Erstatning for randzonerne
De såkaldte overdrev, også kaldet græsland, er blandt de mest artsrige lysåbne landbrugsarealer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringen har efter hårdt pres fra landbruget og den borgerlige fløj i oppositionen nu smidt 25.000 hektar natur- og miljøbeskyttede randzoner ud med åvandet, og det på et tidspunkt, da naturen aldrig har haft det værre. De barske realiteter er, at 90 pct. af de overvågede naturtyper og 39 pct. af arterne er i ugunstig bevaringsstatus. Det er de nedslående konklusioner i regeringens seneste indrapportering til EU.
Randzonerne var ikke noget vidundermiddel i forhold til de truede arter og naturtyper, men i et stærkt naturforarmet land som Danmark gav de naturen et tiltrængt åndehul. Offeret kan dog vendes til noget godt, hvis erstatning for randzonerne bliver udtagning af landbrugsjord op til beskyttet natur, eksempelvis de artsrige, men truede overdrev.
10-20 meters beskyttelse
I debatten om randzonerne er det væsentligt at holde sig for øje, at deres primære formål var at reducere tabet af næringsstoffer og pesticider til vandmiljøet. Brugen af kunstgødning, gylle og pesticider op til rindende eller stillestående vand kan ikke undgå at give forurening, da det i praksis er umuligt at dyrke jorden, uden at gylle, kunstgødning og sprøjtegift ender uden for marken.
10-20 meter er en absolut minimumsbeskyttelse, hvis denne direkte forurening skal reduceres. Derfor var randzonerne et målrettet og effektivt virkemiddel. Alternativet er flere efterafgrøder og en generel reduktion af, hvor meget gylle landbruget må udsprede på markerne, hvilket næppe står øverst på erhvervets ønskeliste.
Bedst på den dårlige jord
Randzoner på fede jorder giver fede planter i form af almindelige dominerende græsser, brændenælder og tidsler og dermed en lav naturgevinst. Randzoner på dårlige jorder kan derimod over kort tid blive til god natur, da disse jorder ikke kan holde på næringsstofferne, som hurtigt udvaskes til vandmiljøet.
Derfor er det hensigtsmæssigt at placere den primære udtagning, hvor jorden er dårligst. Derved kan der opnås en gavnlig effekt både for vandmiljøet og landnaturen, og man vil få effektive natur- og miljøbeskyttelseszoner. De landbaserede arter og naturtyper er så pressede, at det er tid til aktivt at tænke dem ind i fremtidig udtagning og benytte naturbeskyttelseszoner op til tørre naturtyper.
De små lommer af natur
En naturtype, som gisper efter plads, er overdrevene, også kaldet græsland. Naturtypen er en af de mest artsrige af de lysåbne, men også den som er trængt mest tilbage. Optimistisk sat er 0,6 pct. af Danmarks areal overdrev, og stort set det hele er i ugunstig bevaringsstatus. Til trods for det gøres der meget lidt for at beskytte de små lommer af natur, som har overlevet industrialiseringen af landbrugslandet.
Tabet af næringsstoffer fra omkringliggende marker truer overdrevene, og den manglende afgræsning får dem til at gro til i almindelige og dominerende arter. Naturpleje alene er ikke nok, hvis kilden til forureningen ikke også stoppes – man kan ikke græsse sig til god natur, som forurenes med næringsstoffer, men højst udskyde artstilbagegangen.
Derfor er det så vigtigt få stoppet den nærmeste og mest belastende landbrugsdrift op til disse biologiske hotspots. Et af de vigtigste tiltag er at få etableret ekstensiv naturpleje og få udtaget landbrugsjord, ikke mindst de jorder, som ligger højere end overdrevene.
Øget gødningskvote
En model kunne være, at landmanden kan øge gødningskvoten på resten af marken, mod at han udtager jord op til overdrevene og andre sårbare naturarealer. En noget for noget-model, som vil gavne både natur og landmand. Kan der yderligere suppleres med ordninger, som støtter naturpleje af det eksisterende naturareal og det udtagne areal, vil mulighederne for at stoppe artstilbagegangen forbedres væsentligt.
Regeringen har givet en forsikring om, at devalueringen af randzonerne ikke må få konsekvenser for naturen. Nu bliver det så spændende, om ”offeret” kommer de truede arter til gode, eller om naturen igen bliver taberen.
Tabet af biodiversitet skal være stoppet inden 2020 – det har vi nu fem år og seks måneder til. Skal vi gøre os bare et lille håb om at nå det mål, kræver det, at der sættes massivt ind, og at symbolpolitikken lægges på hylden.