Fortsæt til indhold
Håndbold

Hans Lindberg overvejer fremtiden

Det kommende EM er ikke i tankerne for håndboldspilleren Hans Lindberg, der ikke har fået løn i tyske HSV Handball i snart tre måneder.

Kenneth Thygesen

Der er under en uge til det danske herrelandshold begynder forberedelserne til EM i Polen med en træningslejr i Brøndby, men for en af holdets stjerner er det kommende mesterskab på ingen måde i tankerne endnu.

Fløjspilleren Hans Lindberg er sammen med sine danske klubkammerater Casper U. Mortensen og Allan Damgaard fanget i et økonomisk kaos i sin tyske klub HSV Handball, der i den forgangne uge indgav en konkursbegæring i retten i Hamborg. Spillerne ved ikke, hvad der skal ske, eller om klubben bliver reddet eller ej.

»Situationen i Hamborg fylder alt for mig lige nu. Jeg har ikke tænkt på landsholdet overhovedet, men det bliver nok fint at få hovedet lidt væk herfra,« siger Hans Lindberg.

Frustrerende

For et par uger siden fik HSV-spillerne beskeden om, at de er frit stillet til at kunne skifte klub som følge af to måneder uden løn. En »frustrerende situation« for danskerne og ikke mindst for Hans Lindberg, der har været en profil på holdet i ni år.

»Jeg havde måske en idé om, at jeg skulle spille i HSV i resten af min karriere. Nu har vi ikke fået løn i snart tre måneder, og jeg har nogle andre sportslige målsætninger, så derfor er min familie og jeg nødt til at gøre os tanker om, hvordan og hvorledes fremtiden skal se ud. Vi er nødt til at forberede os på alle scenarier. Men det hele er meget uvist,« siger Hans Lindberg, der ikke ønsker at kommentere på, hvorvidt han er i dialog med andre klubber.

»Det taler jeg om med min spilleragent,« siger han.

Den 34-årige landsholdsspiller erkender, at det økonomiske kaos i den tidligere storklub påvirker ham og familien meget, og at han ikke bare kan lægge det til side og spille håndbold.

Fem sejre i træk

Det gør de ellers godt, spillerne i de blå HSV-trøjer, der inden onsdagens kamp mod bundholdet N-Lubbecke har vundet fem kampe i træk. Dermed er de sammen med mestrene fra THW Kiel Bundesligaens mest formstærke hold i øjeblikket.

»Vi kan ikke stille så meget op, så vi må fokusere på håndbolden og give et sportsligt svar inde på banen og derved sende et signal,« siger Hans Lindberg, der ikke frygter, at frustrationen i Hamborg kan påvirke hans præstationer under det kommende europamesterskab, der begynder den 16. januar, når Danmark møder Rusland.

»Det ser jeg ingen problemer i. Lige nu spiller vi jo fantastisk i Hamborg,« siger fløjen.

Hans Lindberg og HSV Handball er tidligere tyske mestre og vandt Champions League i 2013.