I selvcensurens Sverige
Den omstridte kunstner og kunstteoretiker Lars Vilks kommer til København for at diskutere ytringsfrihed, og i den anledning lægger jeg skærmplads til et gæsteinterview med en af hans få svenske forsvarere, Paulina Neuding, chefredaktør for det liberale tidsskrift NEO.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Af Helle Merete Brix
STOCKHOLM: Det er ikke så nemt at finde mennesker i Sverige, der fra en etableret position inden for medier og kultur vil udtrykke støtte til Sveriges berømte og berygtede tegner Lars Vilks. Vilks, der gæster København på lørdag, blev verdensberømt, da han i 2007 tegnede Muhammed som Rundkørselshund. Siden vinteren 2010 har han levet med politibeskyttelse døgnet rundt.
Men det er muligt at finde sådanne mennesker. Et af dem er Paulina Neuding, uddannet jurist og siden efteråret 2009 chefredaktør for det liberale magasin NEO, der har lokaler i det centrale Stockholm.
Dramaet omkring Muhammed-tegningerne var med til at gøre et stærkt indtryk på Neuding. I 2010 skrev Neuding sammen med Johan Lundberg, docent i litteraturvidenskab og dengang også chefredaktør for tænketanken Axess´ magasin, et forsvar for Vilks. For:
”Vi var rystede, da vi så reaktionen på truslerne mod Lars Vilks. Kunstscenen i Sverige er meget fokuseret på provokationer. Man provokerer gennem feministiske udtryk og meget andet. Men Vilks fik vist, hvordan det kunstneriske og politiske establishment anså dette for at være et skridt for langt.”
Neuding fortsætter:
”I medierne fik Vilks ingen støtte. Han blev latterliggjort, beskrevet som en klovn eller racist. En ikke alt for intelligent person. Lundberg og jeg så en anden person. Vi så en professor i kunsthistorie. Som har en stor viden om kunst, og som betaler en meget stor pris for at have vist, hvor grænserne for ytringsfrihed går: Forbinder man rundkørselshunden med Muhammed, vil det forandre dit liv for altid. Kunstverdenen vil vende sig fra dig.”
Neuding understreger, at ”selvcensur er et stort problem i Sverige som i Danmark. Men svenskerne har en anden mentalitet, og forliger sig i højere grad med at blive censureret. Vi har en anden historie, og der er en reel frygt for racisme.”
”Den oplevede jeg selv, da jeg voksede op som barn af immigranter. Jeg er jøde, og mit hår er sort. Jeg husker nynazisternes demonstrationer i 1990’erne og den skinhead, der boede i gaden. Vi oplevede overfald på indvandrere, og vi havde lasermanden” (lasermanden refererer til John Ausonius, der i årene 1991-1992 skød 11 mennesker med indvandrerbaggrund og dræbte én i Stockholmsområdet, red.)
Dette syn på ytringsfrihed går ifølge Paulina Neuding hånd i hånd med vanskeligheden ved at ytre sig om indvandringsspørgsmål i Sverige:
”Det er blevet forbundet med racisme. Hvis du er antiracist, diskuterer du det ikke. Sverige har formentlig verdens mest generøse system for indvandrere. Der er naturligvis diskrimination, men Sverige har den laveste form for diskrimination overhovedet. Vi har gratis skolegang, gratis uddannelse, gratis tandlæge og gratis læge. Du spørger dig selv: Hvis dette er racisme, hvis dette er så forfærdeligt, hvilket samfund ville ikke være det?”
Neuding tilføjer, at ”en del af min familie var arbejderklassejøder fra Østeuropa og boede i det indvandrertætte Rosengården i Malmø. For dem har det været fantastisk, hvad de kunne få fra det svenske system, og de var taknemmelige.”
Men det generøse Sverige har meget store problemer med indvandring og integration. Både økonomisk og kulturelt, understreger Neuding. Den manglende villighed til at diskutere problemerne har banet vej for Sverigesdemokraterne, der jo, påpeger Neuding, har rødder hos nynazisterne, og ”som lider under fravær af kompetence, for ingen med ordentlige akademiske færdigheder vil arbejde for dem.”
Men det kan ikke undre, mener Neuding, at Sverigesdemokraterne også får stemmer fra ikke-racister: ”Ingen andre politiske partier rejser spørgsmålet om immigration.”
Neuding opfatter, at der tale om en ”ny orden”, hvad angår ytringsfriheden. Som også gør det vanskeligt at promovere spørgsmålet om ytringsfrihed for den yngre generation:
”Det er meget vanskeligt at ændre folks værdier. Det kan man ikke gøre med et regeringsprogram. Men vi kan støtte de mennesker, der, som den canadiske muslim Irshad Manji, ønsker en islamisk reformation. Det, hun gør, er fantastisk, men betyder samtidig, at hun lever med konstante trusler.”
Neuding minder også om, at i 1989, da Khomeini udsendte sin fatwa over forfatteren Salman Rushdie, skabte fatwaen stor kontrovers i det svenske akademi (forfatteren Kerstin Ekman, den nu afdøde forfatter Lars Gyllensten og ditto digter Werner Aspenström forlod akademiet i protest mod, at akademiet udsendte en harmløs pressemeddelelse, der ikke nævnte Khomeini ved navn, red.)
Støtten til Rushdie, som naturligvis stadig eksisterer i Sverige, har imidlertid ikke medført en generel støtte til ytringsfriheden. Der er forskel på folk: ”Rushdie ses afgjort som mere heroisk end Vilks. Han ses som en mand, der har en mission, det gør Vilks ikke.”
Til gengæld er den danske digter Yahya Hassan populær:
”Hassan har fået en vældig fin modtagelse i Sverige og sættes højt. Han anklages ikke for racisme, selvom der har været en frygt i Sverige for, at hans digte kunne gøde højreekstreme kræfter. Det handler ikke om Hassans etniske baggrund.”
”Kvinder med anden etnisk baggrund, som har rejst spørgsmålet om æresrelateret vold i den svenske debat, bliver ikke skånet. Senest så vi det med Sara Mohammad, som driver en organisation i mindet om Fadime (kurdiske Fadime Sahindal blev dræbt af sin far i 2002 i Uppsala, red.) Hun bliver kaldt alt muligt grimt. Hendes baggrund har ikke været nogen beskyttelse.”
At være andengenerationsindvandrer er i det hele taget ingen garanti for at slippe for kritik:
”Jeg har skrevet meget om antisemitisme og blev anklaget for racisme, fordi jeg skrev, at problemet hovedsageligt stammer fra det muslimske samfund i Sverige. Det betyder ikke, at alle muslimer er antisemitter, men at problemet hovedsageligt stammer herfra. Det var nok til at blive kaldt racist. Der var en kampagne mod mig for at skrive sådan. Men det var ægte racisme, der fik jøder til at flygte til Sverige. At se dele af medierne vende sig mod mig og kalde mig racist, det var besynderligt. Der er en særlig svensk følsomhed over for dette emne. Og den svenske venstrefløj er meget mere optaget af at finde fejl og racisme hos majoritetsgruppen end hos indvandrergrupper.”
Paulina Neuding undrer sig:
”Du ser at feminisme og alt muligt andet blive smidt ud af vinduet, når religiøse fundamentalister fremsætter krav. Det er besynderligt at overvære. Især når man tænker på, hvor kritiske venstrefløjen har været over for kristendommen, og nu ser, hvordan de bøjer af for krav fra religiøse fundamentalister.”
Læs mere om arrangementet den 6. september og køb billetter her. De øvrige talere tæller bl.a. Frederik Stjernfelt, Mehmet Ümit Necef, Mehdi Mozaffari og Göran Adamson.