Studerende skaffer B&O-patent
B&O søger patent på ingeniørstuderendes nyudviklede fjernbetjeningsmetode.
En gruppe studerende på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet har udviklet en ny fjernbetjeningsmetode, der er så god en idé, at Bang & Olufsen vil søge patent, oplyser firmaet.
"Det er en ide, som er enormt innovativ og i god tråd med vores produktportefølje," siger forskningschef i Bang & Olufsen Søren Bech.
Han vil af kommercielle årsager endnu ikke kan udtale sig nærmere om produkttypen, men bekræfter, at det er sandsynligt, at de studerendes idé vil få indflydelse på virksomhedens fremtidige sortiment.
Forståelse for målgruppen
Ifølge Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet er patentidéen baseret på allerede kendte teknologier, men de er sat sammen på en måde og tænkt ind i en sammenhæng, der vil komme til at give en helt ny brugeroplevelse.
”Vi har brugt meget tid på at forstå vores målgruppe og koble vores tekniske viden sammen med indsigt i mennesket og brugskonteksten. Og det var her, vi fik idéen,” siger ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet Søren Jensen, der har været med til at udvikle det nye patentkoncept.
Vigtig inspirationskilde
Forskningenschefen i Bang & Olufsen understreger, at ideen er et eksempel på, at det langt fra altid er tung forskning og ny teknologi, der fører til de største innovationer eller nye patenter.
"De studerende er en vigtig inspirationskilde for os. De er ekstremt kreative og bidrager med nye måder at tænke på. Mange gange handler innovation om at tage kendte løsninger og give det et twist eller at spotte en ny brugssammenhæng," siger Søren Bech.
Kun én gang før har Bang & Olufsen taget patent på en idé fra ingeniørstuderende.