Palæstinenserne er blevet en del af dansk kultur

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er intet nyt i konflikten i Gaza. Palæstinenserne udfører terrorangreb mod Israel, og på et tidspunkt får israelerne nok og griber ind. Men noget har ændret sig i Danmark.

I Politiken har Rune Lykkeberg gjort opmærksom på et nyt fænomen: Danskere med palæstinensisk baggrund udgør en synlig stemme i debatten. De er overalt. På TV, i aviserne, til demonstrationer og ud over de sociale medier. Nu er det ikke længere den danske venstrefløj, der taler på vegne af den undertrykte minoritet. Nu kan de føre ordet selv. En demokratisk integration, som Lykkeberg rørstrømsk proklamerer det.

Lykkeberg har overfladisk set ret. Danmark er blevet forandret. Palæstinenserne udgør en stemme i debatten, som er umulig at ignorere. Men det er helt indlysende en bedrøvelig udvikling.

Når man som jeg og min hustru har skrevet et indlæg om konflikten, betyder det en lind strøm af konspiratoriske og antisemitiske angreb fra personer, der ikke har dansk baggrund. De er skrevet med en råhed og et had, man ikke genfinder i andre debatter. En sørgelig forandring.

Enhver kan ved selvsyn konstatere, hvordan palæstinensere (eller arabere) agerer på sociale medier ved at læse på den (nyateistiske) jødiske journalist Martin Krasniks facebookside. Efter et kontant interview med en venstreekstremistisk (USA er selv skyld i 9/11, og Hamas er ikke en terrorbevægelse) nordmand blev han mødt med hundredevis af voldsomme angreb fra danskere med anden etnisk baggrund. En meget stor del er utilsløret antisemitiske.

Som journalist med jødisk baggrund lader det til, at Krasnik fremover skal kunne håndtere en flodbølge af jødehad. Og det gælder formentlig også hans kollegaer. Vi har eksempelvis fået en antisemitisk underskriftsindsamling mod jødiske eller jødisk affilierede journalister. Et hurtigt kig på de underskrivendes navne, og vi får desværre bekræftet Lykkebergs pointe om ’den nye stemme’ i debatten.

Langt mere uhyggeligt er naturligvis de attentatforsøg, bombeangreb og overfald rettet mod jøder, der har fundet sted rundt om i Europa for nylig. I forbindelse med den seneste Gaza-konflikt har vi set arabiske demonstrationer udvikle sig til angreb på jødiske butikker og en synagoge. Vi kan helt nøgternt tale om en pogrom. En lille pogrom bestemt, men fremtidsudsigten er næsten for rædselsvækkende til, at man kan tænke det til ende. Og bemærk: det er ikke skinheads, der begår overgrebene.

Der er noget fundamentalt i vejen med Lykkebergs perspektiv, når han glæder sig over den palæstinensiske demokratiske deltagelse, når den er entydigt sammenfaldende med had og antisemitisme. De pro-palæstinensiske demonstrationer foregår med nazistiske tilråb og konfrontationer med de pro-israelske, der gør, at sidstnævnte ikke kan gennemføres.

På bizar vis opfatter Lykkeberg nu palæstinensernes bidrag til samfundsdebatten på linje med jøder som Georg Metz.’ Ingen bliver politisk defineret af deres etniske eller religiøse baggrund, lyder det. Det er noget ævl.

Yahya Hassan har jeg meget godt at sige om, men det er indlysende for alle andre end Lykkeberg, at han er fuldkommen defineret af sin baggrund. Den studerende Tarek Hussein har jeg modsat ikke meget godt at sige om, men det er lige så indlysende, at han ligeså er defineret af sin baggrund. Tror Lykkeberg virkelig, at nogen ville have trykt hans underlødige angreb på Naser Khader, hvis ikke han havde haft en ikke-dansk baggrund?

Og dér er forskellen til Georg Metz. Ikke en kat overvejer, at Georg Metz har jødisk baggrund. Faktisk var jeg end ikke klar over det, før jeg læste Lykkebergs seneste skriv. Jeg synes Georg Metz er et velskrivende sludrechatol. Og det synes jeg stadig - også nu hvor jeg ved, at han er jøde.