Fortsæt til indhold
Tennis

Wozniacki udraderede Sara Errani og er klar til semifinalen ved US Open 2014

Caroline Wozniacki ydmygede sin italienske modstander med et æg og er nu blandt de sidste fire ved US Open.

Los Angeles

En særdeles velspillende Caroline Wozniacki er klar til semifinalen ved US Open i New York efter en sejr over den 13. seedede italiener Sara Errani.

Caroline Wozniacki i sekunderne efter kampens sidste duel. I semifinalen venter nu verdens nummer 39 Peng Shuai fra Kina.

Den tidligere danske verdensetter sejrede natten til onsdag dansk tid uden problemer - med cifrene 6-0, 6-1 - efter blot en time og fire minutters spil på Arthur Ashe Stadium i Flushing Meadows–Corona Park i New York-bydelen Queens.

Der var aldrig spænding om resultatet.

Wozniacki brød sin modstanders allerførste serveparti, og efter blot 12 minutter stod det 3-0 til Wozniacki, som ikke havde problemer med sin egen serv.

Den 24-årige dansker brød også italieneres andet og tredje serveparti, og det udløste et hurtigt æg til Errani, som tabte første sæt efter blot 29 minutters spil.

Wozniacki serverede markant hårdere end sin blot 164 centimeter høje modstander og udspillede italieneren med selvtillid og aldeles aggressivt kontraspil.

Errani var hurtig og let på fødderne, men hun kunne slet ikke hamle op med Wozniackis ærgerrighed, der blev tøjlet med koncentreret disciplin og præcision med den stærke baghånd.

Den 27-årige Errani fra Bologna i det centrale Italien kom bedre fra start andet sæt, hvor hun startede med at bryde danskerens første serveparti. Men det var noget af det eneste markante hun leverede i den kamp.

Italieneren blev nemlig straks brudt tilbage, og Wozniacki formåede køligt at holde bolden på banen, hvis duellerne blev lange.

Det blev de dog sjældent.

Ret ofte pressede Wozniacki sig nemlig aggressivt frem til at vinde boldene på herligt offensivt spil tæt på nettet.

Hun stod af samme grund noteret for hele 25 såkaldte vinderslag ved stillingen 5-1 i andet sæt.

Hård vind udfordrede undervejs duellanterne og de øvrige tilstedeværende.

Plasticposer blæste ind på banen, og boldhenternes håndklæder måtte tapes fast til jorden, mens spillerne primært havde deres hyr med at kaste bolden lige op i luften, når der skulle serves.

Sara Errani var generet af vinden, servede for svagt og kunne intet stille op mod Caroline Wozniacki i nattens kvartfinalekamp.

De uberegnelige vindstød så imidlertid ud til at genere den 13. seedede italiener mest. Hun måtte flere gange afbryde sit forsøg på at serve og starte forfra. Og når hun endelig fyrede højrehånden af, var der slet ikke kraft nok i førsteserverne til at sætte sig i respekt og presse den 24-årige dansker.

I kampens sidste duel slog italieneren en returnering i nettet, og så var det hele overstået efter blot lidt over 60 minutter.

Wozniacki fejrede øjeblikket ved at slå en bold ud til publikum og blev fejret til tonerne af Neil Diamonds "Sweet Caroline", som kort bragede ud af højtalerne.

"Det var svært med vinden derude i dag. Men jeg blev ved at spille aggressivt og det betalte sig," sagde en storsmilende Wozniacki ved det obligatoriske sejrsinterview i arenaen.

Caroline Wozniacki og Sara Errani havde mødt hinanden to gange før. Første gang i 2008, hvor Errani vandt i to sæt - og senere i 2010, da Wozniacki vandt i to sæt - begge kampe på hårdt underlag ligesom ved US Open.

Boldpigerne kom på overarbejde under kampen, da plasticposer og håndklæder blæste rundt på Arthur Ashe Stadium.

I semifinalen venter nu verdens nummer 39, Peng Shuai, som for første gang i karrieren er blandt de sidste fire i single i en grand slam-turnering.

Den ikke-seedede kineser sikrede sig en semifinaleplads, da hun i kvartfinalen tirsdag besejrede den blot 17-årige Belinda Bencic fra Schweiz med de stensikre cifre 6-2, 6-1.

Wozniacki ligger nummer 11 (10. seedet i denne turnering) på verdensranglisten og er dermed favorit til at nå finalen.

I 2009 nåede hun ved netop US Open frem til sin hidtil eneste Grand Slam-finale. Dengang tabte hun imidlertid i to sæt til Kim Clijsters fra Belgien.

I 2011 blev hun blæst ud af banen i semifinalen mod Serena Williams, som hun kan komme til at møde igen, hvis de begge når finalen.

Kan Caroline Wozniacki gå hele vejen i dette års US Open? Hvad tror du?