Håndboldekspert mindes ikke at have set så svagt et norsk landshold
Norge må undvære knap 1.000 landskampe på grund af skader til flere stjerner, men det er ikke et tema i den danske VM-lejr.
KUMAMOTO
Chancen for en sjælden dansk slutrundesejr over Norge er større end meget længe.
Meldingen kommer fra Bent Nyegaard, håndboldekspert på TV 2 Sport, der på baggrund af et norsk skadesmareridt har stor tiltro til, at Sandra Toft og resten af kvindelandsholdet kan presse naboerne til det yderste i søndagens mellemrundekamp.
Otte norske landsholdsspillere har bl.a. på grund af skader måttet melde afbud til VM-slutrunden. Det gælder f.eks. stjernerne Nora Mørk, Katrine Lunde, Kari Grimsbø og Veronica Kristiansen. I alt må nordmændene undvære lige knap 1.000 landskampe.
»Det er det svageste norske landshold, jeg mindes at have set. Holdet har på grund af skader ikke de samme muligheder. Det er en helt anden størrelse, fordi de motorer, der har drevet holdet, er væk – det gælder især Nora Mørk og Veronica Kristiansen. Uden at falde i eufori tror jeg, at der venter en fuldstændig lige kamp,« siger han.
En farlig tanke
Omdrejningspunktet er fortsat anføreren Stine Bredal Oftedal, men Bent Nyegaard forudser, at afløserne i specielt den norske bagkæde passer godt til det danske forsvar.
»Danmark står defensivt, lader skytterne komme til, er dygtige i paradespillet, og Sandra Toft har indtil nu været meget skarp. Defensiven er skabt til det, som Norge præsterer angrebsmæssigt.«
De mange norske afbud tænker landstræner Klavs Bruun Jørgensen intet om, og han nægter at synge med på sangen om et svagere norsk landshold.
»Det er en farlig tanke at lege med. Vi ved, nordmændene er gode og stærke ved slutrunder – især jo længere man kommer ind i turneringen. Det har de alle dage været,« siger landstræneren.
Det er Sandra Toft enig i.
»Uanset hvem de har med, har de altid en stor tro på, at de kan vinde guld. Det er det, der driver og altid har drevet dem. De har måske ikke altid haft den letteste vej, men de formår alligevel oftest at vinde kampene.«
Danmark har kun vundet én af de seneste syv kampe mod Norge ved et internationalt mesterskab.