Fortsæt til indhold
Håndbold

Danskeren med pandebåndet er Europas scorekonge

Landsholdsstjernen Mikkel Hansen er topscorer i Champions League og ser i øjeblikket ud til at score efter behag.

En snart 28-årig mand fra Helsingør er i øjeblikket en af Europas mest formstærke håndboldspillere.

Der er selvfølgelig tale om landsholdsstjernen Mikkel Hansen, der er intet mindre en flyvende i franske Paris Saint Germain (PSG), hvor han vurderet ud fra sæsonens første 11 kampe ser skarpere ud end længe.

Søndag aften vandt PSG for femte gang i træk i alle turneringer, da den stenrige hovedstadsklub i Champions League slog Zagreb 34-23 på hjemmebane. Sejren kom i hus efter endnu en Mikkel Hansen-målfest. En præstation, der sikrede danskeren en plads på rundens hold.

Bagspilleren scorede 10 gange i opgøret, og dermed er han nu sammen med østrigske Janko Bozovic delt topscorer i Champions League med 35 mål i fire kampe.

Mikkel Hansen har i de første 11 kampe i både den franske Super Cup, i ligaen og i Champions League nettet 106 gange. Det svarer til 9,6 mål i snit per kamp.

Tilbage i maj måned forlængede Mikkel Hansen sin kontrakt med den franske topklub til sommeren 2019. Til den tid vil han have spillet i Paris i syv sæsoner.

Paris Saint Germain har op til denne sæson forstærket sig med blandt andre Nikola Karabatic, der er en af verdens bedste håndboldspillere, mens også danske Henrik Møllgaard er blevet hentet på en lejeaftale.