Fortsæt til indhold
Formel 1

Tom K. overvejer at vende hjem

Efter 20 år som udlandsdansker overvejer Tom Kristensen at flytte tilbage til Danmark.

Da Tom Kristensen i 1991 byttede sin adresse i Danmark ud med en tysk af slagsen, var det for at forfølge drømmen om at leve af at køre ræs. For at satse 100 pct. på den sport, som hans far - racerkøreren og tankpasseren Carl Erik Kristensen - introducerede ham til som knægt hjemme i Hobro.

Siden da er et hav af store triumfer fulgt i slipstrømmen på danskerens racerbiler, og nu er det måske blevet tid til at vende hjem.

»Det er noget, vi overvejer. Vi har investeret i en grund, som vi prøver at gøre byggemoden,« fortæller 44-årige Tom Kristensen om familiens planer.

»Det er længe siden, jeg flyttede ud. Min bror er herhjemme, og min far har det ikke så godt. Så der er mange ting, som trækker i os for at vende hjem.«

Pas på tiden

Når Tom Kristensen vender tilbage til landet, kan det meget vel hænge sammen med et skridt i den modsatte retning af det, som han tog for 20 år siden. En nedtrapning af arbejdet i sportsvognen, som har fordret så meget succes.

Karrieren bliver dog ikke indstillet i den nærmeste fremtid, lader Tom Kristensen forstå, men han lægger ikke skjul på, at overvejelserne drøner hurtigere rundt i hovedet end tidligere. Forklaringen skal findes i det tidlige, danske forår.

Det mest sørgelige

Den 1. marts i år døde Tom Kristensens mor, Kirsten Kristensen, af kræft. Den slags vil alle dage være skelsættende i et menneskes liv. For Tom Kristensen har tabet af hans mor sat tingene i perspektiv. Og blæst de tre bogstaver T, I og D op i versaler.

»Tabet af min mor er det mest sørgelige, der kunne ske. Det har ændret min tilgang til den tid, som er værdifuld. Den oplever man mest, når man er i hullerne mellem det, man er forpligtet til at gøre. Det vil sige det, der er udenfor min Audi-kontrakt og mit Tom K-brand,« fortæller han.

»Den tid prioriterer jeg anderledes nu. Den er egentlig et godt svar på mange ting. Man når et punkt i livet, hvor man bliver mere nuanceret og måske en lille smule klogere. Man får et bedre forhold til de ting, man oplever, og lærer at værdsætte bestemte ting i livet. For årene tikker hele tiden.«

Gode muligheder

Danskeren vil dog efter alt at dømme også være at finde, når det går løs ved Le Mans i 2012.

Allerede efter 53 minutter af 2011-udgaven af løbet, var Tom Kristensen færdig, da kollegaen Allan McNish kørte galt. Tom Kristensen nåede ikke at køre en meter i den nye R18'racer, og det har givet den danske Le Mans-legende mere motivation i forhold til næste års løb.

Han er fuld af fortrøstning omkring mulighederne for at vinde endnu et Le Mans.

»Umiddelbart ser mulighederne gode ud. Hvorfor ikke? Selvom vi kun var 50 meter foran, var Allan i føring, da vi udgik. Det er der sikkert ikke mange, som husker, men det gør jeg. Og det gør Allan også,« siger danskeren med et smil.

Læs hele historien om Tom Kristensens i mandagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten.