Kevin Magnussen og Günther Steiner raser over radioen
Der blev bandet over radioen, da Kevin Magnussen kørte over stregen.
I Netflix-serien ”Drive to Survive” følges Formel 1 igennem en hel sæson, og man får et godt indblik i Haas. Her ser man også, at både Kevin Magnussen og Günther Steiner har et særdeles kulørt sprog.
Det kom også frem, efter at Kevin Magnussen havde kørte et flot grandprix i Rusland, hvor han blev noteret for en niendeplads.
Men han kom faktisk ind på ottendepladsen. Problemet var, at han havde fået en femsekundersstraf, da han kørte af banen i et sving, hvor kørerne præcis skulle ramme igennem et par markører på vej tilbage på banen for ikke at blive straffet.
Det lykkedes altså ikke for Magnussen, og han blev derfor sendt ned bag Lando Norris, da straffen blev eksekveret.
Det fik både Kevin Magnussen og hans Haas-chef, Günther Steiner, til at rase over radioen.
Her er udskriften af samtalen over radioen, da Magnussen krydsede mållinjen.
Gary Gannon (Magnussens løbsingeniør): »Du blev nummer ni, Kevin. Du tabte en position, men slog Hülkenberg med et sekund.«
Günther Steiner: »Hvis vi ikke havde den stupide, idiotiske dommer, så ville vi ... Det var flot kørt.«
Kevin Magnussen: »Tak. Sådan noget lort (bullshit, red)«
Efter løbet fortsatte Kevin Magnussen med kritikken af straffen.
»Det virkede som om, der var nogen, der bare sad og kedede sig,« sammenfattede Magnussen til TV3+.
»Jeg gad ikke tage risikoen for at køre i væggen. Der er skideglat ude i den runoff med masser af sand og skidt – så at begynde at bremse hårdt og dreje samtidig føltes bare alt for farligt.«
»Så jeg satte farten ned og kørte igennem og sagde over radioen, at det var for farligt at tage begge. Og så fik jeg alligevel en fem sekunders straf, på trods af at Perez kom forbi, og jeg ikke selv vandt noget, men tværtimod tabte en masse,« sagde Kevin Magnussen til tv-stationen.