10 sekunders vanvid spillede en kæmperolle, da Danmark nåede den første VM-ambition
De danske håndboldkvinder er i VM-semifinalen, hvor de fredag møder Norge.
Den første ambition er indfriet for de danske håndboldkvinder.
Trods premierevanskeligheder mod Serbien og et choknederlag til Japan er de blandt de sidste fire ved VM efter en holdpræstation med store udsving onsdag, og i de seneste fire slutrunder har mandskabet nu hver gang nået mindst semifinalen.
Med tilsvarende resultater i en valgperiode havde Jesper Jensen været temmelig sikker på at bevare sin plads på tinge, hvis han havde været politiker.
Nu er han imidlertid dansk kvindelandstræner, og derfor kan ovenstående fine statistik meget vel miste noget af glansen allerede på fredag.
For med 26-24 over Montenegro i onsdagens kvartfinale bevarede VM-værterne nemlig ganske vist chancen for at fortsætte den placeringsmæssige udvikling - i en støt stigende kurve har Jesper Jensen ført sit mandskab til en fjerdeplads ved EM 2020, bronze ved VM 2021 og sølv ved EM 2022. Folk med tro på skæbnen vil altså forvente guld på hjemmebane ved det igangværende VM 2023.
Problemet er blot, at Norge venter i semifinalen fredag. Så ved alle med lidt indsigt i kvindehåndbold, at vi taler om et møde med storesøster, den altovervejende magtfaktor og medaljesluger de seneste årtier.
En triumf vil kræve maksimal indsats fra alle. Det er derfor svært opløftende, at netop den brede bænk igen-igen var blandt nøglerne til at slide Montenegro ned i et opgør, hvor Danmark dog igen-igen brændte alt for mange chancer og var ubehageligt tæt på at gøre afslutningen lidt for nervepirrende.
Sverige-Frankrig mødes i den anden semifinale, efter at førstnævnte nærmest havde en ikke-kamp og vandt onsdagens tidlige kvartfinale over tyskerne, der tilsyneladende ikke var kommet sig over nederlaget til Danmark i mellemrundens sidste kamp og kom bagud 6-16 ved pausen og tabte 20-27.
Så stor var klasseforskellen langt fra i dagens hovedattraktion set med danske øjne.
Bogstaveligt talt tøver montenegrinerne aldrig med at sætte sig igennem på en håndboldbane, og allerede fra begyndelsen bød kampen på fascinerende infights om både det individuelle og kollektive overtag.
Montenegro fik lov at køre utroligt lange angreb til stor irritation for Jesper Jensen og skiftede nærmest konsekvent to spillere på vej tilbage mod forsvaret, så den bevægelige offensiv blev erstattet af en langt mere kompakt mur bagtil.
Danmark havde momentum i kraft af blandt andre risikovillige gennembrud fra Anne Mette Hansen og Louise Burgaard, men manglende redninger fra en ukarakteristisk ordinær Sandra Toft i den anden ende forhindrede Danmark i at slå et hul.
Til alt held havde værterne langt flere kort at spille end Montenegro, der brugte langt færre spillere, og mod slutningen af første halvleg kom antydningen af et lille knæk. Gæsterne scorede ikke i syv minutter, danskerne kom for første gang foran med tre, men kunne reelt have ført langt mere, hvis bare ikke de på stribe havde brændt alt for mange frie skud.
Jelena Despotovic dummede sig dog mest af alle, da hun med få sekunder igen af første halvleg havde chancen for at gøre noget magisk og bringe sit hold næsten på omgangshøjde inden sidebyttet.
I stedet for at se sig om efter en fri medspiller eller blot lade tiden løbe ud i mangel på muligheder afsluttede hun alt, alt for langt udefra og alt, alt for tidligt, så Danmark kunne nå at slå kontra, kunne score i allersidste sekund og kunne gå i omklædningsrummet foran 13-10 i stedet for potentielt 12-11.
I frustration over de 10 sekunders vanvid marcherede Montenegro-træner Bojana Popovic da også ind på banen, hældte en skidtspand ud over synderen og forsvandt så derfor skyndsomst fra banen for at bruge afbrækket til at lægge en slagplan.
Den slags små sekvenser kan blive kampafgørende, og hér gav medvinden da også Danmark en helt anden fornemmelse efter de første 30 minutter.
Føringen blev konsekvent udbygget til et punkt, hvor spændingen syntes væk, men så begyndte Danmark igen at brænde alt for mange chancer, scorede kun én gang på 13 minutter og lod Montenegro komme fra 14-21 til 20-22.
Tættere på kanten kom favoritterne dog ikke, sejren kom i hus trods et uhyre stort pres, og det kan de blandt andet takke Jelena Despotovic for.