Blodbad på Bispetorvet

Lørdag morgen 5. maj kl. 04.00.

Per Larsen blev vækket ved fire-tiden af stafetten, der bragte ordre om, at han med sin gruppe skulle møde så hurtigt som muligt på Forældreskolen på Marselis Boulevard. Da gruppen efter en halv times tid var samlet og våbnene efterset, fik de besked på at møde på Handelsskolen ved Skt. Pauls Kirkeplads. Med sig havde gruppen et maskingevær.

Gruppen med Kaj Jensen, der var samlet på Hallsti, havde, efter at være kommet sig over chokket med Jyllands-Posten, ligeledes fået deres ordre i løbet af natten til lørdag.

Deres ordre gik ud på, to og to, at begive sig ned til en adresse i Volden. På vejen blev Kaj Jensen og hans kammerat beskudt fra Vesteralles kaserne. Klokken var på det tidspunkt fem om morgenen, og en kølig majregn gjorde gaderne blanke.

Gruppen endte til slut oppe ved Grønningen for enden af Teglværksgade. Her opgav de til en mand i et kældervindue, deres navn, alder, fødested og personlige kendetegn. Det sidste i tilfælde af, at de senere skulle blive dræbt, og en identifikation derfor ville blive nødvendig.

Efter denne registrering fik de i Brugsens gård på Vesterbro Torv ordre om at begive sig til Kommunehospitalet og der med lastvogne gøre sig klar til at hente våben rundt om i byen fra diverse lagre.

På vejen til hospitalet blev de provokeret af tyskerne, der havde til huse på Nørrebrogades Skole over for Vennelyst. Det var nervepirrende øjeblikke, da der fra skolen lød alarmsirener, og svært bevæbnede tyskere rykkede ud og gik i stilling.

Gruppen havde dog fået strenge instrukser om ikke at lade sig provokere, og den nåede da også helskindet op på Kommunehospitalet, hvor den blev modtaget af den kendte og nu afdøde professor Carl Krebs, der i dagens anledning havde lavet en sang, som han og hans sygeplejersker sang for de noget betuttede frihedskæmpere.

Nervøse tyskere

Familien Frølund, der boede Store Torv 14, var atter tilbage i lejligheden hos deres to børn på ni og seks år, efter at parret aftenen i forvejen havde fejret befrielsesbudskabet hos nogle venner i Klintegården.

Ægteparret havde om aftenen forsøgt at køre hjem, men var på Skovvejen blevet standset af to frihedskæmpere med armbind, der havde advaret dem mod at tage ind til byen så sent, da man ikke vidste, hvad tyskerne og Hipoerne ville foretage sig.

Begge var imidlertid cyklet tilbage til byen tidligt denne lørdag, og turen var da også forløbet uden dramatik, bortset fra en regn- og haglbyge, der drev hen over byen.

Tilbage i lejligheden besluttede Thomas Frølund sig til at hente morgenmad hos bager Emmery. På vejen derhen kom der en tysk marinesoldat gående imod ham med en tilsyneladende tung kuffert i hånden.

Fra Biografen for enden af Guldsmedgade dukkede der pludselig en lastbil op med ladet fuldt af frihedskæmpere. Bilen struttede af stålhjelme, armbind og geværpiber.

Den tyske marinesoldat kastede et blik over skulderen og fik øje på bilen med frihedskæmperne. Han stoppede op bukkede sig roligt ned og åbnede kufferten, fremdrog en stavhåndgranat, som han uden at afsikre holdt klar i hånden.

Lastvognen med modstandsfolkene kørte dog forbi, uden der tilsyneladende blev lagt mærke til den kampberedte tyske mariner. Da bilen atter var forsvundet, lagde soldaten roligt håndgranaten tilbage blandt tøjet i kufferten og genoptog sin afbrudte gang.

Selv tyskerne var usikre på, hvad 5. maj ville bringe i Århus. Utvivlsomt havde mange af dem hørt, hvad der året før var sket i Paris, da de allierede styrker nærmede sig. Den franske modstandsbevægelse, "La Resistance", havde 19. august 1944 angrebet de tyske forlægninger i den franske hovedstad og dræbt flere hundrede tyske soldater.

Allerede tideligt denne lørdag morgen var mange århusianere begyndt at komme ud på gaderne, Man ville være der, når Danmarks store befrier, den engelske general Montgomery, ankom i spidsen for sine tropper.

Alle forretninger og kontorer i Århus havde lukket denne lørdag.

Montgomery blev væk

Montgomery var imidlertid ikke på vej til Århus. Han havde netop fra sit hovedkvarter denne lørdag morgen sendt den tyske forhandlingsleder, general von Frideburg, videre til Reims, hvor den allierede øverstkommanderende, den amerikanske general Dwight D. Eisenhower, havde sit hovedkvarter. Endnu var man ikke enige om de endelige kapitulations-betingelser, og Eisenhower var irriteret over tyskernes trækken den endelige afgørelse i langdrag. Om dette skrev Eisenhower senere i sine erindringer:

"Vi blev klar over, at tyskerne ville vinde tid for at kunne bringe flest mulige af de tyske soldater, som endnu ikke var taget til fange, over bag vore linier. Jeg pålagde general Bedell Smith at sige til den tyske generalstabschef Jodl, at jeg med magt ville forhindre overgang af yderligere tyske flygtninge, hvis de ikke øjeblikkelig fra tysk side holdt op med deres påskud og forhalingstaktik. Jeg havde fået nok af hele tiden at blive holdt hen."

I Flensborg gik situationens alvor efterhånden op for storadmiral Dönitz, og resultatet blev, at general Albert Kesselring i Haar ved München kapitulerede med sin hærgruppe. I Holland overgav generaloberst Blaskowitz sig, og general Lindemann i Danmark fulgte hans eksempel.

Rigsføreren for det berygtede SS, Heinrich Himmler, befandt sig ligeledes i Flensborg, og hans situationsfornemmelse var fuldstændig forsvundet. Alt hvad han nu ville, betroede han sine medarbejdere, var at få en samtale med general Montgomery. Det var Himmlers plan i Slesvig-Holsten at opbygge en rekonstrueret uafhængig nationalsocialistisk regering, og derfra indlede forhandlinger med vestmagterne. Han var overbevist om, at de sammen skulle til at føre krig mod Stalin og kommunismen.

I Europas hjerte gjorde de amerikanske styrker holdt uden for Prag, Tjekkoslovakiets hovedstad, efter anmodning fra russerne.

I Prag svirrede der denne lørdag 5. maj rygter om, at amerikanerne snart ville komme.

Som det var tilfældet i Århus, strømmede indbyggerne ud på gaderne for at hilse befrierne velkomne. De tyske tropper, der endnu holdt byen besat, reagerede på dette med en alvorlig fejltagelse. Der blev udstedt ordre til at åbne ild mod enhver, der ikke straks forlod gaderne.

Befolkningen i Prag gik amok, og der udbrød opstand. Gestapos og SS' bygninger blev angrebet af ophidsede borgere.

"Basse"

Uvidende om disse dramatiske begivenheder væltede stadig flere og flere århusianere ud på gader og veje, hvor solen denne lørdag morgen begyndte at få mere magt.

Modstandsgrupperne samledes og begyndte at arbejde effektivt. På rådhuset blev der oprettet kommandocentral for byledelsen under oberstløjtnant Callisen, og i Koncertpalæet i Kannikegade ved siden af Aarhuus Stiftstidende opslog man en central, hvortil tyske håndlangere og stikkere skulle bringes ind til afhøring. Der blev arresteret efter et nøje udarbejdet kartotek.

På Bispetorvet var de første Røde Kors-busser allerede ankommet pyntet med Dannebrogsflag og nyudsprungne bøgeblade på kølerne - de skulle hente håndlangerne ind til afhøring. Ved siden af de hvide busser med de brede røde kors på siden og på taget stod chaufførerne og talte sammen om de forestående arrestationer.

Ikke langt fra Domkirken, nede på den fire år gamle Falckstatuen på Kystvejen, var Eduard Christiansen, der netop var fyldt 22 år, sammen med syv af sine kolleger begyndt på dagvagten. Eduard, der også blev kaldt "Basse", havde været hos Falck siden 1941, da stationen havde til huse i Nørrealle ved Teknisk Skole.

"Basse", der var født på Nørreport, havde flere gange under besættelsen bevist, at han havde nerverne i orden. Blandt andet under 4. juli-katastrofen i 1944, da et tysk ammunitionsskib sprang i luften under losning i Århus Havn. Eksplosionen kostede 33 mennesker livet. Ved den lejlighed var Eduard Christiansen uforfærdet gået ind i bygningerne ved l0-meter kajen for at hente sårede ud.

På vagt

Tidligt om morgenen havde der i Kannikegade været skærmydsler mellem tyske soldater og et bud fra Aarhuus Stiftstidende. Soldaterne havde taget opstilling uden for bladhuset, og deres tilstedeværelse skabte usikkerhed, og da de endvidere skød mod et af bladets bude, der var på vej ud i byen i en taxa, og samtidigt forsøgte at trænge ind selve huset, så bevirkede det, at "Stiften" udkom med et par timers forsinkelse.

Klokken nærmede sig otte, og fra modstandsfolkenes kvarter i Koncertpalæet var man allerede i gang med at forberede de første arrestationer.

Der var stillet bevæbnede vagter ud ved Clemens Stræde, ved Teatercafeen og på hjørnet af Store Torv og Skt. Clemens Torv.

Carl Otto Larsen, 25-årig nybagt handelsstudent og tillige gruppefører i modstandsbevægelsens 2. kolonne, havde kommandoen over det første vagthold på 30-40 mand omkring Koncertpalæet.

Carl Otto, der stammede fra Sønderjylland, tilhørte de såkaldte militærgrupper eller A1-grupper, som de også blev kaldt.

Folkene var bevæbnede med engelske stenguns og US-karabiner, og selv havde Carl Otto en stengun.

Vagterne var alle en smule nervøse, da ingen på dette tidlige tidspunkt lørdag morgen anede, om tyskerne eller Hipoerne kunne finde på at angribe centralen i Koncertpalæet.

Udstyret med hjelm og frihedskæmper-armbind havde Carl Otto forsøgt at få de mange mennesker til at forlade Bispetorvet Clemens Torv, da han var klar over, at et skyderi mellem alle disse civile ville være ensbetydende med et blodbad.

Nogle af de nysgerrige fulgte hans opfordring, men de fleste tog ingen notits af den, og der syntes ydermere stadig at komme flere til, der beundrende stod og iagttog frihedskæmperne og deres arbejde.

Tyskerne kommer

Klokken nærmede sig nu ni, og kirkeklokkernes glade ringen havde varet siden klokken otte. På Handelsskolen ved Paulskirken fik Per Larsen ordre til at møde i Koncetpalæet. Kun han selv og hans maskingeværskytte skulle komme.

Han begav sig af sted sammen med skytten, men valgte i stedet for den befærdede Søndergade, ruten gennem Ny Banegårdsgade og Fredensgade, hvor der var forholdsvis få mennesker.

Gruppen med Kaj Jensen, der ventede på Kommunehospitalet, fik ordre til at hente våben og granater et sted på Frederiksbjerg og bringe det til hospitalet.

I Høegh Guldbergsgade stod den dengang l0-årige Evelyn Mitze og hendes mor på gaden lige over for kasernen.

Aftenen i forvejen var alle beboerne stormet ud på gaden og havde danset rundt af glæde, efter at BBC havde bragt det glædelige frihedsbudskab. Fra den tyskbesatte kaserne kom enkelte soldater over til de dansende og tog del i festlighederne. De var åbenbart også glade for, at krigen nu var slut.

Det kom derfor nu som noget af en overraskelse, da Evelyn og hendes mor så kaserneporten gå op og 15-16 tyske soldater med en officer i spidsen komme ud og gå i enkeltkolonne ned ad Høegh Guldbergsgade mod Nørreport. Evelyn og hendes mor fulgte nysgerrige efter.

Ved Nørreport svingede den tyske deling til højre ad Nørregade, og forbipasserende undrede sig over den svært bevæbnede gruppe.

I Borgergade, hvor soldaterne svingede ind, stod Torben Andersen atter på balkonen. Han så overrasket efter delingen og følte sig urolig. Soldaterne var i feltgrå uniformer og bar stålhjelme uden afdelingstegn. Nogle havde de kendte langskaftede militærstøvler, "raflebægre", på, mens andre var iført kortskaftede støvler med gamacher. Alle, bemærkede Torben Andersen, var svært bevæbnede med maskinpistoler, karabiner og håndgranater. En enkelt af dem bar endog en pansernæve i bæltet. Det var alle ganske unge soldater på 17 eller 18 år. Deres sømbeslåede støvler gav genlyd fra husmurene.

Morgenkaffe

Per Larsen og hans maskingeværskytte kom ind i Koncertpalæet fra indgangen ved Åboulevarden, og her var de første busser allerede ankommet med de første arrestanter, der med tøjet i uorden og hænderne over hovedet blev ført ind til afhøring.

Per blev instrueret - han skulle afløse Carl Otto Larsen på dennes post på hjørnet af Skt. Clemens Torv og Store Torv kl. 10.00. Der var lige akkurat tid til en kop kaffe inde hos konditor Marie Christensen ved siden af. På vej hen til konditoriet kunne Per ikke undgå at lægge mærke til den forvirring og sammenblanding af grupperne, der tilsyneladende fandt sted. Han spekulerede imidlertid ikke længere over dette, da hans egne ordre var klare og tydelige.

Klokken nærmede sig nu 9.30, og nede på hjørnet ved Århus og Omegns Sank, det der i dag hedder Privatbanken, tog Erna Elgård og hendes 17-årige nevø, begge klædt i hvide lange frakker, opstilling i bankens indgang ud mod Skt. Clemens Torv. Denne indgang var hævet en anelse over gadeniveau, og udsynet derfor bedre.

Der stod i forvejen en fem-seks andre personer i indgangen, hvoraf Erna Elgård genkendte pastorinde Boeck, der stod sammen med sin selskabsdame. Den 61-årige pastorinde virkede statelig i sit mørke tøj med den elegante sorte hat.

Skråt over for bankens indgang ved Domkirken stod ægteparret Laursen og kikkede på frihedskæmperne. Han var 39 år, hun tre år ældre. I en årrække havde hun nu lidt af polio og haft besvær med at bevæge sig rundt.

På det rækværk af jern, der løb rundt om hjørnet ved Århus og Omegns Bank sad maskinmester Robert Mirlands to piger og dinglede med benene. De nød begge de mange glade mennesker og travlheden omkring sig. De fornemmede, at dette var en ganske særlig dag.

På hjørnet af Kannikegade og Skt. Clemens Torv ved tobaksforretningen havde Carl Otto netop kontrolleret posterne.

Her stod den 23-årige Iwar Lund Olesen på post, og skråt over for ham, på hjørnet ved Clemens Stræde, lå en anden frihedskæmper i en lyskasse. Et glimrende skjul hvis noget uventet skulle ske.

Fra vinduerne i lejligheden på Store Torv 14 på tredje sal stod familien Frølund efter morgenmaden og betragtede de mange mennesker på gaden. Det hele var et mylder af cykler, barnevogne, Dannebrogsflag og hist og her en personbil eller lastvogn spækket med frihedskæmpere, der stod på trinbrættet eller på kofangeren klædt i kedeldragter eller regnfrakker.

Så fik familien øje på den svært bevæbnede tyske deling, der i enkeltkolonne kom marcherende over Store Torv fra Lille Torv med retning mod Skt. Clemens Torv og de danske poster. Officeren gik i spidsen med lange bestemte skridt og maskinpistolen i anslag.

De øvrige tyske soldater bar våbnene langs siden, et par stykker havde dem over skulderne. Fru Frølund lagde mærke til, at den bagerste soldat trak med en cykel, der foran var forsynet med en hvidmalet kasse.

Fotograf Victor Watt Petersen, der dengang havde "Ikon-foto" i Hasle, havde en halv times tid før af en kirkebetjent fået lov til at gå op i Domkirkens klokketårn, hvorfra han havde et godt overblik. Også han så den tyske patrulje svinge ind på Store Torv. Han begyndte at fotografere.

Konfrontation

Patruljen nåede hjørnet til Skt. Clemens Torv og tilskuernes snakken og mumlen stoppede brat, og de holdt vejret. Hvad ville der nu ske?

En følelse af fryd brusede gennem dem, da de så en frihedskæmper resolut gå frem, hæve sin karabin og spærre tyskerne vejen. Nu var det os danskere, der bestemte. Lige før fodgængerovergangen gjorde den tyske officer holdt, betragtede koldt frihedskæmperen, og flåede pludselig med en hurtig håndbevægelse karabinen fra ham med venstre hånd, og med højre slog han ham i ansigtet - det gode velprøvede chokmiddel.

Tilskuerne anede fare, og hviskende lød det: "Pas på! Nu bliver der ballade." Folk forsvandt så hurtigt som muligt ind i opgange og ned i kældre, og snart var der næsten kun tyskere og frihedskæmpere tilbage på torvet.

De tyske soldater på hjørnet blev også urolige over udviklingen få meter fra dem, og nogle begyndte at hæve deres våben. Den bagerste soldat smed cyklen med den hvide kasse fra sig og greb efter sin karabin. Et par stykker af dem søgte langsomt over mod stenrækværket, der løb hele vejen rundt om Bispetorvet. Det var erfarne soldater trods deres unge alder, og de vidste nøjagtigt, hvad de skulle gøre i en sådan situation: De spredte sig.

Carl Otto, der var på vej ned mod banken efter sin runde til posterne, så pludselig menneskemængden sprede sig. Så gik situationens alvor op for ham, da han så den tyske officer, der nu havde givet den konfiskerede riffel til soldaten bag sig.

Hvordan situationen nu udviklede sig, fortæller Carl Otto Larsen:

"Jeg går hen til den tyske officer, vistnok en oberleutnant, (premiereløjtnant), stiller mig ved siden af min makker og begynder at forklare tyskeren, at han ikke kan komme op ad Søndergade med sin deling, da gaden er spærret af. Mens jeg taler med ham, bevæger en af de tyske infanterister sig om i ryggen på os, og han tager opstilling i fodgængerovergangen og dækker os med sin karabin. Soldaterne er alle almindelige wehrmacht-soldater. Den tyske officer siger, at han har bestemte ordre til at gå op ad Søndergade, og at han ikke vil lade sig provokere på denne her måde. Under denne samtale forsøger en af de andre tyske soldater at tage min stengun fra mig, men jeg holder godt fast og siger bestemt på tysk: "Nej. Den får du ikke! Men jeg går nu tilbage på min plads og giver ordre til, at der ikke må skydes. Så får I lov til at passere gaden." Jeg tilføjer så noget om, at nu da krigen er forbi, er det meningsløst at begynde at skyde på hinanden. Dette giver officeren mig ret i, og han accepterer mit forslag, idet han tilføjer: "Bare der ikke bliver skudt, så gør vi det heller ikke."

Det første skud

Carl Otto Larsen fortæller videre om de skæbnesvangre minutter:

"Jeg trækker mig derefter tilbage til bankens indgang, hvor der i forvejen står en del civile, og jeg undrer mig i forbifarten over, hvorfor de ikke er stukket af. Selv er jeg kun ude på én ting. At få de tyske soldater væk fra Clemens Torv så hurtigt som muligt, så vi kan undgå skyderi.

De tre forreste tyskere er imidlertid næsten nået op til hjørnet ved cigarforretningen, hvor Iwar Lund står, da der pludselig brager et skud over det stille torv, hvor al aktivitet er frosset under de sidste minutters spænding. Jeg ser Iwar Lund synke sammen, men kan i dag ikke sige, hvor dette fatale skud kom fra. Dengang mente jeg, at det kom fra Mejlgade, men det kan ikke passe, for et skud derfra kan ikke ramme Iwar på hjørnet af Kannikegade og Skt. Clemens Torv.

Et brøkdel af et sekund stivner al liv på torvet - så pludselig begynder samtlige modstandsfolk at drøne løs, hvorefter tyskerne falder ned og besvarer ilden. En eller anden bag mig råber advarende, at to af tyskerne har søgt dækning ved den lille kiosk i muren, hvorfra de sigter direkte mod mig.

Jeg falder lynhurtigt ned og begynder at skyde. I den første salve rammer jeg officeren i nakken og dræber ham på stedet, mens en anden bliver ramt i maven, så hans smertensskrig runger ud over torvet. I det samme smælder en salve ind i indgangen, hvor vi står og kryber sammen. Jeg får splinter fra murværket over det ene øje, og blodet begynder at blinde mig, Jeg bøjer mig frem for at tørre blodet væk, taber i det samme stålhjelmen og bliver derefter ramt at tre skud i hovedet, hvoraf de to er strejfskud og det tredje er en opspringer, der laver et hul uden at gå igennem. Desuden træffes jeg i den ene overarm.

Jeg er nu ukampdygtig, men stadig ved fuld bevidsthed. Jeg ser tyskerne mave sig langs kantstenen op til det indhak, hvor der i dag står en pølsevogn. Der på hjørnet bygger de et maskingevær op. To af dem er imidlertid enten dræbt eller sårede af min mand i lyskassen ved Clemens Stræde, for de ligger livløse på gaden."

Ramt i ryggen

I indgangen til banken bag den sårede Carl Otto, hvor kuglerne slog ind, lå dræbte og sårede mellem hinanden. Den anden frihedskæmper, der stod bag Carl Otto Larsen, da skyderiet begyndte, var ramt.

Pastorinde Boeck blev ramt af et strejfskud i maven og et i hovedet. Desuden brækkede hun hånden. Sårene var i sig selv ikke livsfarlige, men hun døde dagen efter hospitalet, da der stødte en blodprop til som følge af chokket.

Erna Elgård og hendes nevø stod stadig oprejst. Nevøen var ikke ramt, men Erna følte det, som om hun fik et slag i ryggen. Dette fortalte hun nevøen, men han sagde, at det ikke kunne passe, da hun jo, lige som han, havde stået med front mod tyskerne. Alligevel kikkede han efter, og fandt ganske rigtigt et hul i hendes hvide frakke i ryggen. Det viste sig, at kuglen havde ramt muren ved siden af hende, var sprunget videre og havde boret sig ind mellem hendes to nederste ribben.

Hr. og fru Laursen, der stod på den anden side af vejen, ovre på hjørnet ved Domkirken, havde kastet sig ned, da kuglerne begyndte at flyve. Han råbte skrækslagen til hende, at hun skulle se at komme væk. Hun, der var handicappet af polio, råbte tilbage, at han selv skulle søge dækning og ikke tænke på hende.

Næppe havde hun sagt dette, før projektilerne slog ned omkring dem. Hendes mand blev ramt af en maskinpistolbyge i ryggen og var dræbt på stedet, Selv blev fru Laursen truffet af to skud i den ene lunge, mens andre kugler flåede gennem hendes kjole uden dog at såre hende yderligere.

Forsøgte at standse skydningen

I lejligheden hos Frølunds hørte familien de første maskinpistolsalver fra Bispetorvet, og på et øjeblik var også Store Torv som blæst for mennesker. Tilbage stod kun tomme barnevogne og væltede cykler.

Ud for Hotel Royals fortovsrestaurant fik Fru Frølund øje på en tysk marineofficer med den karakteristiske hvide kasket. Da skyderiet begyndte, stoppede han lamslået op, hvorefter han som grebet af en pludselig indskydelse begyndte at løbe over mod bankens hjørne fægtende med armene.

Han standsede imidlertid pludselig op, som var han løbet mod en usynlig mur og sank sammen uden en lyd, mens hans hvide kasket trillede ensom ned i den våde rendesten.

I det samme slog en vildfaren kugle klirrende gennem en af ruderne i Frølunds lejlighed og dryssede glasskår på gulvtæppet. Familien trak sig derefter tilbage i sikkerhed i stuen.

Nogle af de tyske soldater havde, da skyderiet begyndte, forsøgt at komme i dækning i Domkirken, men da det ikke lykkedes, forskansede de sig på hjørnet ved Hotel Royal.

Fem af tyskerne i patruljen havde imidlertid søgt dækning i Århus og Omegns Banks bygning, i indgangen ud mod Store Torv. Her kom de i selskab med andre, der også havde søgt dækning her.

En af danskerne, Erik Steensskov, i dag pensioneret togfører, fortæller:

"Jeg havnede i bankens indgang sammen med de her fem tyskere, der var slemt nervøse. Særlig lederen var ophidset, og han blev ved med at sige, at de ikke ville lade sig provokere på den måde. Nogle af soldaterne åbnede de matterede ruder ud mod Bispetorvet og skød over mod Koncertpalæet, hvorfra der blev skudt helt vildt."

Erik Steensskov besluttede, at han ville forsøge at nå over til Koncertpalæet for at søge at få stoppet den meningsløse kamp. En kamp, som det var hans opfattelse, heller ikke tyskerne var begejstrede for.

Ude på gaden løb over mod kiosken i muren, da der kom en pause i skyderiet. Ved den første bunker han skulle passere på Bispetorvet, stak en nysgerrig civilist hovedet op og blev i det samme ramt af en kugle i hovedet. Erik Steensskov valgte efter den oplevelse at blive i bunkerens indgang. Han slap senere bort sammen med den dødeligt sårede, da ambulancerne begyndte at komme efter en halv times tid.

Oppe i kirketårnet, hvor Victor Watt Petersen havde haft travlt med at fotografere, hørte han kraftig banken på kirken hovedindgang. Det var sikkert de førnævnte tyskere, der forsøgte at komme ind i Domkirken. Watt Petersen fjernede hurtigt filmen fra kameraet, da han troede, det var tyskerne, og at filmen så ville blive beslaglagt.

Han skjulte filmen bag en af bjælkerne i klokkerummet, hvorfra han havde fotograferet, og et par dage senere vendte han tilbage og fandt filmen, hvor de stadig lå uforstyrret bag bjælken.

Panik i Koncertpalæet

Per Larsen, der sammen med sin skytte stille og afslappet havde siddet og nydt morgenkaffe hos konditor Marie Christensen, var ved at tabe koppen, da lyden af de første skud nåede dem. Begge lod de kaffe være kaffe, og løb hen til Koncertpalæet, hvor den første panik var ved at lægge sig, efter at en eller anden havde råbt: "Tyskerne kommer!" Alle derinde havde kastet sig ned i den fjerneste ende af rummet, da de troede, at tyskerne stod lige udenfor.

Per fik ordre til at søge opad i bygningen, og der finde et egnet skydestade. På en balkon forsøgte et par andre modstandsfolk at finde ildstillinger, men de blev drevet tilbage af tyskernes ild fra Århus og Omegns Bank.

Sammen med et par andre nåede Per og hans skytte op på taget, hvor de slog hul i tagstenene for at få plads til geværerne:

"Vi kunne ikke se," fortæller Per Larsen, "hvad der foregik nede på selve torvet, så vi observerede rundt på tagene. På det tidspunkt blev der skudt livligt nede på gaden, og kommandoråbene gjaldede. Jeg fik senere øje på mundingsild fra en bygning ovre bag Århus Katedralskole. Vi skød et par salver derover, og siden så vi intet derfra."

Paul Sørensen, der i dag er ansat ved Jydsk Telefon, befandt sig på taget sammen med Per Larsen, og han fortæller, at han så en mand forsvinde gennem et tagvindue ved Katedralskolen.

Mens gruppen således stod og holdt øje med de omkringliggende tage, smældede pludselig en række projektiler ind i tagstenen 20-30 centimeter over hovederne på dem, så rødt teglstøv dryssede ned i nakken på dem. Per Larsen tilføjer, at der blev skudt livligt inde fra Aarhuus Stiftstidendes bygning ved siden af.

Dræbt af håndgranat

Nede på Bispetorvet besluttede to frihedskæmpere fra vagtholdet sig til at forsøge at komme nærmere til tyskerne henne ved Clemens Torv og banken. De to, begge fra Carl Ottos gruppe, løb over mod den lille kiosk i muren. Foroverbøjet nåede de frem, da en af tyskerne på den anden side kastede en håndgranat ned mod dem. Den ene, Børge Aaby Jensen, blev ramt af splinter i hovedet og døde kort efter. Den anden, Erik Lassen, blev såret i det ene lår.

Kuglerne fløj endnu tæt, da de første ambulancer ankom til Bispetorvet.

"Basse" kørte den formiddag i alt tre ture mellem hospitalet og Bispetorvet, og han fortæller, at det, der gjorde størst indtryk på ham var, da han hentede en af de sårede, og samtidig hilste på en frihedskæmperven. Senere, da han efter den sidste tur kom tilbage til hospitalet, så han denne ven blive bragt ind af en anden ambulance, dræbt.

Ellers spekulerede "Basse" ikke så meget på den fare, han og de øvrige Falck- og Zonefolk udsatte sig selv for.

"Det var blot et arbejde, der skulle gøres," forklarer han i dag.

"Måske regnede vi inderst inde med, at tyskerne ikke ville skyde på en ambulance, Vi hentede jo også danskere og tyskere mellem hinanden uden at tage hensyn til nationalitet. Så vidt jeg husker, var det mig, der hentede pastorinde Boeck ved bankens indgang."

Ingen af de modige ambulancefolk blev såret under deres indsats den lørdag formiddag på Bispetorvet.

Fru Laursen, der lå hårdt såret at to skud i lungen ud for Domkirken, vinkede fortvivlet med armene. To unge piger, Rigmor Steffensen, dengang Jydsk Telefon og Irma Ulla Bartells, sygeplejeelev på Ortopædisk Hospital, fik øje på den sårede kvinde, og sammen med en overbetjent Aabo trodsede de kugleregnen, og på en stige bragte de den sårede i sikkerhed.

Tysker mod tysker

Robert Mirland, der sammen med sine to piger havde stået på hjørnet ved banken, flygtede hen i Løve-apotekets port på Store Torv sammen med sine to piger og flere andre civile. Han fortæller:

"Vi nåede ned i en kælder og kunne se op i lyset. Foran os i kælderhalsen lå to tyske marinesoldater og skød over mod hjørnet ved Royal. Jeg var naturligvis nysgerrig og forsøgte at se, hvad de skød efter. Min forbavselse var stor, da jeg kunne se tyske stålhjelme derovre. Jeg spurgte marinerne, hvorfor de skød på deres egne landsmænd. Begge bandede og svovlede de, og mumlede noget om, at de andre var forbandede nazister, der endnu ikke havde fundet ud af, at krigen nu var forbi. Jeg trak mig derefter tilbage i kælderen igen, da en fanatisk ung dansk pige kravlede forbi mig op til de to skydende marinere og forsøgte at få lov til at låne deres geværer. Hun ville også være med til at skyde nogle tyskere. Det lykkedes hende dog ikke, mens jeg var der. Da skyderiet havde stået på et stykke tid, kom jeg sammen med mine to piger gennem apotekets gård ud i Clemens Stræde, hvor der netop på det tidspunkt ankom to busser med 30-40 frihedskæmpere."

På dette tidspunkt må tyskerne på hjørnet ved cigarhandleren have trukket sig tilbage, for de frihedskæmpere, der ankom med disse busser, kunne løbe over Clemens Torv og gå i stilling langs den leve sandstensmur, der omkranser Bispetorvet. Det er sikkert også ankomsten af disse mænd, der senere gav anledning til rygter om en storm på politistationen i Mejlgade, som dog ikke fandt sted.

Tilfældets høst

Gruppen, som Kaj Jensen tilhørte, var blevet sendt ud til Frederiksbjerg efter våben og ammunition. De kom i dette øjeblik kørende intetanende ned gennem Søndergade med retning mod Domkirken. Bilen var proppet med frihedskæmpere og ammunition.

Kaj Jensen, der stod på ladet, undrede sig over, at der ikke var mennesker på gaden, for tilsyneladende blev der ikke skudt. De kørte over Clemensbro, og pludselig fik Kaj Jensen øje på en "spejderdreng", der lå ud for bankens indgang. Dette har sikkert været Carl Otto Larsen, der på det tidspunkt endnu ikke var blevet hentet af ambulancerne.

Kaj Jensen fortæller om de følgende begivenheder på lastbilen:

"Jeg får øje på den der spejder og bliver med det samme klar over, at der er noget rivende galt her. Det samme bliver vor chauffør, for han træder på speederen samtidig med, at vi gør vort maskingevær klar, der er monteret på førerhusets tag.

I det øjeblik vi runder hjørnet ved Hotel Royal og kører mod Lille Torv, bliver der skudt på os. Kuglerne kommer enten fra Royals hjørne eller henne fra politistationen i Mejlgade. Vi smider os helt ned på ladet og skytten fyrer en salve af, der smadrer en række ruder i hotellets facade og desuden, han må jo have fået geværet drejet forkert, også rammer kirkens tårn. Jeg ser i hvert fald en række røde skyer blomstre op deroppe.

Nogle af projektilerne klipper også luftledningerne til sporvognene over. Da det sker, kommer jeg til at se på den mand, der ligger ved siden af mig. Blodet vælter ud af hans jakke. Han hedder Peter Lauritz Hansen, er 24 år og fra Vejle-kanten. Han er dræbt på stedet, da kuglen er gået ind lige under hjertet og har slået hul på den store pulsåre der.

Vi fortsætter imidlertid via Lille Torv til Guldsmedgade, og ved "Fiskehallen" i Nørregade møder vi en ambulance, som vi stopper, hvorefter de får Peter med op på hospitalet.

Vor lastvogn er blevet ramt af flere kugler, men heldigvis har ingen af dem ramt noget af den ammunition, vi kører med."

Kampen standses

På Bispetorvet blev der på et tidspunkt åbnet ild i flanken på de modstandsfolk, der havde søgt dækning bag stenmuren foran Århus Teater. Ilden kom fra de små bunkers, der var bygget ved politistationen og Gestapo-hovedkvarteret i Mejlgade.

To af frihedskæmperne arbejdede sig hen for enden af muren, og derfra fordrev de med præcisionsild de personer, der skød derfra.

Efterhånden var der gået bud til byledelsen i Rådhuset, at der blev skudt livligt på Bispetorvet. Kaptajn Kirchheiner blev sendt til Koncertpalæet for at få opklaret, hvad der foregik.

Da Kirchheiner vendte tilbage med melding om, hvad der foregik på Bispetorvet, begav bykommandanten, oberstløjtnant Callisen, sig sammen med Kirchheiner og N. Mikkelsen til Koncertpalæet, hvor kriminalassistent N. Laursen fik ordre om at afvise ethvert tysk angreb.

Callisen begav sig derefter til den tyske bykommandant i Østergade, Käpitan zur Zee, von Bonin, og opfordrede ham til at få skydningen standset.

Von Bonin tvivlede dog på, at det ville være ham muligt, men efter kraftig opfordring begav han sig sammen med Callisen og en tysk hauptman (kaptajn) ned på torvet, hvor skydningen standsede, da de tre mænd viste sig.

Derefter fulgtes von Bonin og Callisen rundt til de tyske soldater og gav dem ordre om ikke at skyde på de danske frihedskæmpere, med mindre tyskerne selv blev beskudt.

De tyske vagter var ophidsede, og nogle var indstillet på at skyde, når de så en bevæbnet dansker, beretter Callisen. De blev dog beroliget, og det kom ikke til mere skyderi på Bispetorvet og Clemens Torv. Da var klokken omkring 12.00 lørdag 5. maj 1945.

Da tabene et par dage efter kunne gøres op, viste det sig, at skyderiet havde kostet syv frihedskæmpere livet, mens l0 civile var blevet dræbt. Der var desuden 35 sårede frihedskæmpere og civile. Af en eller anden grund, måske ligegyldighed, blev de tyske tab ikke opgjort.

Hvem begyndte egentligt skyderiet, og kunne det være undgået?

Disse spørgsmål vil vi forsøge at kaste mere lys over i den sidste artikel i denne serie.

Læs den her

ingvard.grann@jp.dk