Fremmedsprog i folkeskolen gavner økonomien
Der fremkommer af og til bemærkninger om, at de, der plæderer for, at der skal undervises i flere fremmedsprog end engelsk i folkeskole og gymnasium, er det logrende vedhæng til EU-kommissionen, der ønsker det samme. Jeg mener, at det er muligt at løfte bevisbyrden for det modsatte uden at gøre spørgsmålet til et ”for” eller ”imod” Europa. Der er entydige argumenter for det nyttige, ja, økonomisk fordelagtige, i også at kunne begå sig på andre sprog end engelsk.
Erhvervslivets behov fremføres ofte som regulator eller motivator. Og vore anglofile venner nævner, at det er nok at kunne tale engelsk for at kunne begå sig internationalt. Det er delvist rigtigt, hvis man ikke er ambitiøs.
80 pct. kan ikke engelsk
Omkring 80 pct. af de tyske virksomheder har ikke personale, der kan tale engelsk nok til at kunne forhandle på sproget.
Dette marked har man udelukket sig selv fra. Dertil kommer, at det virker bedre i en salgssammenhæng, at man kan tiltale sin partner på hans eller hendes modersmål. Det samme gælder, næppe overraskende, i Frankrig og de fleste andre steder i Europa. Engelsk er vigtigt, og man kan klare sig med dette sprog mange steder, men ikke alle steder.
Et andet ofte hørt argument for at nedtone sprogundervisning i folkeskolen er, at man nok skal få lært et sprog, når man selv eller virksomheden har brug for det - ja, det er der faktisk personer, der hævder. Men de fleste af os vil vide, at det at lære et fremmedsprog tager tid, lang tid. Den tid har man i folkeskole og gymnasium, men sjældent senere.
Dertil kommer, at det er muligt at opfriske slumrende sprogkundskaber relativt hurtigt, men ikke at lære sproget.
Ikke spildt at lære fransk
Det er altså ikke ”spildt”, at man lærte fransk i gymnasiet og så ikke brugte det i 10 år. Det kan blive aktuelt igen, og så kan det hives frem fra ”arkivet”, meget hurtigere end det ville tage at lære sproget fra grunden. Andre taler om det personlige behov som den saliggørende motiverende faktor.
Men man kender ikke sit personlige behov, hvis man ikke kender dets genstandsfelt. Hvordan skulle jeg kunne længes efter en hakkebøf med løg, hvis ikke jeg havde prøvet den først?
Og lidt gammeldags kunne man spørge, om det virkelig kun skal være lysten, der afgør, hvad der skal læres i folkeskole og gymnasium. Nej, vel?
Forestil Dem et Danmark om 40 år, hvor borgerne kun havde lært det, de lige havde lyst til. Jeg frygter, at det ville stå slemt til med landets samlede kompetencer (men to af mine poder ville være ekstremt gode World of Warcraft-spillere).
Med fare for at blive kaldt pladderhumanist vil jeg også nævne Mme de Stäel, der tilbage i begyndelsen af det 19. århundrede slog fast, at hver gang man lærer et nyt sprog, får man en ekstra sjæl. Naturligvis er det lidt overdrevet, men dog med den pointe, at et nyt sprog åbner en for nye kulturer, og dermed lærer man sin egen bedre at kende, som også Goethe indså.
Altså: mindst to fremmedsprog på højt niveau i folkeskole og gymnasium - af hensyn til økonomien og - børnene.