Europas nyfundne jødehad
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
»Jeg har intet imod jøder – slet, slet ikke. Men jeg er dyb og inderlig modstander af den israelske regering.«
Hvor mange gange har man i den offentlige debat hørt en sådan sætning – eller en, der ligner?
Og hver gang bliver der jo nikket anerkendende, for det er jo sådan set i orden at udtrykke sig således – og helt i tråd med europæisk-ideel demokratisk, fordomsfri tænkning: Vi har ikke noget imod jøder... Ja, altså lige undtaget Benjamin Netanyahu. Ja, altså lige undtaget Avigdor Lieberman. Ja, altså lige undtaget Barak eller Peres eller eller Dayan eller Rabin eller Meir eller Ben-Gurion eller Chaim Weizmann eller Theodor Herzl.
Men ellers – nej, nej da – så er vi ikke modstandere af jøder.
Men en historisk kendsgerning er det, at den infame modstand mod jøder igennem historien altid har haft mange forskellige sofistikerede og lignende pænt indpakkede forklædninger.
Det er ikke jøder som sådan, vi har noget imod. Højst dem, der korsfæstede Kristus. Højst dem, der puger penge eller tager ågerrenter. Højst dem, der slagter fedekalvene på den forkerte måde. Højst dem, som æder kristne børn ved Pesach. Højst dem, der tager alle de bedste job. Højst dem, der provokerende går med kalot. Højst dem, der står bag den kommunistiske revolution. Højst dem, der styrer Wall Street og den internationale finansverden. Højst dem, der konspirerer om at tage verdensherredømmet. Men ellers – nej – så er vi da ikke modstandere af jøder.
Den jødiske stat er problemet
Ja, og så er der jo Netanyahu.
Han er den nye årsag, imod hvilken modstanden rettes. Som den tidligere rettedes mod David Ben-Gurion, Golda Meir, Menachem Begin, Ariel Sharon og såmænd også mod Yitzhak Rabin, lige indtil sidstnævnte var så elskværdig at lade sig myrde og følgelig – ligeledes i tråd med den historiske tradition – blev udnævnt til at være en god, gennemreel og fredselskende jøde.
Men skæres de ideeldemokratiske, påtaget fordomsfrie og tolerante ord væk, står altså kernen tilbage: Europa vil erklære, at man ikke har det mindste imod jøder; det er bare den jødiske stat, man ikke kan lide. Og melder sig med denne retorik dermed naivt ind i klubben, der tæller Hizbollah, Hamas, Islamisk Stat, al-Qaeda, Boko Haram samt 22 feudalistiske, udemokratiske arabiske lande.
Det er en længere proces, der har bragt en stor del også af den danske intellektuelle elite fra koncepterne. Men det er en proces, der i sin substans begynder og ender med jødehadet. Og for jødehadere er Israel i dag såvel tornen i øjet som alibiet. Det vil Israel være indtil den dag, det ikke længere eksisterer.