Velkommen tilbage, Wozniacki – jeg håber, at du er klar til din hidtil hårdeste kamp
Med beslutningen om at gøre comeback har Caroline Wozniacki overrasket alle, og udviklingen herfra bliver mildt sagt interessant at følge.
Jeg husker naturligvis langt fra alle mine artikler fra mere end 20 år som sportsjournalist.
Nyheden om Caroline Wozniackis comeback fik mig dog uvægerligt til at tænke tilbage på den klumme, som jeg skrev i forbindelse med hendes karrierestop i januar 2020.
Under overskriften »Det var så det, Wozniacki – jeg håber aldrig at se dig igen« udnævnte jeg hende til Danmarks største idrætspersonlighed gennem tiden, men frabad mig altså også et gensyn – i hvert fald på tennisbanen.