Fusk-mistænkt fanget på video
Videooptagelser belaster omstridt S-kandidat, og flere medarbejdere på Aarhus Rådhus fastholder at have bortvist ham fra stemmeområdet.
Den nu tidligere S-kandidat i Aarhus til kommunalvalget i november, Mohamed Suleban Ali, befandt sig flere gange på en dag i stemmeområdet på Aarhus Rådhus, mens der blev afgivet brevstemmer. Det fremgår af en ny redegørelse, som JP Aarhus er i besiddelse af, i sagen om mulig stemmefusk.
For at komme til bunds i sagen har valgsekretariatet i Aarhus Kommune gennemset videooptagelser fra de dage, hvor Mohamed Suleban Ali ifølge valgsekretariatet blev bortvist flere gange.
”Der er videooptagelser med MSA (Mohamed Suleban Ali, red.), hvor han befinder sig i og omkring brevstemmeområdet. Optagelserne viser, at han er til stede i området flere gange i løbet af dagen. Besøgende fra MSA sker over et tidsrum på ca. 4½ timer,” står der i den nye redegørelse, som blev færdiggjort torsdag.
Delte stemmesedler ud
Videooptagelserne af Mohamed Suleban Ali stammer fra torsdag den 22. august. Og fredag den 23. august er den somaliske lokalpolitiker igen blevet optaget på video. Dog ikke i selve stemmeområdet.
”Der er videooptagelser af MSA, hvor han står ved rådhusets tårnindgang (indgangen til brevstemmeområdet). På videoen kan man se, at MSA uddeler materialer og tager kontakt til borgere, inden de går inden for,” står der i redegørelsen, hvor det også noteres, at personalet i valgsekretariatet samme dag fandt kopier af brevstemmesedler med Mohamed Suleban Alis navn og liste-bogstav på.
Mohamed Suleban Ali har over for JP Aarhus fastholdt, at han aldrig nogensinde er blevet bortvist fra rådhuset, og at han har foretaget valgagitation. Da sagen kom frem i slutningen af august, forklarede han, at han kun havde været på rådhuset en enkelt gang, og det var for selv at afgive sin brevstemme.
Medarbejdere fastholder
Flere medarbejdere i valgsekretariatet er i forbindelse med den nye redegørelse blevet interviewet om forløbet, der førte til, at man sendte den første redegørelse – indeholdende Mohamed Suleban Alis navn, til valgbestyrelsen. Og medarbejderne fastholder, at det er netop Mohamed Suleban Ali, de har bortvist.
”Medarbejder 1 oplyser, at han den 22. og den 23. august har set MSA på rådhuset og i brevstemmeområdet. Han oplevede bl.a., at MSA var tæt på stemmeboksen, og at der blev talt til vælgerne i stemmeboksen. Han oplyser, at det derfor var hans vurdering, at MSA påvirkede vælgerne. Han oplyser, at han den 22. august har grebet ind over for MSA og bedt ham ophøre påvirkning af vælgere i stemmeområdet og bad ham gå væk,” står der i redegørelsen.
En anden medarbejder, Medarbejder 4, oplyser, at hun har set Mohamed Suleban Ali ”mange gange i brevstemmeområdet” og ”over flere dage”.
Vigtigt at få stemmer
Ifølge en tredje medarbejder, Medarbejder 7, har Mohamed Suleban Ali ligefrem forklaret, hvorfor han befandt sig på rådhuset, da hun bortviste ham og førte ham væk fra stemmeområdet.
”Hun oplyser, at hun selv i situationen vurderede, at MSA forsøgte at påvirke vælgere ved at sige, hvem de skulle stemme på, og hun bad derfor udtrykkeligt MSA om at gå. Medarbejderen oplyser endvidere, at hun fulgte MSA hen mod trappen, og at hun i den forbindelse diskuterede med MSA. MSA sagde til hende, at grunden til, at han stod i brevstemmeområdet, var, at det var vigtigt for ham at få stemmer. Medarbejderen oplyser, at hun er sikker på, at det var MSA, hun bad om at forlade området,” står der i redegørelsen.
Marc Perera Christensen (K), rådmand for Kultur og Borgerservice hæfter sig ved, at redegørelsen har fået kandidaten til at trække sig og konstaterer, at flere ting i redegørelsen peger i retning af, at det ikke har været helt ubegrundet.
”Det er klart, at når der er flere medarbejdere, som udtaler sig som de gør her, så er vi nødt til at have tillid til, at det er det, de siger, som rent faktisk er sket,” betoner rådmanden, der fortsætter:
”Summen af oplevelser peger på, at der måske er sket noget, der ikke har været inden for skiven af, hvad vi normalt accepterer.”
Han tilføjer, at kandidaten de facto har erklæret sig skyldig ved at trække sig fra kandidatlisten.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mohamed Suleban Ali.