Landsholdsstjernen Rasmus Lauge var tæt på at miste sin datter. Nu fortæller han om sit livs største krise

Rasmus Lauge stod i døråbningen og anede ikke, hvad han skulle sige.

»Er det mit barn?« fremstammede han. Lige dele forvirret og forpustet.

Lægen stod med en lille pige i favnen. 30 cm lang. 700 gram. Hendes krop var ildrød, og hun bar en iltmaske.

»Er det her virkeligt?« tænkte han.

En time tidligere lå Rasmus Lauge hjemme i sofaen i Silkeborg. Han slappede af til en tv-serie, da hustruen ringede. Opkaldet varede syv sekunder. Hun var panisk. Nu var det nu.

På vej mod hospitalet i Skejby gjorde Rasmus Lauge alt, hvad han kunne for at holde fokus på landevejen. De våde øjne gjorde det ikke lettere.

Ved indgangen til hospitalet blev han mødt af en sygeplejerske.

»Tillykke, du har fået en datter,« sagde sygeplejersken.

»Din kone er ved at blive kørt fra operation til opvågning. Vil du hen til hende? Eller over til din datter på intensivafdelingen?«

Rasmus Lauge stirrede ud i ingenting.

»Eh, hvad?«

Han havde ikke den fjerneste idé om, hvad der ventede ham og familien de kommende måneder.

Deres livs største krise.

Fire måneder for tidligt

De fleste forbinder Rasmus Lauge med noget helt andet end fortvivlelse og tårer på et universitetshospital.

Han er 34 år, en af Danmarks bedste håndboldspillere og har i de seneste 13 år været en gennemgående figur på landsholdet. Vinder af bl.a. OL-, VM- og EM-guld.

Landstræner Nikolaj Jacobsen elsker ikke blot midtjydens færdigheder med bolden, men også hans indstilling og mentalitet. Lauge er typen, der både bruger harpiks og knofedt. Det er på ingen måde for sjov, at han altid spiller med tandbeskytter.

Evnen til netop at kæmpe har Rasmus Lauge det seneste halve år fået testet. Mere end nogensinde.

Få uger efter at Lauge og håndboldherrerne genvandt verdensmesterskabet i januar, blev han og hustruen, Sabrina Jepsen, forældre til deres tredje barn.

Parret har været kærester siden gymnasiet, bor på en landejendom uden for Silkeborg og har fået to børn uden komplikationer. Det ændrede sig en sen aften i februar.

Hvert år fødes der ca. 60.000 børn i Danmark, og kun godt og vel 20 af dem fødes i den 24. graviditetsuge. En af dem hedder Anna Lauge Jepsen. Hun blev født fire måneder før terminsdato.

En pludselig fødsel, der vendte op og ned på dagligdagen og følelserne for både forældrene, Freja på syv år og Noah på seks.

For hvad rummer man som menneske, og hvad sætter man sin lid til, når ens nyfødte datter kæmper for sit liv? Når hun tilbringer over tre måneder i en respirator?

Et liv i undtagelsestilstand

Dagen før fødslen rejste Sabrina Jepsen sig fra sengen og mærkede vandet løbe ned ad sine ben. Hun forstod det ikke. Men som uddannet jordemoder med egen klinik vidste hun, hvad det betød.

»Jeg gik straks i panik, for jeg ved, der kun er ca. syv procents chance for, at et barn overlever en fødsel på det her tidspunkt,« siger hun.

»Enten ville vi miste barnet nu, eller også ville det blive en lang, lang kamp for overlevelse.«

Efter et kortvarigt stop på hospitalet i Viborg blev hun kørt med ambulance til Skejby. Håbet var at bremse veerne og derved udskyde fødslen nogle uger for at øge overlevelseschancerne.

Sådan gik det ikke. Halvandet døgn efter indlæggelsen blev Anna født efter akut kejsersnit, mens Rasmus Lauge var hjemme hos børnene.

Fødslen tog 11 minutter.

»Jeg var så bange. Jeg kunne ikke klare tanken om, at jeg skulle vågne op med et dødfødt barn og være alene,« siger Sabrina Jepsen.

Frygten blev ikke til virkelighed, for Anna overlevede, og Sabrina Jepsen vågnede til synet af en både stolt og skræmt mand, der ikke vidste, hvor han skulle opbevare alle sine tanker.

»Det var en ud af kroppen-oplevelse. Det var, som om vi pludselig hoppede på et tog, der kørte 300 km/t., og ingen kunne sige, hvornår det standsede igen,« siger Rasmus Lauge.

Annas tilstand var kritisk. Hun lå i en kuvøse på intensivafdelingen – en stue fyldt med store maskiner, bippende alarmer og modsatrettede følelser.

»Glæden var blandet med bekymring og angst. Får vi hende nogensinde med hjem? Og hvis vi gør, er der så hjerneaktivitet?« siger Sabrina Jepsen.

Onsdag den 19. februar blev ikke blot Annas første dag i denne verden. Det blev også begyndelsen på en tilværelse i undtagelsestilstand.

Forældrene fik at vide, at de som minimum skulle forvente en indlæggelse på hospitalet frem til terminsdatoen.

»Jeg tænkte mange ting, jeg næsten ikke har lyst til at sige højt. Desperate tanker. Havde det været bedre, at vi slet ikke havde fået et tredje barn? Jeg havde lyst til at flygte, jeg var presset ved tanken om, at vi skulle være der så længe, samtidig med at vi havde et liv derhjemme med to børn og en hund,« siger Rasmus Lauge.

Til daglig er han den vigtigste spiller i Bjerringbro-Silkeborg, en klub, der hver sæson sigter efter medaljer, men den jagt blev i foråret uden Rasmus Lauge.

»Håndbold var sekundært for mig. Jeg meddelte også hurtigt klubben, at jeg formentlig ikke kom tilbage i resten af sæsonen. Der blev ikke stillet et eneste kritisk spørgsmål. Tværtimod opfordrede de mig til at tage mig af min familie. Det var fantastisk.«

Sov med tøjet på

Med hjælp fra venner og familie skabte Rasmus Lauge og Sabrina Jepsen en ny hverdag midt i krisen.

De to ældste børn cirkulerede mellem skole, fritidsinteresser, bedsteforældre og sygehusbesøg. For det yngste barn bestod hverdagen af blodprøver, hjertescanninger og medicin.

En konstant overvågning af puls, vejrtrækning og kropstemperatur.

»Det var kontrastfyldt. Freja og Noah løb rundt på hospitalsgangene og rutsjede ned ad gelænderne. De elskede weekenderne i Trygfondens Familiehus, for der var trampolin, legeplads og interaktive rum. De forstod ikke alvoren i, at deres lillesøster lå på den anden side af vejen og kæmpede for sit liv,« siger Rasmus Lauge.

Sabrina Jepsen tilføjer:

»På et tidspunkt sagde Noah: ”Ej, mor, prøv at se, Anna øver sig i at blive god til at trække vejret, så vi kan komme hjem”. Så bliver man rørt.«

De sov med tøjet på og med telefonen i hånden på forældreværelset. Tit sad de bare og stirrede ind i kuvøsen. Magtesløse.

Energien og overskuddet hentede de i opbakningen fra nær og fjern.

»Man kan tit tænke, at der er meget dårligdom i verden. Tonen kan være hård på nettet, og folk tænker på sig selv, men så sker der noget livsomvæltende, og så ...« siger Rasmus Lauge.

»Vi blev overfaldet af kærlighed. Blomster, gavekurve, hilsner. Vi fik sågar en hilsen fra en fanklub fra et modstanderhold. Det har været så voldsomt.«

Efter at have været i akut livsfare i den første måned blev Annas tilstand gradvist mere stabil. Og efter fem måneders indlæggelse fik de i slutningen af juli lov til at tage hjem.

Efter bl.a. 13 uger i respirator, ni blodtransfusioner, tre hjernescanninger og en enkelt operation.

I dag er Anna et halvt år gammel, og hun får stadig hjælp til vejrtrækningen via en slange i næsen.

»Vi er ikke helt på den anden side endnu, men hun har det godt, og alt ser fint ud. Tiden vil vise, om hun fejler noget alvorligt,« siger Sabrina Jepsen.

Hun har undervejs delt flere billeder og tekster om hospitalslivet på sin Instagram-profil.

»Vi var længe i tvivl om, hvor meget vi skulle dele, for det er så sårbart og svært at forklare. Omvendt er vi også enormt stolte af Anna. Og stolte af, at vi har klaret os igennem det her.«

For Sabrina Jepsen har forløbet formet og forandret dem. Noget er blevet taget fra dem, noget andet er blevet givet.

»Jeg er blevet overrasket over, hvor meget vi mennesker kan rumme og overkomme. Især når vi støtter hinanden. Jeg tvivlede på, at vi kunne blive en velfungerende familie igen, men det er lykkedes. Ikke mindst fordi vi har fået så meget kærlighed fra venner, familie, alle mulige,« siger hun.

På hospitalet fejrede de alle de små sejre. Da Anna efter 14 dage åbnede øjnene for første gang, eller da hun blev stor nok til at få rigtigt tøj på.

»Det har vi taget med tilbage til hverdagen. Vi må aldrig stoppe med at nyde, fejre og værdsætte de små ting, der lykkes,« siger Rasmus Lauge.