”Jetzt geht’s los”
Danmark står foran tre svære opgaver i gruppen. Tyskland venter først. Og det er et hold i fremgang.
DOHA
Slagordene væltede ned med en kraft, så de selv i den ellers meget tomme Lusail Multipurpose Hall virkede en smule intimiderende.
Muligvis, fordi man har hørt dem så mange gange før.
”Jetzt geht’s los.”
Nu går det løs. Nu kører det. Nu kan vi ikke stoppes.
Tyskland havde netop indhentet det russiske forspring i søndagens brag i den danske VM-gruppe ved VM i Qatar, og selvom de tyske tilskuere kun skulle tælles i hundreder, og ikke titusindvis som til en fodboldkamp, lød det massivt.
Og det kører for tyskerne efter et par år uden for det bedste selskab i international håndbold. De har i forvejen verdens klart stærkeste liga, og der er ny optimisme omkring landsholdet – et forynget af slagsen, der har slået både Polen og Rusland ved VM. Og nu venter et opgør mod Danmark i morgen aften.
For Danmark er det kampen, der formentlig vil afgøre, om den samlede gruppesejr fortsat er mulig. Vinder Danmark ikke, ligger det hele til Tyskland, der så mangler at møde Argentina og Saudi-Arabien. For Danmark er det også den første af tre knaldkampe, idet Rusland og Polen følger efter.
”Nu går det løs.”
Anders Eggert bruger selv en dansk oversættelse af det tyske slagord, da han efter storsejren på 38-18 over Saudi Arabien søndag aften sætter ord på situationen. Nu venter tre kampe mod europæiske modstandere, de kender fra talrige landskampe og spillere, de kender fra dagligdagen i europæisk klubhåndbold.
”Vi tabte godt nok et point mod Argentina, men de to første kampe var lidt løse. Nu kommer de tre store, og det bliver sjovt at spille en kamp, hvor der kommer flere mennesker i hallen, og der bliver gang i den. Det bliver god håndbold. Nu går det rigtig løs,” siger venstrefløjen fra den tyske storklub Flensburg-Handewitt.
Mikkel Hansen lignede efter kampen mod Saudi Arabien også en spiller, der glædede sig til mere ordinære kampe med noget på spil.
”De har åbenbart spillet rigtig fin håndbold indtil videre. Som spiller vil man altid gerne måle sig mod nogle af de bedste, og det har Tyskland. Det glæder jeg mig rigtig meget til,” lød det fra danske PSG-stjerne, der ellers ikke havde det store at sige om søndagens kamp.
”Det var fint nok. Jeg ville gerne have vundet lidt større, men igen, alle ved, det er svært at spille sådan nogle kampe, hvor man kommer så stort foran tidligt. Det er svært at sige noget specielt om den her kamp,” lød det med et smil.
Det var heller ikke den store analyse af modstanderen, der prægede søndagens ”eftersnak’. De danske spillere var hurtigt videre til det imødesete opgør mod Tyskland.
”Nu kommer de forventet svære modstandere, og vi skal for alvor op i gear. Det har vi ikke været endnu. Mod Tyskland skal vi være klar og fokuserede. Det har vist sig måske at være den sværeste modstander i vores gruppe. Det er kampe som den, der gør det sjovt at være med på landsholdet. De svære kampe, hvor der bliver gået til stålet. To af dem har tyskerne allerede bestået. Nu er det vores tur til at se, om vi kan matche det,” siger HSV-fløjen Hans Lindberg.
Jetzt geht’s for alvor los.