Martin Schulz´ skyld

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Man spørger sig selv, hvordan man kan ende med at udvikle sig til en så ubehagelig størrelse, som det er lykkedes for Martin Schulz, tysk socialdemokrat, formand for Europa-parlamentet og en af kandidaterne til at blive formand for EU-kommissionen fra 2015. I ondt lune kunne jeg finde på at påstå, at Martin Schulz slår ud i den helt forkerte ende af en normalfordeling, når det drejer sig om samvittighedsfuldhed og derfor evnen til indfølelse. Heldigvis har Martin Schulz formået at kanalisere sine karakteregenskaber i retning af et felt, der giver ham mere end smør på brødet. Tænk hvad han ellers kunne have fundet på. Nå, det var jo kun, hvis jeg var i ondt lune, at jeg kunne skrive sådan. Jeg er heldigvis vennesæl og er sikker på, at Martin Schulz mener det godt.

Bare kom hid

Martin Schulz holdt for halvanden uge siden en tale på Malta, hvor han bl.a. sagde følgende:

"De, der ankommer til vore kyster, må finde en plads...vi må kæmpe for at opretholde menneskelig liv og værdighed. Ethvert liv, der går tabt uden for vore kyster, er en plet på vores civilisation...At lukke grænserne er ikke svaret for mennesker, der flygter fra forfølgelse og krig...vi må bekæmpe årsagerne til indvandring og aldrig indvandrerne selv...vi skal fokusere på reformer inden for menneskerettigheder og indsnævre sociale og økonomiske omstændigheder. Når mennesker finder et arbejde, har mad og værdighed, vil de ønske at blive hjemme".

Vær så artig, der er serveret. Op med dem, ind med dem, de bliver jo gode europæere i løbet af ingen tid. Og i øvrigt fikser vi lige Afrika, både nord og syd for Sahara, så de alle sammen finder arbejde, mad og værdighed. Nå ja, for resten, Afrika syd for Sahara står til at vokse fra de nuværende ca. 1,1 milliarder til 2,4 milliarder i 2050. Vi må søreme håbe, at det med arbejdet, maden og værdigheden i fremtiden er størrelser, som de har taget højde for i EUs kontorer.

Martin Schulz-syndromet

Martin Schulz er kun en ussel farisær, en petit politiker i smuk samklang med det generelle niveau. Som sine utallige kloner er Martin Schulz herfra og til Helvede overbevist om, at mennesket er en blank tavle, som alt kan skrives på. Millioner af afrikanere og arabere bliver således - som ved en magisk handling - til hårdt arbejdende og dygtige europæere, så såre de betræder vor verdensdel. Kun en smule social ingeniørkunst skal der til, før de træder ind i det hellige rige, hvor menneskerettigheder og velfærd hersker.

Men hvad nu hvis?

Hov, hvad om nu Martin Schulz og alle de andre papegøjer har fået det galt fat? Hvad om de ikke har forstået en bjælde af essensen? Hvordan håndterer vi det, hvis der findes vitterlige forskelle i gennemsnit mellem forskellige grupper af mennesker, mellem etniske grupper og - oh ve og skræk - mellem racer? Så går Martin Schulz´ ligning ikke længere op. Så har vi at gøre med et problem så stort, at det risler koldt ned ad ryggen på en.

Ser vi tegn i denne forbudte retning? Jeg skulle mene det. Samtlige uddannelses- og beskæftigelsestal for den samlede gruppe af ikke-vestlige er forfærdende læsning. Der er grupper, som klarer sig mere end godt, bevares, kinesere f.eks., men billedet fra Afrika og de arabiske lande er sort i sort. Vil det blive bedre? Intet tyder på det, men Martin Schulz kvidrer videre om, at vi nok skal løse det der med arbejdet, maden og værdigheden.

Hvis jeg skal være flink, og det vil jeg så gerne, siger jeg: Tilgiv Martin Schulz, thi han ved ikke, hvad han gør.