Aarhus Lejerforening stævner Huslejenævnet
Formanden for Huslejenævnet for Aarhus Nordre Kreds er inhabil, påstår Aarhus Lejerforening. Indtil videre er formanden fritaget for sit hverv, oplyser Aarhus Kommune.
Aarhus Lejerforening påstår, at formanden for Huslejenævnet for Aarhus Nordre Kreds, Claus Korsholm Rohde, er inhabil. Derfor har foreningen udtaget en stævning på Huslejenævnet.
"I forbindelse med, at Claus Korsholm Rohde har beskyldt Aarhus Lejerforenings repræsentant for at være inhabil i en konkret sag, lavede vi noget research. Vi fandt ud af, at han selv er udlejer. Og det, mener vi, må han ikke være, hvis man læser boligreguleringsloven," siger forretningsfører i Aarhus Lejerforening, Preben Meiniche, til JP Aarhus.
I boligreguleringslovens §36, stk. 2, 3. pkt., hedder det om formanden for et huslejenævn: "Han må ikke have særlig tilknytning til grundejer- eller lejerorganisationer eller være erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandeler."
Aarhus Lejerforening mener at have belæg for, at Claus Korsholm Rohde selv udlejer op til flere ejendomme.
Claus Korsholm Rohde har ikke selv nogen kommentarer til sagen, men henviser til Aarhus Kommunes Finn Bruun Ravnsbæks.
Aarhus Kommune har udsendt en pressemeddelelse, og her oplyses det, at Claus Korsholm Rohde er fritaget for sit hverv, mens sagen kører. Indtil da varetages hans hverv af suppleant Hans Henrik Edlund, som er professor i formueret ved Aarhus Universitet.
"Det er det, vi i Aarhus kalder en træls sag. Det har derfor også været afgørende for mig, at vi straks får undersøgt, hvad der er op, og hvad der er ned i denne sag," siger Finn Bruun Ravnsbæk, der er chef for Backoffice i Borgerservice i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Aarhus Kommune har bedt Statsforvaltningen om en udtalelse i sagen, fordi det er Statsforvaltningen, som udpeger formanden for Huslejenævnet. Men udnævnelsen sker efter indstilling fra Aarhus Byråd.
"Det er en opgave for ansøgeren selv at gøre opmærksom på, at der kan foreligge habilitetsproblemer. Det er et helt almindeligt princip. Det gælder også i sager, hvor et byrådsmedlem kan vise sig at være inhabil," siger juridisk chef i Aarhus Kommune, Christian Mølgaard, til JP Aarhus.