Fortsæt til indhold
Håndbold

Ni hektiske dage vil definere Aalborg Håndbolds sæson

Man finder ikke en håndboldspiller i Danmark, der ikke vil deltage i vores program, lyder det fra Aalborg Håndbold, som kan vinde tre pokaler på ni dage.

Man forstår godt, hvis en flok mænd i Aalborg brokker sig lidt over ømme ben, arme og skuldre.

Flere af de mange landsholdsspillere i den nordjyske håndboldklub har spillet over 75 kampe siden sommer, og nu tager det endda først for alvor fart. Lørdag indleder de forsvarende mestre en noget nær historisk turné med fem kampe på ni dage med muligheden for at vinde tre forskellige pokaler. Ni dage, der vil definere sæsonens udbytte.

»Vi er inde i en vanvittig periode. Det er voldsomt,« konstaterer klubbens cheftræner, Stefan Madsen, om programmet.

Madsen og kompagnis første titeljagt finder sted i weekenden i Køln, hvor Aalborg som det første danske herrehold siden 2012 deltager ved Final Four i Champions League.

Evnen til at holde fast

Derefter venter den tredje og afgørende DM-finale på onsdag mod Bjerringbro-Silkeborg, inden landspokalturneringens Final Four afvikles i næste weekend.

»Vi har brugt mange kræfter i løbet af sæsonen, men har tidligere vist, at vi er i en god fysisk tilstand, og at vi kan genfinde ressourcerne, når det er allerhårdest. Det kan vi gøre igen,« siger han.

Efter tirsdagens finalenederlag i Silkeborg, der altså udløste en tredje kamp, gav Aalborg-træneren sine spillere lov til at være skuffede i bussen hjem, men allerede dagen efter blev fokus rettet mod opgaven i Champions League. Her skal de danske mestre i semifinalen møde de franske mestre fra Paris Saint-Germain, der har bl.a. Mikkel Hansen og Henrik Toft Hansen på holdkortet.

Aalborg-anfører René Antonsen i aktion mod PSG's Luka Karabatic i 2017. Foto: René Schütze

»Alle tanker er rettet mod Paris-kampen, og så må vi se, hvad der sker. Uanset hvad er det ikke alle forundt at deltage i den afgørende weekend i verdens fornemste klubturnering,« siger Stefan Madsen.

Alle spilleres drøm

Foruden Henrik Møllgaard har Aalborg Håndbolds assistenttræner, islandske Arnor Atlason, deltaget i Final Four-stævnet i Køln som tidligere AG København-spiller.

»Vi glæder os som små børn til den kommende tid, og man finder ikke en håndboldspiller i Danmark, der ikke vil deltage i vores program. Det kan vi ikke brokke os over, selv om den tredje finalekamp mod Bjerringbro-Silkeborg er helt vanvittigt placeret kun få dage efter kampene i Køln, men sådan er det,« siger Atlason.

I den anden semifinale skal Emil Nielsens Nantes møde Barcelona med bl.a. Casper U. Mortensen og Kevin Møller i truppen. Fælles for alle er, at de får lov til at spille for i alt 500 tilskuere i Lanxess Arena, der siden 2010 har dannet rammen om Final Four-formatet.