlige knivstikkere og personlige angreb begået af vanvittige palæstinensere sætter dagsordenen:

Da han dannede sin anden regering i 1992, henvendte Rabin sig fra Knessets talerstol direkte til palæstinenserne: »Skæbnen har bestemt, at vi skal leve sammen på dette stykke jord side om side,« og henviste til de 100 foregående års krig og terror, som kun havde påført palæstinenserne lidelse, smerte og tab. Frem for at følge et lederskab, der førte dem på afveje, kunne de vælge anderledes: at lytte og at tage imod den fremstrakte hånd.

Det udelte Jerusalem

Hans vision om et udelt Jerusalem som Israels hovedstad, som han selv gik i krig for to gange, er lige så relevant i dag som ved byens 3000 års jubilæum i 1995, hvor han understregede, at det var udgangspunktet for en afslutning på konflikten.

Rabin var en stor militær leder, der førte sine tropper igennem mange slag.

Det er umuligt at glemme hans ord den 26. juli 1994 i Kongressen, flankeret af Jordans Kong Hussein, da han identificerede sig selv som »id-nummer 30743, pensioneret generalløjtnant Yitzhak Rabin, soldat i Israels forsvarsstyrker og soldat i fredens hær. Jeg har sendt regimenter direkte ind i ilden og soldater mod deres død. I dag siger jeg til Dem: Dette er det eneste slag, der er en fornøjelse at udkæmpe – slaget for fred.«

Krav om et stærkt Israel

Han var samtidig illusionsløs og fraveg ikke kravet om et stærkt Israel. I august 1993, på Israels nationale forsvarsakademi, understregede han, at kun et stærkt Israel kunne levere den sikkerhed, der muliggjorde svære og smertefulde beslutninger for at få fred. Sikkerhed var den uomgængelige faktor ved enhver fredsaftale.

På mange måder skabte Yitzhak Rabin grundlaget for det moderne Israel, vi kender i dag.

»Hvilket Israel ønsker vi?« spurgte han i 1993. »Vi ønsker en jødisk stat, en zionistisk stat, et højt udviklet demokrati og en stærk stat. Lige nu bevæger vores historie sig fra krig mod fred, og fra at herske over et andet folk mod et nyt liv. Vi går fra at købe kampvogne og fly til at investere i mennesker, velfærd, og først og fremmest uddannelse.«

Rabins faste hånd

Israel var uden dyrebare naturresourcer og ville fortsat, men modvilligt, investere i militær slagkraft. Det virkelige nybrud var viljen til at investere i uddannelse, forskning og oplysning. Rabins vision er i virkeligheden grundlaget for The Start-Up Nation. Det er umuligt at beskrive Israels økonomiske succes igennem de sidste to årtier uden at pege på Rabins lederskab.

I mine øjne er det Yitzhak Rabins eftermæle og vision. Vi savner hans lederskab og hans drøm, hans velkendte sky smil og hans faste hånd. Jeg savner ham personligt.