Jeg er træt af al den innovation

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kan ikke blive ansat som rengøringsassistent i Jammerbugt Kommune, på kontoret i et køkkenfirma i Klæstrup eller få hyre som opvasker i Politigårdens kantine, uden at man skal nikke ja til, at man er kreativ, innovativ og elsker udfordringer, utilsigtede hændelser og gerne og med glæde løser urimelige og uventede opgaver.

Personligt er jeg træt af al den innovation og kreativitet. Jeg er ikke Picasso, Mozart, Bjarke Ingels eller Utzon, jeg er ikke engang kunstner eller arkitekt, og jeg har ingen ambitioner indenfor akrylfarver eller akvarel. Andre er bedre til den slags, end jeg er. Det er godt.

Jeg bliver træt i blikket, når man ”tænker ud af boksen”, ”spiller bold med begreber” eller tager ja-hatte på og bruger utallige post-it-sedler i mange farver. Som den rutinerede tværing jeg er, så tænker jeg i mit stille sind: Lad os få rutine, regelmæssighed og faste rammer tilbage i stillingsopslag, studieordninger og skrivebordsopgaverne. Jeg er ikke meget for skæve rum eller kreativitetsudviklende koncepter.

Kreativitetsforståelsen har undergået mange forandringer i tidens løb.

Det hele begyndte med Guds monopol, hvor opgaven var enkel: creatio ex nihilo.

Gud skabte verden ud af ingenting. Det har ingen kunnet gøre ham efter, så slap af og tænk: Når kreativitet måles på en skala fra 0 til helt guddommeligt, og Gud allerede har sat sig på det øverste trin, så kan man ikke vinde kampen om at være mest kreativ, så kan man lige så vel vælge sine kampe andetsteds.

Så kom renæssancens kreativitetsbegreb: Gud er her ikke i denne verden, så vi mennesker forsøger at løse hans opgaver så godt, vi kan. Også den kamp vil man tabe.

Dernæst romantikkens kreativitetsbegreb: Kreativitet er medfødt og findes hos udvalgte genier. Her var H.C. Andersen heldig, C.W. Eckersberg måske også, men tjek dine arveanlæg i familiens ældre fotoalbum, og så tænker du nok: Det er en umulig tanke at tro, at der skulle være nogen som helst kreativitet gemt blandt arvematerialet fra disse gulnede portrætter. Også her er kampen nemmere at tabe end at vinde.

Kapitalistisk grådighed

Kan man så forlade sig på humanismens psykologiske kreativitetstanke: Alle mennesker er kreative. Alle kan opfinde alt. Jamen, er det en mulighed for alle at være kreativ, så er der ingen grund til at følge med i det spor.

Kan man så bruge vidensøkonomiens kreativitetsbegreb: Her siges det klart fra konkurrencestaten og Corydon, at alt skal kunne betale sig. Det er en ”Per Smed-tanke”, der her forsøger at kamuflere almindelig kapitalistisk grådighed som kreativitet. Glem det. Eller sats på at blive en af ”the chosen few”, og følg i tastaturet hos Mark Zuckerberg, Bill Gates og Steve Jobs. Det er nok også at stile for højt.

Nyd, at to og to er fire

Nu har Zuckerberg, Gates og Jobs efter manges mening opfundet alt, hvad man har brug for, så derfor kan man med ro i sindet læne sig tilbage i sin kreativitetsløshed og forholde sig helt og aldeles rutineret og bogholderagtigt til hverdagen.

Derfor er det bedste råd til alle wannabe-kreative: Nyd de mange dage, hvor alt fungerer. Nyd de mange opgaver, der viste sig at indeholde netop det, der var ventet. Nyd de løsninger, der hentes fra velafprøvet viden og mange års rutine. Nyd, at øvelse rent faktisk ”gør mester” i et fag. Nyd, at to og to fortsat er fire i de fleste sammenhænge. Nyd det, når en god bog rent faktisk har en slutning, der er lykkelig eller ulykkelig, men i det mindste begribelig. Og nyd det, når du møder velforberedte kolleger og ledere, der på ingen måde lægger op til kreative løsninger, netop fordi de har forberedt sig godt til dagen og opgaven.