Troen på Danmark genskabt

Svag mod et middelmådigt mandskab den ene dag, storspillende og langt bedre end verdensmestrene 44 timer senere.

Kvindelandsholdet i håndbold er en finurlig størrelse. Alt det, spillerne ikke kunne mod Frankrig i torsdags, kunne de lørdag til overflod mod Brasilien i Golden League-turneringen. 10 måneder efter VM-guldet i Serbien måtte de sydamerikanske mestre se sig slået med 28-24.

Bekymring er således på 60 minutter vendt til tro på de påstande om klasse, som trænere og spillere ikke er fattige på at dele ud.

Det hele blev tilmeldt indledt med bange anelser, da landstræner Pytlick havde givet fridag til førstekeeper Rikke Poulsen og de etablerede Jane Schumacher og Maria Fisker. I stedet fik debutanterne Stine Bodholt og Julie Kjær Larsen lov at smage lidt af barndommens drøm om at være på Danmarks fineste holdkort.

Men det var de velkendte navne, der fik lov at knokle. Og det var befriende, at det var de to backs, Louise Burgaard og Stine Jørgensen, der førte han. Førstnævnte buldrede derudaf med en udstråling som de færreste kan matche. Fem gange scorede hun på det første kvarter og da lignede hun det, hun er skreget ud til at være om nogle år, nemlig verdens bedste på højre back.

Det var blot en bekræftelse af de flestes viden, og derfor var det straks mere glædeligt, at Stine Jørgensen var næsten lige så god på den anden back. Den har været landsholdets problem i lang tid, men den snak kan dø, hvis FCM-Jørgensen kan spille som mod Brasilien.

Endelig kom hun i fart, endelig blev hun sat i scene af playmakerne og endelig så man det håndleds-skud, som ikke mange backs i kvindehåndbolden gør hende efter.

I det hele taget var det som at prikke hul på en chokolade-fondant. Det flød med opløftende momenter overalt på det danske hold. Søs Søby var overraskende god i målet i sin kun niende landskamp og søreme om ikke også Susan Thorsgaard dukkede frem på stregen.

Hun har alle forudsætninger, men man ser dem næsten aldrig på landsholdet. Ansvaret sidder ikke alene hos Thorsgaard, men hos helheden. Denne gang var især Lotte Grigel fremragende til at skabe et tempo, der skabte pladsen til den store stregspiller.

Man kunne nærmest høre violerne spille i Esbjerg, da de mange tilskuere i den sportsglade by klappede danskerne til pause med en 15-9 føring. Det var vel at mærke mod verdensmestrene, der næsten kom i VM-opstillingen med storspillerne Amorim, Naschimento, Piedade og Arenhart.

Skal der drysses lidt kærnemælk i bægeret med cognac, så skal det med, at Danmark igen var tilbage ved to udskiftninger mellem forsvar og angreb. Det giver klare problemstillinger og Jan Pytlick har da også sagt, at han helst vil væk fra det. Problemet er, at ingen dækker så godt sammen i midten som Pernille Holmsgaard og Marianne Bonde, men sandheden er også, at ingen af dem har holdkammeraternes kvalitet i angrebsspillet. Det ligner en skavank, som Danmark ikke kommer ud af foreløbig.

Danmark kunne næsten ikke spille så godt igen efter pausen og verdensmestrene kunne umuligt sejle så meget rundt i yderligere 30 minutter. Med den danske succestræner Morten Soubak kom sydamerikanerne anderledes offensivt og aggressivt ud til 2. halvleg.

Det gav en mere urytmisk og fysisk forestilling, hvilket de to rumænske dommere havde svært ved at styre. Men problemer kom Danmark aldrig i.

Alle kunne også se, at det var en træningslandskamp, som Jan Pytlick ville vinde efter skuffelsen mod Frankrig i torsdags. Landstræneren skiftede ikke de unge spillere ind i samme omfang som forleden og han brugte heller ikke kampen til at prøve sit offensive forsvar af. Nogen storsatsende træner har hr. Pytlick aldrig været.

Søndag slutter Danmark i Golden League mod Norge. I en tid, da Dansk Håndbold Forbund har deres ”Knæk Kurven”-karavane rundt i landet for at stoppe medlemsnedgangen, skal man næppe forvente at hverve nye børnemedlemmer, når kampen i Aarhus fløjtes op efter deres sengetid klokken 21.10.