Søfolk tabt mellem to verdener

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dronning Margrethe og prins Henrik skal på officielt besøg i Indonesien den 22.-24. oktober. De skal først besøge hovedstaden Jakarta og derefter den store havneby Surabaya på Østjava. Når danskernes blik derfor rettes mod Indonesien, finder jeg anledning til at fortælle historien om 32 danske krigssejleres skæbne på Java. Det er et lille stykke danmarkshistorie, som ikke har fået særlig meget omtale i beretningerne om danske søfolk under Anden Verdenskrig.

Til daglig hører vi ikke meget til dette store land med 250 millioner indbyggere. Landet er verdens tredjestørste demokrati, og det har verdens største muslimske befolkning.

Indonesien var tidligere en hollandsk koloni og havde stor betydning for velstanden i Holland (de smukke byer og malerier) på grund af handelen med gummi, kaffe, sukker og krydderier. Surabaya var en stor flådehave. Også danskere var rejst ud til den fjerne koloni for at slå sig ned, især som plantagebestyrere, læger, biologer eller apotekere. Der boede således en del danskere i byen, da der pludselig stod 32 danske søfolk uden skib en dag under Anden Verdenskrig. Det var besætningen fra M/T ”Jane Mærsk”

Tankskibet M/T ”Jane Mærsk” var sejlet fra Antwerpen i 1939, og besætningen kom først hjem til Danmark længe efter, at krigen i Danmark var slut. En af søfolkene var min far.

Søfolkenes oplevelser under krigen blev der ikke talt så meget om. Dengang troede man, at det var bedst ikke at tale om traumatiske hændelser, og de 32 danske søfolk fra ”Jane Mærsk” havde vist aftalt, at de efter hjemkomsten ikke skulle tale om tiden i det Fjerne Østen. Måske det er derfor, at deres indsats i kampen ikke har fået nogen nævneværdig plads i historien. Derfor skal den fortælles her.

En rapport fra kaptajn Kristensen beretter om skibets og besætningens skæbne. Da Danmark blev besat af tyskerne den 9. april 1940, var ”Jane Mærsk” på rejse fra Singapore til Abadan for at laste dieselolie. Over radioen blev alle danske skibe af Handelsministeriet bedt at søge neutral havn. Besætningen besluttede at søge til Surabaya i Hollandsk Ostindien. Havde de søgt til den engelske havn Singapore, var det ensbetydende med, at de var gået ind i krigen på allieret side. Men der skulle ikke gå mange uger, førend søfolkene var krigssejlere for de allierede.

”Jane Mærsk” lå på reden i Surabaya, da Holland blev inddraget i krigen den 10. maj 1940, og fordi Danmark kun havde gjort lidt modstand mod besættelsesmagten, blev danskerne i første omgang betragtet som fjender. Skibet blev bordet af to hollandske lodsbåde fyldt med soldater, der myldrede op på dækket. De erklærede skibet for hollandsk ejendom.

Næste dag blev søfolkene beordret i lastbiler og ført til en interneringslejr. Det var forbudt at tale sammen, og ordren lød på, at hvis de ikke straks adlød, ville de blive skudt. Her tilbragte de 14 dage på et cementgulv på nogle tynde måtter, konstant overvåget af soldater, der sigtede på dem med geværer dag og nat. De havde ingen af deres ejendele, og de var plaget af moskitoer.

En repræsentant fra A.P. Møllers kontor i New York, der arbejdede i Singapore, kom og fik dem løsladt. Der var desuden sendt et telegram fra den hollandske dronning Wilhelmina om, at søfolkene ikke var fjender. Men Dannebrog var strøget og det hollandske flag hejst.

Skibet kom nu til at sejle under navnet ”Ambo”. Og der fulgte mange nervepirrende måneder, hvor tankskibet sejlede med olie til de amerikanske baser på Filippinerne og Borneo. Det blev særlig farligt, efter at USA trådte ind i krigen den 8. december 1941, dagen efter japanernes angreb på Pearl Harbor. ”Ambo”, der nu også sejlede med våben og ammunition til de britiske og hollandske besiddelser, blev ofte forfulgt af japanske ubåde og bombefly. De blev flere gange angrebet af japanske jagere, men blev ikke skadet.

I begyndelsen af marts 1942 var den japanske fremrykning i Østasien nået til Java. ”Ambo” var på vej i konvoj mod Borneo, men måtte vende om. De blev beskudt af japanske jagere, men slap ind i havnen. I samme øjeblik, de nåede derind, angreb en stor formation af bombemaskiner, som med fuldtræffere ramte mange af de skibe, der lå på reden, en bygning med flyvemaskiner, pakhuse og kajer.

Besætningen på ”Ambo” fik af de hollandske myndigheder ordre til at sænke skibet, så japanerne ikke kunne redde det. Mens hollandsk militær sprængte alt på havnen i luften, lykkedes det besætningen at redde sig i land. Der var ild og røg overalt. I havnen druknede søfolk fra de andre skibe, og man kunne ikke komme dem til undsætning.

Hjemme i Danmark fik familierne underretning om, at besætningen var kommet i land i live, men derefter var der ingen kommunikation de følgende treethalvt år. Breve og telegrammer gennem Røde Kors nåede ikke frem.

Søfolkene fik ingen hjælp af den danske konsul, men den svenske konsul, Axel Wieslander, trådte til og hjalp dem, så godt han kunne, men ellers klarede de sig ved småjob.

Tre fra skibets besætning kom i japansk fangenskab i syv måneder, fordi de havde handlet på den sorte børs. Søfolkene var jævnligt i forhør af japanerne om, hvem der havde sænket skibet, men de insisterede på, at det var hollænderne, og de klarede frisag. Alle lærte hurtigt at bukke for de japanske soldater, som var overalt. Danskerne fik stort set lov til at gå frit omkring i byen, i modsætning til hollænderne og englænderne, der blev sat i japanske fangelejre. En familie, som søfolkene havde kontakt med, kom i japansk fangelejr i oktober 1942, hvilket må have været skræmmende.

Rundt om i byen var der oprettet fangelejre. Kvinder og mænd i adskilte lejre. Mange blev deporteret videre til andre lejre på øen. Søfolkene holdt til i efterladte huse, men blev jaget fra det ene hus til det andet, og mens priserne steg og steg, fik de tiltagende svært ved at klare sig.

Japanerne kapitulerede den 14. august 1945, få dage efter at atombomberne var faldet over Hiroshima og Nagasaki. Men det blev ikke søfolkenes befrielse. Allerede to dage efter japanernes overgivelse erklærede lederen af det indonesiske nationalparti, Sukarno, Indonesiens uafhængighed, og han blev udpeget som præsident. I Surabaya ligger der et stort krigsmuseum, Heroes Monument, til minde om den indonesiske uafhængighedskrig, der varede fra den 17. august 1945 til december 1949 og blev afsluttet efter internationalt pres på en FN- konference i Haag.

Søfolkene befandt sig ret hurtigt i en ny krigszone. Surabaya blev bombet og ødelagt i kampen mellem hollænderne, der ikke ville acceptere tabet af kolonimagten, og indoneserne, der ville have selvstændighed. Engelske og indiske tropper og fly blev sat ind som støtte for hollænderne. Der var ingen udsigt for europæerne til et fortsat liv i Surabaya. De ville til Europa ligesom søfolkene. Men hvordan?

Midt i kamphandlingerne, den 4. november 1945, blev der indgået en kortvarig våbenhvile, hvor engelske militærkøretøjer fik lov til at evakuere ca. 1.750 europæiske kvinder og børn samt søfolkene fra ”Jane Mærsk”. De blev kørt gennem byen i 55 store militærkøretøjer, mens engelske soldater stod på den ene side af vejen og indonesiske frihedskæmpere på den anden side klar til at kæmpe videre. I havnen blev de med et landingsfartøj bragt om bord på et stort landgangsskib. Kaptajnen skriver: »Landgangsfartøjet gik tilbage til havnen og løb på en mine, og mange omkom til vor store sorg.«

De blev sejlet til Singapore, hvor der blev opsamlet og evakueret europæere fra Østen til Europa. Den 12. november rejste de videre med troppeskibet ”Orontes” til Southhampton. Men på ”Orontes” manglede der otte søfolk. De befandt sig oppe i højlandet, og på grund af kamphandlinger blev de først evakueret i august 1946. På skibet var der bekymring for omkring 100 danskere, der stadig befandt sig på Java. Tre danskere var døde i japansk fangenskab.

Hele kaptajn Kristensens besætning overlevede krigens rædsler, men mange kom syge og underernærede hjem, og mange fik livsvarige men.

De første anløb København juledag 1945. Ligesom andre danske søfolk på havet under Anden Verdenskrig kom ”Java-danskerne” hjem til familier, som havde oplevet krigen helt anderledes.

To forskellige verdener skulle finde sammen. Begge var forandrede af de fem-seks år, der var gået. Søfolkenes traumer bestod først i hollændernes hårdhændede behandling, dernæst i faren på havet, efterfulgt af interneringen under japanerne og endelig bombardementet og kampene i Surabaya. Hertil kom savnet af deres familier og uvisheden om, hvad der skete i Danmark.

Hvis læserne har informationer om besætningen på ”Jane Mærsk” eller om andre ”Java-danskere”, er jeg meget interesseret i at høre om det.