Erik Veje raser mod Kasper Hvidt og Bent Nyegaard: Har I drukket af natpotten?
Århus Håndbolds cheftræner Erik Veje Rasmussen vil ikke finde sig i at blive kaldt en amatør og provokatør. Nu forsvarer han sig.
»At komme med sådan noget barnagtigt vrøvl efter måneders betænkningstid er simpelthen ikke godt nok.«
Århus Håndbolds cheftræner Erik Veje Rasmussen er bestemt ikke tilfreds med den måde, som KIF Kolding Københavns veterankeeper Kasper Hvidt og TV 2's håndboldekspert Bent Nyegaard har omtalt ham på.
Den tidligere landsholdsspillers forsvar kommer som følge af to debatprogrammer, der har vakt opsigt i håndboldlandskabet.
Det hele begyndte tilbage i maj, da Kasper Hvidt, Henrik Møllgaard og Erik Veje Rasmussen var i debatpanelet i TV 2 Sports håndboldmagasin Kontra til en diskussion om håndboldligaens slutspilstruktur.
Diskussionen, som man kan finde et klip fra her, blev så heftig mellem især Kasper Hvidt og Erik Veje Rasmussen, at TV 2 Sport med Bent Nyegaard som vært i en særudgave af Kontra ved navn "Bent's" i slutningen af september fik Kasper Hvidt til at sætte ord på, hvorfor han nærmest gik amok i programmet tilbage i maj.
»Jeg følte mig frustreret, fordi jeg følte mig omgivet af amatører,« lød forklaringen fra Kasper Hvidt den 30. september i særudgaven af Kontra.
Senere i programmet korrigerede keeperen sig selv og rettede kun sin kritik mod Århus-træneren.
»Det var Erik Veje. Han var uforberedt, og de ting, han sagde, hang slet ikke sammen med den debat, vi skulle have,« sagde Kasper Hvidt, hvorefter Bent Nyegaard reagerede ved at sige, at han troede, at Erik Veje Rasmussen var i »provokationsøjemed«.
Knap to uger efter udsendelsen er Erik Veje Rasmussen ikke kun uforstående. Han er også irriteret.
»Så sammenfattende var jeg en uprofessionel og uforberedt paneldeltager, som talte om noget andet, end det der var emnet, og som i virkeligheden var der i provokationsøjemed. Skal jeg tilslutte mig debatniveauet, bliver jeg nødt til at spørge, om de havde drukket af natpotten,« lyder det fra Erik Veje Rasmussen.
Han fortæller, at blev inviteret i studiet for at diskutere slutspilstrukturen, og at han derfor havde forberedt sig ved at undersøge, hvilke strukturer man spiller efter andre steder i verden. Han afviser at have stået i studiet som provokatør, men han indrømmer dog, han begyndte at more sig under udsendelsen.
»Da Kasper Hvidt viste sig fuldstændig argumentationsresistent og sagde, at jeg havde en amatørtankegang, at John Jäger (redaktør på TV2 red.) ikke kunne udtale sig om den relevante turneringsstruktur, fordi han ikke havde dyrket elitesport, og at de øvrige trænere, som var uenige, ikke fattede noget som helst, må jeg medgive, at jeg blev en anelse ironisk i tonen,« siger Erik Veje Rasmussen.
»Jeg må frygte, at det kan ske igen under lignende omstændigheder,« siger Århus Håndbold-træneren.
Jyllands-Posten har forholdt citaterne for Kasper Hvidt, men han ønsker ikke at kommentere yderligere. Derimod står Bent Nyegaard gerne frem og fastholder sit udsagn.
»Jeg må gøre min gode ven Erik Veje opmærksom på, at han i senere håndboldtransmissioner på TV2 med et glimt i øjet og lettere provokations-agtigt har ophøjet Kasper Hvidt til vores allesammens filosof. Jeg opfatter ham som en, der har bragt lidt brænde til Kasper Hvidt-bålet,« siger Bent Nyegaard, der understreger, at de to håndboldprofiler selv må afgøre en eventuel tvist imellem sig.
Erik Veje Rasmussen og Kasper Hvidt skal under alle omstændigheder mødes om ni dage, når KIF Kolding København den 21. oktober tager imod Århus Håndbold i herreligaen.