Social mobilitet og gener

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Gad vide, hvor længe de gamle positioner kan holde stand? Hvor længe endnu skal vi trækkes med et forkert og forvrøvlet billede af mennesket, og hvad det kan og ikke kan? Længe måske, hvis reaktionens kræfter, den moderne inkvisition, får held til at lukke munden på ny erkendelse.

Lad os kort opsummere, hvor politikere, medier og andet godtfolk fra eliterne står, når vi taler om muligheden for at skabe større social mobilitet: En næsten fuldstændig modellering af et plastisk menneske er mulig. Lad børn og unge få de rette betingelser, og snart sagt enhver kan blive raketforsker. Politikernes opgave er bare lige at knække koden, så vi kan få den perfekte sociale mobilitet.

Den sociale ingeniørkunst virker såvist ikke i praksis, hvad en voksende underklasse af etniske danskere og en kraftigt stigende gruppe af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere vidner om. Senest blev det slået fast i en undersøgelse fra Undervisningsministeriet. Hvis der for optagelse i gymnasiet kræves mindst karakteren 7 i dansk og matematik fra grundskolen, vil 44 procent af alle elever ikke kunne leve op til det. For elever, hvor ingen af forældrene har en uddannelse, vil det være 66 procent. Og for elever med indvandrerbaggrund er tallet 70 procent. Er karakterkravet 4, vil det afskære 20 procent af alle elever, også 20 procent af elever med forældre uden uddannelse og 28 procent af eleverne med indvandrerbaggrund. Social mobilitet i det omfang, som politikerne har drømt om i mange årtier? Glem det.

The Son also Rises

Professor i økonomi ved University of California, Gregory Clark, har tidligere i år udgivet en bog med resultaterne af et usædvanligt studie. Gregody Clark har set på efternavnes betydning for den sociale mobilitet. Han har undersøgt så forskellige samfund som nutidens England, Sverige og USA, og han har også opsporet datamateriale, der kan belyse middelalderens England for på den måde at sammenligne med samfund af i dag. Vi tror at vide, at den sociale mobilitet vil være højest i det lighedstænkende Sverige, efterfulgt af nutidens England og USA og på en sikker sidsteplads middelalderens England.

Gæt igen. Der er mellem de fire vidt forskellige samfundstyper næsten ingen forskel. Studerer man efternavne, og ser man på "almindelige" efternavne contra sjældne ditto, var den sociale mobilitet i middelalderens England kun en smule lavere end i det på papiret lighedselskende Sverige anno 2014. Det meget ulige USA, det ulige England eller det lige Sverige: Ingen nævneværdige forskelle med hensyn til graden af social mobilitet. Var det en øjenåbner, eller var det en øjenåbner?

Gregory Clark har også set på lande uden for den vestlige kulturkreds, bl.a. Indien og Kina. I Indien har kastesystemet aldrig haft det bedre på trods af årtiers særbehandling af lavt præsterende grupper. Her er den sociale mobilitet endnu lavere. I Kina, hvor Mao og kommunisterne gjorde solide indhug i landets gamle elite, er de overlevende efterkommere stille og roligt kommet til magt, ære og værdighed igen. Det overordnede billede er det samme overalt. Det spiller ingen rolle, hvad den menneskelige ingeniørkunsts forkæmpere foretager sig eller ikke foretager sig. Social mobilitet finder sted, men den sker meget langsomt og er uafhængig af tid og sted og politisk indgriben.

Gener?

Gregory Clark er en forsigtig mand. Han nøjes med at skrive, at der i de fremlagte resultater intet er, der modsiger en delvis genetisk forklaring på den lave sociale mobilitet. I øvrigt gør han sig til talsmand for det efter min mening sympatiske synspunkt, at de dårligst stillede bør begunstiges i et eller andet omfang gennem de offentlige kasser, da der tydeligvis er stærkere kræfter på spil end blot spørgsmålet om motivation hos den enkelte eller om lidt mere hjælp fra det offentlige.

Vi har mange patologier i det moderne samfund. Én af de alvorligste er den fortsatte, dumstædige fastholden af, at miljø er alt, og arv er intet. Ingen forskning tyder på, at denne gammeldags, pseudoreligiøse opfattelse af virkeligheden holder vand. Gregory Clark skal have stor tak for at være en af de forskere, der hamrer løs på de politisk korrektes fæstninger. Disse rådne murværker vil brase sammen en dag. Spørgsmålet er blot, hvor længe vi skal befinde os i mørket i stedet for at komme ud i det klare dagslys, hvor vi kan skelne ret fra vrang?