Fortsæt til indhold
Håndbold

Mikkel Hansen: Vi bliver bedre og bedre

Selvom Rusland var ved at hente den danske føring, var Mikkel Hansen glad for, at danskernes niveau endnu en gang steg.

Doha

Mikkel Hansen lavede fire mål på 10 skud, men var som altid gavmild med de målgivende afleveringer.

Og alt i alt var han ganske tilfreds med det danske spil i kampen mod Rusland.

»Vi er steget i niveau hver eneste gang, vi er gået på banen, og det er en positiv ting,« sagde Hansen efter kampen.

Han var naturligvis specielt glad for den sidste halvdel af første halvleg, hvor Danmark scorede otte mål i træk.

”Forsvaret stod godt og Landin var god inde bagved, og så fik vi slået hullet, som vi ikke fik i den forrige kamp. I angrebet var vi meget tålmodige, nogle gange på grænsen til passivt spil, men der var vi gode til lige at tage en aflevering mere, og så kom de gode muligheder,” sagde Hansen.

Sejren betyder, at danskerne er sikre på at gå videre i turneringen.

Bemærkelsesværdigt var det, at der i kampens første halvleg ikke blev givet en eneste udvisning, og det passede danskerne godt.

”Det er klart, at det ændrer på vores forsvar, at vi for første gang ikke har vores bedste tre’er siddende ude efter et kvarter. Det giver noget tryghed. Jeg synes også at dommerne var tættere på den linje, som man er vant til. Der var stadig nogle kendelser, som man ikke er vant til fra sin hverdag, men det var en væsentlig bedre linje. Det gav lidt mere sikkerhed,” sagde PSG-spilleren.

Var der nogen, der sagde ordet Argentina i omklædningsrummet?

”Nej, hvorfor?”

Det var nogenlunde samme situation?

”Nåh, nej. Jeg tænker i hvert fald ikke på det. Jeg skal ikke tale for de andre, men jeg tænkte ikke på den kamp. Det er overstået,” sagde Hansen.