Magnussens chef: »Der har været op- og nedture«
Haas og Kevin Magnussen var nået til en skillevej, siger Haas-teamchef, Günther Steiner.
Kevin Magnussens chef, Günther Steiner, talte ikke ligefrem om metaltræthed i forholdet mellem ham og Magnussen, men der var alligevel et skær af, at teamet og kører var nået til en skillevej.
Sådan lød det, da Günther Steiner torsdag afholdt pressemøde om beslutningen om ikke at tilbyde Romain Grosjean og Kevin Magnussen Formel 1-kontrakter næste år.
»Vi er kommet frem til den konklusion, at vi var nået et højdepunkt med vores nuværende kørere. Og det er lidt vores egen skyld, for i år og sidste år har vi ikke kunnet givet dem en god bil, de kunne få det maksimale ud af. Og næste år bliver det en lignende situation. Så hvorfor ikke gøre noget anderledes? Det er, hvad vi har evalueret,« sagde Günther Steiner på en videopressekonference fra Portugal, hvor Formel 1 køres på søndag.
»Nogle gange har man brug for forandring for forandringens skyld. Bare for at ryste posen lidt. Uanset hvad vi gør næste år – om vi henter to rookier eller ej – har vi altid prøvet at gøre tingene anderledes end tidligere,« sagde Günther Steiner.
Han fortalte, at Haas havde taget beslutningen for »to-tre uger siden,« men at teamet ville offentliggøre den for kørernes skyld.
»Gutterne har været gode over for os de seneste år, så da vi vidste, at vi ville lave ændringer, ville vi sige det til dem, sådan at de havde chancen for at finde noget andet. Hvis vi først fortalte dem det, når vi beslutter, hvem der skal køre bilen, ville de have haft en mindre chancen for at finde noget at køre i næste år,« sagde Günther Steiner.
Han kalder bruddet med Grosjean og Magnussen for »en svær beslutning«.
»Selvom vi har haft op- og nedture i vores forhold, bliver man ikke sammen fire-fem år, hvis man ikke kunne lide dem. Så det er altid svært at tage beslutningen, men jeg var nødt til at se på teamet, og begge var forstående – de var selvfølgelig ikke glade, hvem ville også være det? – men de havde en forståelse for beslutningen, og de ved, at vi gav dem en god periode, så det var ikke kun godt for os, men også for dem. Jeg mener ikke, at der er ondt blod imellem os, og nu skal vi nå til sæsonslutningen, og forhåbentlig kan vi score nogle point på vejen,« sagde Günther Steiner.
Han siger, at jagten på to nye kørere handler om to ting:
»Penge og talent. Det handler ikke kun om penge, for talentet er mere vigtigt, men nogle har sponsorpenge, som de tager med, så vi kigger på alle muligheder.«
Kevin Magnussen har allerede meldt ud, at han i fremtiden ser sig om efter et sæde i en anden motorserie end Formel 1.