Fortsæt til indhold
Tennis

Tine Scheuer-Larsen: Caroline Wozniacki er i mental topform

Tine Scheuer-Larsen mener, at Caroline Wozniacki er i topform – både mentalt og fysisk.

»Det var meget målrettet, taktikken var i orden, hun var velforberedt og spildte ikke kræfter. Det var som det skulle være.«

Tine Scheuer-Larsen – tenniskommentator for TV3 Sport – er imponeret over Caroline Wozniackis sejr over Sara Errani i kvartfinalen ved US Open.

»For mig at se er hun i topform lige nu - også rent mentalt. Der skal meget til at forstyrre hende, og det kunne man også se mod Errani og til dels også mod Sharapova. Hun tog nogle beslutninger, og så gjorde hun det. Hun fik tingene til at ske, hun ventede ikke på noget, og jeg synes, at det er fremtidens tennis for hende. Det kommer til at kikse en gang imellem, men skidt med det, det gør det for alle,« siger Tine Scheuer-Larsen.

Hun hæfter sig specielt ved, at Caroline Wozniacki slog 26 vindere.

»Det er mange vindere at slå mod en, der plejer at kunne løbe det meste op, og 26 er også mange for Caroline. De spillede 83 bolde, og Caroline slog 26 vindere,« siger Tine Scheuer-Larsen.

De seneste par år har Caroline Wozniacki forsøgt sig med flere forskellige trænere, som alle har villet bringe en mere offensiv spillestil ind i hendes spil.

Nu er hun så tilbage til at bruge sin far Piotr Wozniacki, men det betyder ikke, at hun også er tilbage ved at bruge den spillestil, som hun var kendt for, dengang hun lå nummer et på verdensranglisten.

»Piotr har gjort et kanon godt stykke arbejde, og han har helt klart en stor del af æren. Hun har fundet en god balance, og hun er mere offensiv, end hun var tidligere. Hun er bedre til at komme i position til andenboldene, hun returnerer bedre, hun tager initiativ, hun kan dikterer spillet bedre tidligere i pointet og det samtidigt med, at hun bevæger sig bedre end nogensinde,« siger Tine Scheuer-Larsen.

I semifinalen skal Caroline Wozniacki møde kineseren Peng Shuai. Kampen spilles fredag aften, og jyllands-posten.dk liveblogger fra opgøret.