Fortsæt til indhold
Aarhus

Kolonihaverne får hjælp til kloakering

Byrådsflertal indstillet på at låne dem pengene mod højere arealleje. Tre haveforeninger ønsker at købe deres grunde af kommunen.

Erik Nørby

Der tegner sig et lys for enden af kloakledningen for kolonihavefolket i Aarhus.

I løbet af de kommende 10 år skal alle kolonihaver i Aarhus kloakeres, og meldingen fra Aarhus Kommune har hidtil været, at kolonihavelejerne selv skal sørge for finansieringen, som i værste fald kan løbe op i nærheden af 80.000 kr.

Nu ser det ud til, at et flertal i byrådet arbejder for en løsning, hvor kommunen lægger pengene ud til kloakering til den enkelte kolonihave og til gengæld forhøjer den månedlige leje.

Borgmester Jacob Bundsgaard regner ifølge Århus Stiftstidende med, at det kan betyde lejestigninger på mellem 250 og 650 kr. pr. måned.

Men det er ikke gjort med det, påpeger Lars Spring, formand for Haveforeningen 1941. Dertil skal lægges udgifter til kloakledning inde på selve grunden, som kan løbe op i nærheden af 20.000 kr.

Dyrt at låne

»Som lejer er det svært for mange at låne pengene i banken, fordi man ikke kan stille sikkerhed i kolonihaven. Under alle omstændigheder vil det være til en meget høj rente på 10-12 pct. I forvejen har man måske optaget banklån, da man overtog haven. Derfor foreslår vi, at man får mulighed for at købe sin kolonihave i stedet,« siger Lars Spring.

Umiddelbart kan det lyde som en endnu dyrere løsning, når man også skal betale for grunden, men det vil give mulighed for optagelse af realkreditlån på 60 pct. af kolonihavens værdi til en langt lavere rente. I forvejen har de fleste betalt for at få indlagt el og vand til en værdi på 45.000 kr., som tæller med i værdisætningen.

Ifølge Lars Spring kan man få et fastforrentet lån på 70.000 kr. til grundkøb og kloakering for en månedlig ydelse på 310 kr.

»Haveforeningerne 1941, Søvang og Sølyst skal kloakeres som nogle af de første, og vi tilbyder at afprøve modellen med køb som et forsøg,« siger han.

På et møde i teknisk udvalg i går var der dog flertal for at indstille til byrådet, at Aarhus Kommune finansierer kloakeringen mod, at areallejen forhøjes. Derfor skal der indarbejdes anlægsudgifter i kommunens budget på ca. 15 mio. kr. om året de kommende ti år.

Venstres forslag

Den model arbejdede Henrik Vestergaard på vegne af Venstre for allerede under budgetforhandlingerne i efteråret, men da var der ikke flertal for det. Henrik Vestergaard er siden blevet løsgænger, men sidder stadig i teknisk udvalg og glæder sig over, at der nu tegner sig et flertal for hans forslag.

»Jeg har hele tiden ment, at kommunen som ejer af jorden betaler for kloakering og lægger udgiften oven på lejen på samme måde, som en boligforening ville gøre. Københavns Kommune arbejder med en 30 års anlægsafskrivning. Det kan jeg godt støtte,« siger han.