Et udkigstårn med overskud
Skarpt skåret, spændingsfuldt og skulpturel er nogle af dommerordene om byens nye vartegn.
»Det var også det, som jeg ville have valgt.«
Karin Salling var tydeligt glad, da hun i går på Salling-fondenes vegne kunne sige til lykke til arkitekt Dorte Mandrup, der vandt den konkurrence, som Aarhus har udskrevet om et udsigtstårn på havnen.
Det var da også tre enige dommere, der pegede på Dorte Mandrups skulpturelle tårn, der er formet som en tribune.
Arkitekten, der er uddannet i Aarhus, var selv glad for at få lov til at lave et projekt, »der handler om glæde og om at skabe et sted, hvor folk kan mødes.«
Det er meget overskudsagtigt af en by at få sådan et tårn, mente hun: »Det er det, der er så fedt ved arkitektur – at man kan gøre en forskel. Sådan et tårn kommer til at betyde noget for byen,« sagde hun.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) og kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) var enige i valget.
»Hele projektet understreger, hvor interessant havneområdet er,« sagde borgmesteren, mens rådmanden syntes, at det kommer til at lægge godt op til alle de aktiviteter, der skal komme i Bassin 7.
Også bevægelseshæmmede kan komme op i tårnet - det var et krav i konkurrencen. De fem modeller bliver nu udstillet i Salling, så alle kan se, hvad byen får – og gik glip af.