Kronik: Psykiatrien og Den Kolde Krig

Lige efter krigen var det et stærkt ønske hos danske videnskabsmænd at genoptage forbindelserne til kolleger i andre lande, herunder Sovjetunionen. I efteråret 1946 foretog professor A. D. Stender-Petersen en rejse til Sovjetunionen. Han gav udtryk for, at »der måtte slåes til lyd for, at netop dansk videnskab ikke participerede i nogen form for bojkot af Sovjetunionen eller gjorde sig skyldig i en ganske uberettiget negligering af sovjettisk forskning.«

Han rejste hjem med den stærke følelse at have gennemført sin specielle opgave på en heldig måde og at have bidraget til at skabe et virkeligt reelt grundlag for et frugtbart videnskabeligt og kulturelt samkvem mellem vort lille land og Sovjetunionen.

Selv om der her ikke er tale om samtale med psykiatere og besøg på psykiatriske institutioner, gives der et overvældende positivt indtryk af forholdene i Sovjetunionen. Et indtryk som givetvis er præget af Sovjetunionens indsats i krigen mod Hitlertyskland, og som vel var stærkest umiddelbart efter krigen.

Op gennem 1960'erne og 1970'erne forekommer løbende i verdenspressen beskyldninger om misbrug af psykiatri til politiske formål i Sovjetunionen. I efteråret 1973 rejser tre danske psykiatere, Poul Chr. Bastrup, Johannes Nielsen og Erik Strømgren, til et symposium i Sovjet. Her håber de at få belyst de ovennævnte beskyldninger nærmere.

Der arrangeres et møde med sovjetiske retspsykiatere på Serpsky Instituttet, hvor der ville blive lejlighed til at drøfte spørgsmålet om eventuelt politisk misbrug af psykiatrien.

Efter at have fået gennemgået fem sygehistorier konkluderes, at i fire af dem lades ingen tvivl tilbage om, at de pågældende havde frembudt psykiske abnormiteter, længe før de blev kendt som politiske afvigere. Såfremt man gennem omtalen i verdenspressen har fået det indtryk, at de omtalte celebre personer tidligere har været helt normale mennesker, som først i det øjeblik, de optræder som politiske afvigere, får hæftet en psykiatrisk diagnose på sig og derefter bliver isoleret på et psykiatrisk hospital, da er en sådan opfattelse misvisende i ovennævnte tilfælde.

Det sidste tilfælde om Medvedev var kendt i Vesten, og der blev givet et udførligt resumé af Medvedevs såkaldte sygehistorie. En professor Snezhesky gennemgik historien, og under temmelig stærk affekt erkendte han, at der i dette tilfælde havde været tale om en yderst beklagelig fejltagelse, idet Medvedev ikke på noget tidspunkt havde været psykisk afvigende i en sådan grad, at en tvangsmæssig indlæggelse på psykiatrisk hospital havde været indiceret.

Sammenfattende konkluderer de tre danske psykiatere, at »det må være klart, at vi gennem dette begrænsede besøg ikke har kunnet danne os noget sikkert indtryk af, hvor meget og hvor lidt der er om de beskyldninger, som for tiden rettes mod sovjetisk retspsykiatri«.

Man må vel sige, at konklusionen giver et nuanceret billede af forholdene, og at de danske psykiatere holder sig til den begrænsede indsigt, de er blevet præsenteret for.

Imidlertid er Johannes Nielsen senere kommet til den slutning, at de nok ikke burde have deltaget i mødet. De blev manipuleret og kunne ikke gennemskue psykiaternes beretninger fra journalerne om visse kendte personer, der havde været indlagt på psykiatrisk hospital.

I 1977 afholdes den 6. verdenskongres for psykiatri på Hawaii. Her er spørgsmålet om misbrug af psykiatri et stort emne. To resolutioner er markante: en engelsk med en skarp fordømmelse af Sovjet og en amerikansk med en mere generel fordømmelse af misbrug overalt i verden og med forslag til, hvordan misbrug kan dokumenteres og evt. forebygges. Danmark stemte imod den engelske og for den amerikanske, og det i sig selv gav anledning til dønninger i dansk presse. Læserbrev i Berlingske Tidende: »Endnu en gang kunne Dannebrog sænkes på halv ude i den store verden, da vor delegerede ved den internationale kongres....stemte imod det britiske forslag om at fordømme Sovjets alt for velkendte psykiatriske behandling af egne såkaldte afvigere.«

Bølgerne kom til at gå endnu højere og ramte især en enkelt psykiater: Erik Strømgren. I Ekstra Bladet skriver redaktør Michaelsen: »Ansvaret for den forsigtige lunkne holdning i Dansk Psykiatrisk Selskab hviler uden tvivl på den betydeligste mand indenfor faget, professor Erik Strømgren, overlæge ved Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Som ung mediciner forskede Erik Strømgren i 1935 på Forschungsanstalt für Psykiatrie i München i nazismens Tyskland. På det tidspunkt drev nazisterne klapjagt på jøder, kommunister og socialdemokrater, hvilket Erik strømgren må have hørt om, ligesom han ikke kan have været uvidende om KZ-lejren Dachau kun få kilometer væk...med disse erfaringer in mente burde professoren have erkendt, at også medicineren har et politisk ansvar.

Men i stedet valgte han at vende hovedet bort, også da han i 1973 besøgte Serbskij Instituttet i Moskva, hvor sunde og raske afvigere får hæftet diagnoser om paranoid skizofreni på sig, så de kan indlægges på sindssygehospitaler.«

Strømgren tilbageviste alle beskyldninger og fremhævede blandt andet, at hans ophold i Tyskland varede 17 dage. Han gjorde sig til talsmand for et mere nuanceret syn på sagerne. En russisk emigrant - Vladimir Bukowski - var ikke i tvivl om, at psykiaternes medvirken oprindelig ofte var dikteret af ønsket om at skåne de pågældende lovovertrædere for en værre skæbne, men han mente ikke, at det var tilfældet nu om stunder.

I 1982 hedder det i en beretning fra Dansk Psykiatrisk Selskab:

»Mennesker, som anklages for antisovjettiske synspunkter, bliver undersøgt af psykiatere og erklæret for psykisk syge. Diagnosen kan være den såkaldte "sluggish schizophrenia", eller psykopati, behandlingen bliver givet på de såkaldte special hospitals, og kan omfatte neuroleptica og insulinbehandling. Det må konkluderes, at der ikke kan være tvivl om, at psykiatri bruges i politisk øjemed på en systematisk måde«.

Dansk Psykiatrisk Selskab har altså nu ændret holdning under iagttagelse af den stigende internationale dokumentation af politisk misbrug af psykiatri i Sovjetunionen, og man vedtager en resolution, som fordømmer forholdene.

Det fører til en skarp reaktion i dagspressen fra psykolog Peter Storm, som udtaler: »Jeg skal ikke skjule, at jeg finder det besynderligt, at et flertal af danske psykiatere vover at foretage en urafstemning om forholdene i et andet samfundssystem, samtidig med at de forholder sig totalt passive i den hjemlige debat om den forældede og uacceptable sindssygelovgivning ..... flertallet af danske psykiatere er på virkelighedsflugt, når de kun kan samle sig om at kritisere deres sovjetiske kolleger. De kunne for resten lige så godt interessere sig for, at der i USA forekommer 12 gange så mange tvangsindlæggelser på psykiatriske hospitaler som i Danmark.«

Den sovjetiske psykiater Anatoly Koryagin fik et brev smuglet ud fra en arbejdslejr i Uralbjergene, hvor han var anbragt for antisovjetisk virksomhed. Han skriver: »Lad der ikke herske nogen tvivl om, at de sovjetiske myndigheder har forvandlet psykiatrien til et middel til at undertrykke anderledes tænkende ...... forrest blandt de skyldige står de læger, der diagnosticerer ikke-eksisterende sygdomme hos raske mennesker. Men ikke mindre skyldige er de førende psykiatere, der på højeste administrative niveau letter gennemførelsen af denne hæslige politik.«

I 1977 hoppede psykiateren dr. Novikov af fra USSR til Vesttyskland. Ugebladet Stern bragte følgende en række artikler, som senere viste sig at fordreje forholdene i Sovjet på urimelig måde. Novikov følte sig misbrugt at Sterns journalister og anlagde sag mod bladet, en sag som han vandt, og som førte til, at han fik en økonomisk erstatning. Dette beløb overlod han i øvrigt til Amnesty International.

Hvad var da sandheden? Erik Strømgren forsøgte at få et personligt møde med Novikov, men det lykkedes først i 1988, hvor de mødtes i Hamborg. Med hensyn til tydningen af det angivelige politiske misbrug af psykiatrien i Sovjetunionen fremhævede Novikov, at hans synspunkt var et, som han var blevet angrebet for af andre politiske emigranter. Hans synspunkt gik ud på følgende: En stor del af russiske psykiatere var af den faste overbevisning, at mennesker, der ytrede sig i modstrid med de i det sovjetiske samfund gældende normer, kun kunne gøre dette, hvis de var psykisk afvigende.

Novikov var helt klar over, at dette for mennesker, som ikke var opvokset i et kommunistisk land, måtte forekomme meget fremmed, men ikke des mindre var Novikov overbevist om , at det forholdt sig således. Han understregede, at en del andre dissidenter ikke var enige med ham i dette synspunkt, idet de snarere var tilbøjelige til at mene, at psykiaterne blot var villige redskaber for de politiske kræfter, og altså stillede diagnoser, som de ikke selv troede på. At noget sådant kunne forekomme, var Novikov da heller ikke i tvivl om.

Strømgren spurgte Novikov, hvordan han stillede sig til det synspunkt, at i begyndelsen af det politiske misbrug af psykiatrien havde psykiaterne simpelthen stillet psykiatriske diagnoser på sunde mennesker for at undgå, at de pågældende kom til Sibirien. Novikov var helt enig i denne vurdering.

Novikov var meget optaget af liberaliseringen i USSR efter Gorbatjovs tiltræden. Han så tydeligvis optimistisk på den videre udvikling.

Den videre udvikling betød jo altså Sovjetuninonens sammenbrud i 1991. Hvad der herefter skete, er en anden historie. Imidlertid må det være fremgået, at spørgsmålet om misbrug af psykiatrien til politiske formål er en temmelig kompliceret affære, som virkelig har bragt sindene i kog ind imellem. De russiske psykiatere, som virkelig mente, at politisk afvigende adfærd var et tegn på psykisk sygdom, har selvfølgelig gjort sig skyldige i misbrug i vestlig forstand, men her er det måske relevant at tilføje, at en sovjetisk og en vestlig opfattelse af psykiatriens væsen ikke kunne forenes.

De psykiatere, som var villige redskaber for politiske kræfter, har også gjort sig skyldige i misbrug, men her kan man spørge: hvad ville der være sket dem, hvis de havde været knap så villige? Endelig har vi de psykiatere, som ved deres diagnoser reddede afvigere fra at komme til Sibirien. De har omvendt gjort brug af psykiatrien i en god sags tjeneste.