Fortsæt til indhold
Formel 1

Magnussen stopper hos Haas

Kevin Magnussens Formel 1-karriere ser ud til at være slut.

Kevin Magnussens fremtid i Formel 1 ser særdeles skidt ud. Den 28-årige dansker skriver på Instagram, at han ikke fortsætter hos Haas i næste sæson.

»2020-sæsonen bliver min sidste med Haas. Jeg har haft fire gode år, og jeg kan se tilbage på en flot rejse,« skiver han i sit opslag.

Her takker han Gene Haas – ejeren af teamet – for at amerikaneren i sin tid tog ham ind på holdet.

»Jeg arbejder stadig på mine fremtidige planer, som jeg vil offentliggøre, når tiden er til det,« skriver han.

»Jeg har ikke vundet racerløb i syv år, og det ville heller ikke ske i 2021, hvis jeg fortsatte i Formel 1. Derfor søger jeg nu nye udfordringer i andre klasser,« siger Magnussen til B.T.

Meddelelsen kommer efter måneder med spekulationer, hvor pilen af og til har peget på Magnussen, men hvor Haas’ teamchef, Günther Steiner, aldrig har meldt andet, end at teamet er godt tilfreds med hans indsats, men at han også kigger andre steder.

Günther Steiner takker i en pressemeddelelse både Kevin Magnussen og Romain Grosjean for deres indsats hos teamet, hvor Romain Grosjean har været med siden teamets debut i 2016.

»Romain var en fundamental del af etableringen af teamet,« siger Günther Steiner i pressemeddelelsen.

»Da Kevin ankom en sæson senere, fik vi straks succes, da vi begyndte at score point med begge biler. Vi har mange gode minder sammen, specielt 2018-sæsonen da vi endte som nummer fem. Romain og Kevin spillede en signifikant del af den succes,« siger Günther Steiner.

Det virker ikke sandsynligt, at Kevin Magnussen fortsætter i Formel 1 på trods af, at der er flere sæder ledige hos de andre hold. Enten passer han ikke ind i profilen, eller også står der pengestærke bejlere eller fabriksinteresser i vejen.

Kevin Magnussen begyndte sin Formel 1-karriere i 2014 hos McLaren, da han imponerede med en tredjeplads og en podieplacering i sin debut – pladsen blev senere ændret til en andenplads, da Daniel Ricciardo havde overtrådt visse regler.

Herefter kørte han en god sæson for McLaren, der alligevel sorterede ham fra til 2015-sæsonen. Den indflydelsesrige ejer, Ron Dennis, ville have Magnussen, men bestyrelsen kuppede ejeren og fortsatte med Jenson Button og Fernando Alonso.

Kevin Magnussen sad udenfor hele 2015 og kom med på et hængende hår, da Renault samlede ham op. Franskmændene ville ind i Formel 1 efter en årrække udenfor, hvor de kun havde været motorproducenter.

Ægteskabet mellem Renault og Kevin Magnussen blev aldrig godt. Den franske organisation er præget af politiske interesser – et spil som Magnussen ikke gerne deltager i.

Derfor blev det også som at komme til sin egen familie, da amerikanske Haas tilbød ham et sæde fra 2017. Amerikanerne driver deres hold uden dikkedarer, og Magnussen fandt sig øjeblikkeligt tilpas.

Tiden hos Haas blev med opture og nedture. Hele 2018-sæson blev en lang optur, da Haas havde fået bygget en bil, som Magnussen og Grosjean kunne presse så meget, at de deltog om pointene i hvert eneste grandprix.

De to seneste sæsoner har til gengæld været modsat 2018’eren. Haas har måttet kæmpe for hvert eneste sølle point, og Kevin Magnussen og Romain Grosjean har flere gange kørt ind i hinanden – endda så galt at begge måtte udgå af det britiske grandprix i 2019.

Denne sæson er fortsat på samme måde, men med en mere opgivende attitude. Ferrari har leveret en dårlig motor til en dårlig bil, og Haas-kørerne kan nærmest kun drømme om point. Dem har Magnussen et af, mens Grosjean har to.

Der resterer seks grandprixer tilbage af 2020-sæsonen. Næste er søndag i Portugal.