Fortsæt til indhold
Håndbold

Spinkel historik siger...mindst VM-bronze til Danmark

To gange tidligere sluttede Danmark som treer i en indledende gruppe ved et moderne VM. Det endte begge gange meget godt.

De danske håndbolddamer øjner nu kampene om de virkeligt sjove placeringer ved VM, efter damerne søndag aften slog Sverige på overbevisende vis i ottendedelsfinalen og nu står over for Rumænien onsdag i kvartfinalen.

Vælger de danske håndbolddamer at skele til historikken, kan de såmænd også finde trøst i, at det nok skal blive til VM-medaljer i denne omgang.

For siden VM blev udvidet til at have 24 deltagende lande i 1997, har Danmark vundet medaljer to gange, og begge gange er det sket efter at være sluttet på tredjepladsen i den indledende gruppe.

I 1997 blev Danmark nummer tre i den indledende gruppe, men vandt alle knockout-kampe og endte med at blive verdensmestre, mens det danske landshold hev en bronzemedalje hjem ved det seneste VM i 2013, hvor det indledende gruppespil også endte med en lettere skuffende tredjeplads.

Hvilken placering fik de danske damer så i gruppespillet ved dette VM?

Jo, de sluttede netop på tredjepladsen i sin gruppe efter Montenegro og Ungarn, som begge gav Danmark klø.

Men måske ender det med at være ligemeget. For ifølge historikken, om end den er et på et spinkelt grundlag, får Danmark nemlig mindst VM-bronze denne gang.