Fortsæt til indhold
Formel 1

Formel 1-bilerne presses nu med op til 8g

Romain Grosjean siger, at han bil målte et pres på 8g, når han kørte gennem svingene i Melbourne.

Op til denne sæson har man set billeder af Formel 1-kørere, der har trænet som gale i træningslokaler verden over. De har skullet forberede sig til, at bilerne blev hårdere at køre. Årsagen er, at det nye design af bilerne i denne sæson har medført, at der er langt mere vejgreb i svingene.

Efter testene i Barcelona talte man om, at kørerne var gået fra at køre med speederen i bund i 50 pct. til nu 70 pct. De sidste 20 procentpoint er fundet i svingene.

Og det slags tager hårdt på kroppen i en sportsgren, hvor kørerne i forvejen var presset efter to timer kørsel.

Nu prøvede kørerne bilerne ved sæsonens første grandprix i Melbourne, og data viser sort på hvidt, at det er blevet langt hårdere.

»Bilerne er brutale at køre. Vi er ikke langt af fra at ramme 8g i nogle af svingene,« siger Haas-køreren Romain Grosjean, der tilføjer, at det også er sjovt at køre i de nye buler.

»Men det er hårdt for kroppen, det er hårdt for bilerne,« siger Romain Grosjean til motorsport.com.

Når bilerne pludseligt kører langt hurtigere i svingene, betyder det, at kroppen presses hårdere ud mod siden af bilen. Derfor har kørerne styrket nakkemusklerne og musklerne i kernen af kroppe.

Tidligere talte man om, at Formel 1-kørerne blev presset op til 5-6g. En normal person kan klare pres på op til 6g.

»De hastigheder, som vi kører igennem svingene med, er vanvittige sammenlignet med tidligere. Man skal være mere præcis, ramme svinget bedre og kroppen har det hårdt i nogle af svingene,« siger Romain Grosjean.

Direktør i Mercedes, Toto Wolff, er imponeret over bilerne.

»De biler her er rigtige monstre. Jeg tror også, at man kan se på kameraerne i bilerne, at hastigheden i svingene er imponerende,« siger Toto Wolff til motorsport.com.